Mit 20-års jubilæum !

Portræt taget, da tvillinger.com blev programmeret i sept. 1999

Portræt juli 2019

Et selvcentreret tilbageblik på 20 år som sin egen chef, på fornøjelser, fortrædeligheder, fortid og fremtid. Forhåbentlig til inspiration for andre, der er nysgerrige på et liv som mikrovirksomhed med et omdrejningspunkt i kommunikation ….og i 1000 andre ting!

Den 1. august 2019 er det tyve år siden, jeg startede min virksomhed Amedia. Vi var netop flyttet ud af København og ind i en gammel skole på Falster i en lille landsby med  ca. 150 indbyggere. Jeg havde taget orlov et år fra mit arbejde som redaktør af TV-Åben, en nicheredaktion under DR-Undervisning og ville afprøve både det at bo på landet med vores tre børn på 8-10 år og at være selvstændig.  Vi har tilsammen seks børn, og det er væsentligt at nævne, at de sidste to er enæggede tvillinger.

Der var flere årsager til flytningen – mest syntes vi, at vi arbejdede for meget, havde sat os i både hus og sommerhus og var blandt dem, der hentede vores børn sent fra institution. Vi havde også et cateringfirma og en forretning på Strandvejen i Hellerup med specialvarer fra de amerikanske sydstater og tog på festivaler og lavede cajun-mad. Alt for meget arbejde.

Februar 1996, TV-Åben, DR, familien kommer og henter mig efter mit allerførste kursus i, hvordan internettet fungerer.  Vi ser på den første side på internettet, hvor jeg har lavet min egen profil som medarbejder på TV-Åben.

Livet skulle lægges om for at give mere tid til børnene og en anden livsform. Dels på grund af de mange forskellige jobs, der skulle passes, dels fordi mit ellers spændende redaktørjob på DR var præget af, at jeg ikke rigtig kunne komme videre med de ambitioner, jeg havde omkring brugerinddragelse og åben adgang, Open Acces til skærmen. Det var i 1998-99, hvor man endnu kun spagt inddrog seerne og lytterne. Vi havde knap fået styr på at skrive SMS’er og bruge de  små, håndholdte hjemmevideokameraer, i 1995 skiftede jeg fra elektrisk skrivemaskine til PC, vidunderet e-mail var lige introduceret på min arbejdsplads, og før det havde kun de mest nørdede havde fået sig en privat e-mail, der hed noget med endelsen @inet.uni-c.dk eller @login.dknet.dk.

Der var mange år til smartphones med billeder og video, for ikke at tale om blogs og sociale medier, som først for alvor i 2004-06 buldrede ind og ændrede hele mediebilledet. Men det var også i disse år, hvor man begyndte at skifte syn på at inddrage folk som indholdsproducenter og medspillere frem for blot seere, lyttere og læsere.  Jeg var selv meget fascineret af tankerne omkring communities, onlinefællesskaber, og havde været på flere internationale seminarer, hvor man diskuterede det enorme potentiale, der lå i videndeling.

Hjemmeside i Front Page

Den 1. august 1999 stiftede jeg så den enkeltmandsvirksomhed, som jeg har endnu. Jeg ville i min orlov skrive en bog om tvillinger og lave en multimedieproduktion med CD-rom og lysbilledserie til sundhedspersonale, en række undervisningsvideoer og en hjemmeside. Budgettet på multimedieproduktionen lød på 8 millioner, og jeg begyndte at søge midler alle vegne. Men det eneste sted, der kom et positivt svar, var fra mit eget forbund, Dansk Journalistforbund, som øremærkede et tilskud på 56.000 kroner til en hjemmeside.

I dag er jeg stærkt taknemlig over, at alt det andet ikke gik igennem, for CD-rom og lysbilleder blev hurtigt håbløst sejlet agterud. Hjemmesiden blev realiseret, fordi jeg opsøgte folkene bag en af de største og første danske hjemmesider, netdoktor.dk, som netop var i sin opstart, og som godt kunne bruge stof om tvillinger. De var så generøse, at de lod mig komme over til Svendborg, hvor de dengang boede, og oplærte mig på tre dage i at oprette og sammenkæde sider i designprogrammet Front Page, mod at de kunne linke til mit stof. Da hjemmesiden www.tvillinger.com  blev lanceret i december 1999, spurgte en forælder, om jeg ikke kunne oprette en postgruppe for tvillingeforældre. Jeg anede ikke, hvad hun talte om, men undersøgte og har siden oprettet utallige onlinefællesskaber, først på Yahoo, siden på danske Groupcare og i dag overhalet af andre, der har oprettet deres egne tvillingegrupper på facebook, som alle kender til at bruge.

