Min blog vejer 6,6 kilo!

Om at bruge sin blog som erindringsbog og printe den ud som dokumentation af et livskapitel.
Vis mig din!

Da jeg tog beslutningen om at skifte fokus på bloggen her,  gik jeg all in. For der var én, der mente, at jeg inden da burde rydde op og slette mine flere end 650 gamle blogindlæg, der ligger helt tilbage fra 2005.
Nix! Det kommer jeg ikke til.

Dertil er der for mange followers og abonnenter, der har været med, helt tilbage fra vi talte om RSS, og som netop har fulgt mit livs udvikling, sågar er nogle af dem jævnaldrende, og dels er der for megen googlejuice (Den værdi, en hjemmeside opnår hos Google, for eksempel ved at der linkes til den fra andre sites på internettet), som jeg ikke lige giver slip på.

Men jeg kiggede blogindlæggene igennem og blev virkelig glad og rørt over at have skrevet så meget om den tid, der har været eksplosiv på internetområdet. Bloggen begynder på et tidspunkt i 2005, hvor vi endnu kun ser facebook og LinkedIn i kimingen. Den fortsætter over den store begejstring over de sociale medier og beskriver i dag mange af de ulemper, den digitale udvikling har givet, men også mange af de gode ting, vores digitale forbindelser har ført med sig.

Telefon i toilettet

Bloggen beskriver, hvad jeg har beskæftiget mig med gennem disse 17 år og udgør en form for dokumentation, ikke alene af, hvad jeg har lavet, men også af hvad der sker i samfundet, som jeg har set det. Mine bøger, mine kurser, mine udfordringer, sejre og nederlag. Og så har jeg prøvet at være meget praktisk.
Det lover jeg også at blive i denne nye periode. Jeg kan i hvert fald se på statistikken over de mange år, at det er de praktisk orienterede indlæg, der har fungeret bedst:

Det indlæg, der har fået flest besøgende, (tæt på 80.000) handler om, hvor man finder den lodrette streg på tastaturet! Og det næstmest læste er et med skabeloner til samarbejdsaftaler (helt uddateret, så jeg linker ikke). Endelig er der høj score på, hvad man gør, når ens telefon lander i toilettet (24.000). Meget nyttigt. Så kommer et om, hvorvidt det hedder at lægge op eller lægge ud på nettet (det blev aldrig afgjort).  Et af dem, jeg stadig får tak for, så sent som for et par måneder siden, er et indlæg fra 2009 om, hvor man finder strømstikket i tyske tog! Blandt de mindre overraskende højdespringere er mine blogindlæg om at starte for sig selv, om mine første 20 år som selvstændig, og om at beskytte medarbejdere mod digital chikane.

Bloggen fylder 6,6 kilo

Jeg er gået all in ved dette skifte til at skrive om #denyegamle. Jeg bestilte på nettet via noget, der hedder Pixxibook, ikke alene en udprintning af de over 800 blogindlæg, men ligefrem en bog med dem. Det viste sig, at mine blogindlæg fylder TRE tykke bøger, der tilsammen vejer 6,6 kilo i hardcover, og der er ikke sparet på det glittede papir.

Mit første indlæg – det, der altid hedder Hello World i Wordpress – fik i 2005 en venlig hilsen fra én, der stadig blogger, nemlig slagtenhelligko, Liselotte, som vi alle henviste til, når man talte om gode, personlige blogs. Mange af mine indlæg omtaler også Dona, netværket for internetjournalister, og de pionerer, internettet havde på dansk grund, så som Ernst Poulsen, Martin Jørgensen, Kim Elmose og Trine-Maria Kristensen, der alle stadig er dybt aktive på nettet, og som jeg havde den store glæde at sidde i bestyrelsen for Dona med, da internet blev allemandseje.  Det var den tid, hvor der også var noget, der hed Webgrrls, som også i Danmark samlede kvinder, der var – og er – vilde med IT. Dataetikeren Pernille Tranberg var en af stifterne, og blandt dem, jeg stadig har kontakt med, er Karin Høgh, podcaster og blogger, som har skrevet dén første danske bog om podcast, “Medier, der holder” , fordi hun var rasende fremsynet. Det siger jeg, fordi der er flere andre, der har smykket sig med, at de har skrevet den første bog, men det var Karin, der gjorde det allerede i 2010. Endnu flere blogposts handler om livet som mikrovirksomhed og særligt Mikronet, hvor det lykkedes for en lille gruppe selvstændige at samle +200 mikrovirksomheder på Lolland Falster og Sydsjælland, nu overgivet til et iværksætterhold af yngre kræfter.

Op i 2010’erne følger tiden med stiftelsen af NewPub, et netværk for forfattere, der vil afprøve nye udgivelsesformer. Vi begyndte med at være 200 til et møde, i dag tæller netværket over 3000, og selvudgiverstatussen er her 11 år efter oftere et adelsmærke end et brændemærke i branchen.
Der er blogindlæg om stort og småt, alle mine kurser, sommerskoler, der fortsatte indtil corona lagde dem ned, udgivelser af mine efterhånden mange bøger, tips om facebook, og senere mest om LinkedIn. Og så et hav om mit nuværende største forretningsområde digital chikane.

En overgang, faktisk to år, bloggede jeg også for Bolius om at downsize vores gamle skole, da vi indså, at vi skulle flytte. De mange kommentarer, jeg fik til bloggen – godt nok via de sociale medier, men også hjem i min inbox, overbeviste mig om, at bloggen kan noget stadigvæk. Og kommentarerne førte i øvrigt til bogen ”Skal du ta det hele med dig?” – mit seneste skud på stammen.

”Bare ikke dine tvillinger”

Endelig skrev jeg også om det emne, der kommer nærmest på mit helt private liv – tvillinger. Som mor til et sæt enæggede nu unge mænd var det oplagt at bruge bloggen til at skrive om tvillinger – indtil der var én, som bad mig om at lave et rss feed for mine indlæg minus tvillingeindlæg! Hun var KUN interesseret i de andre indlæg! Efter den forespørgsel ophørte jeg stort set med at skrive om tvillinger på dén blog og lærte, at det ikke er klogt at blogge om for meget forskelligt, med mindre, man – som jeg gør nu – varsler sine læsere og giver dem mulighed for at indsnævre det, de vil følge.

Det er også netop derfor, jeg laver et tag her, der hedder #mensjegblirgammel og en kategori med samme navn, for så kan du nøjes med at følge de opslag, der handler om denne livsproces.

Vor tids erindringsbog

Det er så populært at skrive sin livshistorie, når man nærmer sig sine sidste år. (Linket fører til en anmeldelse, jeg har skrevet af en bog, der beskæftiger sig med at skrive livsfortællinger).  For mig er min blog en form for tidlig livsfortælling. En glædesfyldt og samtidshistorisk dokumentation af 17 af mine vigtigste og sjoveste år i mit liv som selvstændig. De tre bøger kostede 2500 kroner at få printet og sendt, men det er alle pengene værd. Jeg er meget, meget glad for denne dokumentation, som er et gigantisk tidsbillede, ikke mindre end Nationalmuseet værdigt (man er vel lidt selvglad). Men foreløbig står de i reolen, de tre bind, som er til børnene og til mig selv, når jeg bliver så gammel, at jeg ikke kan huske en brik. Det må vist kaldes vor tids erindringsb(l)og!

En blog er en undreliste

Skulle du gøre det selv? Udskrive alle dine blogindlæg? Ja, helt sikkert, det er en fed dokumentation, som kan udgøre en anderledes Erindringsbog eller Livsfortællinger.
Skulle du blogge selv – ja, det er aldrig for sent, og det, der sker i dag, er jo, at vi alle kan publicere og tale sammen på denne måde – blogindlæg kan deles, kommenteres og er ikke nær så flygtige som de sociale medieplatforme, vi tilbydes. Der er plads til mere eftertanke og dialog på en anden måde end de korte opslag. Synes jeg.

Jeg citerer gerne og ofte projektlederen Finn Svenning, som jeg i 2007 havde den glæde at undervise i at blogge, da DIEU, nu Mannaz åbnede en ny projektlederuddannelse: ”Aha, en blog er en undreliste!” Han kørte i mange år dét, der blev Danmarks største blog, Projektkvalitet, en blog om projektledelse, nu lukket.

For sådan er det nemlig at blogge – at undres på skrift. Her uddybet i et af mine indlæg fra 2015:
”I det øjeblik, hvor man begynder at undre sig over noget og formulerer det til andre, løfter man også sine overvejelser op på et mere generelt niveau, hvor man udelader meget private oplysninger uden nødvendigvis at give slip på at være personlig.
At undres er sundt og befordrende for dialog. En blog behøver ikke at være en Brok, man behøver ikke at skulle brokke sig over noget, eller mene noget hver eneste gang. Det er der også mange, der har fået galt i halsen. Bloggen er en logbog på nettet, ordet udspringer simpelthen af weB-LOG – , altså en LOGbog, på weB’en, hvor man skriver vigtige ting ned, ting, som også andre kan få nytte af at læse.”

Vis mig din blog!

Jeg glæder mig over igen at skulle blogge mere jævnligt, og hvem ved, en dag printer jeg måske Bind 4 ud også!

Så vis mig din blog! Såvel gammel som måske helt nystartet. Skriv linket til din blog i kommentarfeltet, for jeg vil gerne læse om andres liv og levned, også de faglige indlæg.

 

Abelone Glahn

Leave a Reply Text

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.