”Tage af hovedstolen ”

At lære at opbygge et community blev afgørende for mit virke, helt frem til i dag: I bakspejlet kan jeg se, at mine professionelle ydelser allerede dengang grundfæstede det spor, som jeg har fulgt lige siden:

I de tyve år har jeg nærmest metodisk ”taget af hovedstolen”, inddraget mine egne personlige og professionelle erfaringer i såvel mine bøger som i mine ydelser. Formidlet det selv-erfarede til noget mere almengyldigt, som jeg kunne tjene penge på og leve af, samtidig med, at jeg kunne give tilbage, dele videre, så andre i samme situation kunne bruge min viden.

Min mand, den stærkeste og vigtigste samarbejdspartner, Peter Abrahamsen, har mange år senere sat det på formel i en enkelt sætning. Han er musiker og har gennem alle årene set sit publikum skifte, eller rettere følge ham i alder. Han siger: Spil for dine samtidige. For hans vedkommende har han siden sin debut som 16-årig frem til i dag, hvor han er 77, spillet for sine samtidige og set det fornuftige i ikke at spille rock for pensionister, eller Aakjær-viser for helt unge mennesker.

Jeg har qua mit håndværk formidlet erfaringer for mine samtidige igennem skiftende perioder i mit liv. Det har betydet en helt ubetalelig autenticitet og en umiddelbar tillid fra mine kunder til det, jeg laver, fordi jeg ”selv har været der”.

Tvillinger

Skal tvillinger gå i hver sin klasse eller sammen? Vi har prøvet begge dele, klik på billedet og læs.

I begyndelsen var det tvillinger: Først skrev jeg i min orlov bogen ”De første 10 år med tvillinger – en brugsbog til tvillingeforældre” og opbyggede sitet www.tvillinger.com  med diverse onlinegrupper. Forfatterskabet er betragteligt udvidet siden – jeg har skrevet indlæg til flere antologier og fagbøger om børn, desuden andre tre bøger om tvillinger, hvoraf især de sidste to, bogen ”Tvillingetab – om at leve med tabet af en medtvilling eller et tvillingebarn” og i særdeleshed ”Tvillingetips – 220 gode råd fra tvillingeforældre til tvillingeforældre” ikke kunne være skrevet – eller have solgt så godt –  uden at jeg havde bygget flere tvillingegrupper op på nettet og grundfæstet mit renomme som én, man trygt kunne dele nyttig viden med.

Jeg kalder det at opbygge stammer og har gjort det temmelig konsekvent på områder som tvillinger, selvstændige, bogfolk, og senest også 60+ selvstændige.
Artikler, foredrag og undervisning for tvillingeforældre og sundhedspersonale blev en stor del af porteføljen i lange tider, men klingede af i takt med, at mine tvillinger blev teenagere og protesterede over at blive sat under lup i mors skriverier.

Frie agenter kickstartede

Min virkelighed var ikke kun at være tvillingemor, men også at være nyslået selvstændig. På det danske marked fandtes der ikke rigtig nogen bøger om de såkaldte frie agenter, der som jeg arbejdede opgavebestemt, tidsbegrænset for flere kunder uden at have ansatte. På det amerikanske marked kunne man derimod finde især en bestseller ”Free Agent Nation”, der forudsagde (i 2002), hvad der er ved at være en realitet nu, 17 år efter – at vi ville få langt flere løstansatte, og at de på dansk såkaldte atypisk beskæftigede ville blive de typisk beskæftigede, sådan som vi ser ske nu.
Jeg slugte Daniel Pinks bog og besøgte Børsens Forlag med en synops i hånden til en dansk version med portrætter af mennesker, der lever på denne ”nye måde”.

Ikke alene sagde de ja tak til bogen, ”Frie agenter – til dig, der vil arbejde med eller som freelancer”, de blev også mit forlag for de næste fire bøger, der dybest set følger mine egne erfaringer – først at starte selv med alle de fejl og fortrædeligheder, jeg gennemgik, men også med den berusende glæde og frihed, som fod under eget bord betyder.

Efter Frie Agenter fulgte meget naturligt en bog om ”Dit professionelle netværk – sådan tænder du kontakterne”, for dét at bygge kontakter på en konstruktiv måde er et uomgængeligt krav til selvstændige. Mange tænker i at udnytte deres netværk, men iværksætteren forstår at deltage – tage del, bidrage og give, før man får tilbage. Desuden udmærkede bogen sig ved, at hele sidste halvdel af bogen som den første på dansk beskrev, hvordan man netværker i onlinegrupper, og hvordan man styrer onlinesamtaler. Den udkom i 2004, mens knowledge management og virtuelle praksisfællesskaber var buzzwords. Det var året efter, LinkedIn blev stiftet, foreløbig kun på amerikansk, og samme år som facebook startede på et amerikansk universitet. Bogen ledte til et kæmpeboom for mig i foredrag og workshops om at netværke, og da jeg fyldte 50 år året efter udgivelsen, bar fødselsdagsomtalen i Politiken rubrikken: ”Netværk, tvillinger og frie agenter”.

Mikrovirksomheder med vokseværk

Min tætteste kollega Margrete Bak og jeg skrev i 2006 “Mikrovirksomheder med vokseværk”. Vi mødes stadig og sparrer.

Undervejs har jeg fået mange hints om, at jeg måtte se at få ”en rigtig forretning”, især fra folk, der sad i lønmodtagerjobs og tegnede overordnede planer for dansk erhvervsliv! Det har altid været komplet uforståeligt for mig, at man ikke ser det indbyggede vækstpotentiale i alle de små: Jeg har det godt med at være mig selv, jeg er glad for friheden og ville hade at have ansvar for ansattes økonomi. Mine ambitioner går i retning af vækst i opgavetype, i netværk og i effekt. Jeg synes, det er langt mere interessant at lave noget, der kan komme andre til gode uden at behøve ansætte og vækste med ansatte og udvidet lagerkapacitet i kvadratmeter.

Den samme indstilling fandt jeg hos min nærmeste konkollega, Margrete Bak, som jeg havde truffet nogle år forinden og stadig bruger som tæt sparringspartner. Hende skrev jeg bogen ”Mikrovirksomheder med vokseværk” sammen med. Margrete har æren af at have opfundet ordet konkollega – vi søgte begge vækst i vores virksomheder, men helst gennem at finde passende samarbejdspartnere at vokse sammen med.

Margrete indgik partnerskab og voksede til også at have freelancere ansat, mens jeg nogle år senere (2009-2012) prøvede at udfordre min solistvirksomhed ved at stifte et nyt firma, First Link Kommunikation, sammen med to gode journalister, Finn Sørensen og Henrik Kragelund, som havde hver deres freelancevirksomhed.

Gik sammen med to andre

Abelone Glahn, Henrik Kragelund og Finn Sørensen. First Link.
Foto: Ingrid Fotografi

Vi ville være det førende kommunikationsbureau med udgangspunkt i Lolland-Falster, når Femernforbindelsen skulle bygges. Vi fik også fint kontor og store opgaver, vi opbyggede netværk og spændende databaser over dem, der ville være med i byggeriet. Men som bekendt forsinkede indsigelser og godkendelser projektet, som knapt er påbegyndt endnu, her hvor vi skriver 2019. Femernforbindelsen skal nok blive bygget, og de afledte anlægsbyggerier af ny Storstrømsbro, motorvejsnet og jernbaneforbindelser er da også for længst iværksat og snart færdige, men selve tunnellen er ikke påbegyndt. Tålmodigheden holdt ikke, opgaverne udeblev, og vi skulle opfinde for mange job, der ikke havde relation til Femern, så vi skiltes efter godt og vel tre år. Firmaet eksisterer endnu, ført videre af den ene partner. Begge de to andre er lige som jeg gået tilbage til deres oprindelige virksomheder og har med stort held fortsat dér.

Læren af vores eventyr var for mig først og fremmest at huske, at det vigtigste i starten er at sælge sig ind og sikre en indtægt, for først senere at udvikle nye ydelser, som markedet måske endnu er for umodent til, og som kunne trække for mange kræfter ud af vores kerneydelser. Vi måtte desuden etablere os i et lidt for dyrt kontor og formalisere samarbejdet i et anpartsselskab for at kunne byde ind på de store opgaver, som konsortierne udbød. Jeg tror, vi havde levet længere, hvis vi kunne have beholdt hver vores enkeltmandsvirksomhed og arbejdet sammen som underleverandører til hinanden, men det var ikke en option på grund af kravene fra de store kunder, vi gik efter.

Det var imidlertid virkelig dejligt at have kolleger – at være sammen om noget, være sammen om sejrene og dele skuffelserne, og være flere til at sparre om konkrete projekter, jeg gerne havde set realiseret i dag. Tiden og kunderne er først modne nu, ti år efter, hvor tunnelen bliver en realitet. Kollegerne kan jeg godt savne i hverdagen, og det er også en af de overvejelser, man skal gøre sig, hvis man vil arbejde som soloselvstændig.

Dit virtuelle håndtryk

Det første bloggerhold, som lagde ud med at blogge på Børsen Mikro, nu Mikrobusiness, i 2007.

Vigtigheden af at dyrke netværk var jeg allerede klar over fra begyndelsen. Behovet for at være professionelt til stede på nettet blev i disse år endnu mere tydeligt, så min næste bog hed ”Dit virtuelle håndtryk – sådan netværker du på nettet” og synliggjorde, hvordan en mikrovirksomhed kunne markedsføre sig overbevisende og troværdigt på nettet. Bogen udkom i 2007, da LinkedIn var på vej ind i Danmark, og før facebook for alvor slog igennem i Danmark endnu. Til gengæld talte alle om blogs, som jeg selvfølgelig også havde med i bogen, og som heldigvis er ved at få en revival nu. Her trak jeg virkelig på hovedstolen og fortalte om alle de fif og tricks, jeg havde lært undervejs.

Børsens Forlag var friske og gik med på mit forsalg om at lave en lille serie bøger til mikroselvstændige, Børsen Mikro, senere Mikrobusiness, hvor forfatterne forpligtede sig til at blogge i en periode ved hver udgivelse. Det blev til en glimrende samling af virkelig gode værktøj og vejledninger, der stadig henvises til. Jeg selv har blogget på abeloneglahn.dk i alle årene, noget, der har været altafgørende for min synlighed, og hvor et blogindlæg gang på gang har været direkte årsag til et job.

Det blev til i alt ni bøger, som jeg fik fornøjelse af at være redaktør på. En skrap en af slagsen har jeg senere fået at vide, men det skyldtes, at jeg netop kunne sætte mig ind i samtlige de emner, der skulle skrives om, så hvis vendingerne blev for fluffy, var det nemt at kunne foreslå forbedringer.

Forlagsuddannelse og NewPub

På Bogforum i 2016 på NewPubs stand med Forfatterens guide, hvis vejledninger jeg testede selv på de sociale medier i de første 6 mdr.

Nu var jeg jo i mellemtiden kommet op i halvtredserne og kunne se flere og flere vælge at springe ud som selvstændige, mens tid er: Næste bog fik titlen ”50+ og nystartet – engang imellem bliver man nødt til at fyre sin arbejdsgiver”. Bogen blev meget vel modtaget blandt andet i TV, men kom i 2009, hvor ingen turde springe nogen som helst steder, eller var slået helt i gulvet af at blive fyret som følge af finanskrisen.  For en gangs skyld kom opfordringerne til foredrag og workshops først nogle år senere, da den økonomiske lussings røde fingre havde fortaget sig.

Imidlertid blev bogverdenen mere og mere interessant for mig. Børsens Forlag blev lukket, og jeg tilbagekøbte alle mine rettigheder fra den nye ejer Lindhardt og Ringhof. Min mand og jeg besluttede os for at åbne vores eget forlag og har til i dag udgivet såvel fagbøger som digtsamlinger. Jeg tog en efteruddannelse på CBS i forlagsvirksomhed, og nogle år efter følte jeg mig i stand til at skrive bogen ”Forfatterens guide til sociale medier”  en praktisk bog til det skrivende folk. Jeg tog min egen medicin og markedsførte den alene via de sociale medier det første halve år og solgte tæt på 1000 eksemplarer af den relativt smalle bog i de seks måneder

Her kom alle daværende platforme i brug, og jeg beskriver i bogen både egne eksempler og eksempler fra netværket NewPub. Det er et åbent forfatternetværk, som jeg har stiftet i 2011 sammen med forfatteren Karsten Pers – der i dag driver en onlinegruppe på facebook med knap 3000 forfattere og bogfolk med den største videndelingsiver, jeg nogen sinde har mødt. Et klasseeksempel på konstruktivitet mellem folk, der langt fra alle kender hinanden. Og med en flot repræsentation på det årlige Bogforum, hvor vi i 2019 bliver blandt de største stande med over 50 udstillere. Et forfattersegment, der i årevis med hån i stemmen er blevet affærdiget som selvudgivere, men som i dag i fællesskab dyrker og styrker professionaliteten blandt de mange mikroforlag og forfattere.

Formidling af erfaring

Flere og flere hænges ud på nettet, blot fordi de passer deres arbejde. Jeg hjælper med handleplaner mod digital chikane. Tegning: Gitte Skov

Alting har dog ikke drejet sig om bøger i min karriere, langt fra, men set i bakspejlet har bøgerne trinvis opsummeret og dokumenteret erfaringer, som jeg har opsamlet i perioder. Det har været rigtig godt at skrive disse bøger, fordi udgivelsen frisætter kræfter – en bog sætter ligesom punktum for en periode, som jeg har været igennem og lært nok af til at kunne give videre. Derefter er der blevet plads til indtagelse af nyt land.

Mit forretningsområde har således ud over bøgerne været rådgivning. Jeg er i dag nærmest holdt op med at skrive artikler, gør det i ny og næ, giver hellere interviews og lader andre skrive, men vedligeholder skrivningen med at blogge. Jeg arbejder derimod stadigvæk og i lige linje fra min start med communities, hvor jeg skulle lære folk at tale sammen online: I dag skal jeg lære folk at tale ordentligt sammen på de digitale platforme: Mit hovedområde, som Amedia i dag beskæftiger sig med, er at rådgive virksomheder og især offentlige institutioner om, hvordan de kan beskytte deres medarbejder mod digital chikane og lægge handleplaner, der kan medvirke til at forebygge chikanen.  Jeg begrænser mig til det område og kommer denne gang ikke til at skrive en bog om emnet – dertil går udviklingen alt for stærkt. I øjeblikket er fokus på sikkerhed, privatlivets grænser, og tiltagene for at sikre nettet, så det er trygt at færdes på, kommer så hurtigt, at en bog vil være forældet, før den var skrevet færdig.

Holder mig til nicher

Undervisning er blevet en meget stor del af min nuværende forretning, og jeg elsker det. Foto: Annelise Mølvig

Den teknologiske udvikling går meget hurtigt, og jeg kan mærke, at der hele tiden er nyt, jeg skal sætte mig ind i. Det begynder at blive for omfangsrigt i forhold til mine interesser, mine kræfter, min dyrebare tid og mine prioriteter her i den del af livet, hvor jeg kan ane enden. For eksempel har jeg i mange år rådgivet i både LinkedIn, Facebook, Twitter og Instagram, men jeg kan se, at det er for meget at være helt opdateret på alle platformene, så min absolutte niche er LinkedIn, hvor jeg så til gengæld har den store glæde at have mange kunder, der ønsker en kompetent lærer, som ikke er for ung og for hurtig, men som accepterer, at man ikke lige fanger tingene den første eller den anden gang.

Dertil kommer Instagram, som jeg oplever som meget livsbekræftende og positiv, noget, jeg dels selv holder af at bruge, og dels morer mig med at undervise i til kan bruge, når jeg underviser forfattere og seniorer.

Essentielle netværk

i 2005 samlede vi 200 freelancere, selvstændige og iværksættere til et banebrydende weekendtræf, det første tværgående. Netværket eksisterer endnu,

Kunne jeg have gjort det alene? Nej bestemt ikke. Fra første færd har jeg været klar over, at en af de største farer ved at være selvstændig er at være alene. Det gælder om ikke at vokse fast på matriklen. Ud at finde ny inspiration, ud at finde nye kolleger eller samarbejdspartnere., ud at lære noget. Jeg har både været heldig og opsøgende. Men som jeg siger i min undervisning ”Held er når forberedelse møder lejlighed”: Det kan godt være, jeg har været heldig at møde nogen på min vej, som lige var de rette, men jeg har forberedt mig på dette tilfældige møde, så chancen kunne gribes.

For 20 år siden rykkede vi fra København til Falster uden at kende et øje. En måneds tid efter, at vi var flyttet ind, blev vi inviteret til ost og rødvin af en filmfotograf og hans kone, der var flyttet til samme landsby ti år tidligere. Ud af dette venskab sprang et netværk på 12-14 selvstændige, som mødtes hver halvanden måned. Netværkets medlemmer har skiftet – flere af dem er desværre døde, men vi er stadig 12 mennesker, der mødes hver 6. uge og efterhånden er blevet mere end kolleger. Vi holder uformelle møder med enten en runde eller med fri tale, hvor et emne bliver belyst fra mange sider. Vi arbejder sammen på kryds og tværs, projekter opstår mellem nogle af medlemmerne, og man sparrer med de andre om det, man lige her og nu går og tumler med. Som tilflytter og selvstændig har det været helt uvurderlig at have dette bagland.

I 2005 stiftede jeg sammen med en lille gruppe fra dette private netværk et endnu større netværk for selvstændige, nemlig netværket Mikronet, som eksisterer endnu, og som tæller flere end 200 enkeltmandsvirksomheder på Sydhavsøerne og Sydsjælland. Nok ikke så aktivt i dag, som for 15 år siden, men igen – et netværk er ikke mere aktivt end dets medlemmer, men det er endog meget tydeligt, at netværkets medlemmer i tidens løb har befrugtet hinanden og været vigtige samarbejdspartnere.

Heltinder og base i København

Morgendagens Heltinder valgte mig til deres  Heltindeprisen 2005 for min indsats blandt andet for frie agenter og mikrovirksomheder og “for at lave rav i den” med meninger om det offentliges iværksætterindsats.  Foto Tine Hvolby

Heldig har jeg også været, fordi jeg kom ind i nogle netværk, der passede som hånd i handske. I året 2000 stod Teknologisk Innovation på en stand på Diamanten på en 8. marts (Kvindernes Internationale kamp og festdag) og søgte Morgendagens Heltinder. Vi var 17 kvinder, der fik plads på projektet, som skulle udvikle morgendagens kvindelige vækstvirksomheder. Jeg deltog med et ønske om at stifte virksomheden Community Constructors med i starten 10 ansatte og med internationalt sigte, men ret hurtigt gik det op for mig, at jeg nok i virkeligheden helst ville være mig selv.

Morgendagens Heltinder udviklede sig til at blive et organiseret netværk, en forening, der i sin bedste tid talte tæt på 2000 kvinder – der var et boom i kvindelige netværk i den tid, og jeg er lykkelig over at have været med i den bølge. For eksempel også i netværket Webgrrls, som siden 1996 havde samlet danske IT-interesserede kvinder. Dertil kom, at jeg kom i bestyrelsen for den nystiftede forening DONA, Danish Online News Association, der samlede journalister m/k med interesse for nyhedsformidling online efter amerikansk forlæg. Dona eksisterer endnu, men journaliststanden har nu fået det digitale ind i blodet. Morgendagens Heltinder og Webgrrls eksisterer ikke som etablerede netværk længere, men de personlige kontakter mister man aldrig, og netværkene har haft afgørende betydning for mange af de kontakter, jeg stadig har.

Find legekammerater

La Oficina er et kontor-club-miljø på Frederiksberg. Her har jeg flyverplads. Det er vigtigt ikke at forsvinde ud af syne, hvis man arbejder hjemmefra. Foto: La Oficina

Et af de større møder i Morgendagens Heltinder blev holdt aftenen efter en af de daværende højtprofilerede og sjove Iværksættermesser, som fandt sted i Forum. Mødet blev holdt tæt på i et helt nyt kontorfællesskab, som åbnede i 2008, La Oficina på Frederiksberg. Her fik jeg en plads, og her sidder jeg endnu, når jeg er i København. De mange andre selvstændige er endnu et professionelt netværk af selvstændige: Vi kan sidde her, når vi har lyst, det er i et fælles lokale med frokost omkring (og på) et flygel, og hvis man vil samarbejde med nogen, er der oplagte muligheder. Det er her, jeg holder kurser om sommeren, det er her, jeg hænger ud også for at fortælle, at jeg stadig lever, for hvis man flytter til Falster, kan man nemt blive glemt af københavnerne – out of sight out of mind. Jeg har fundet det særdeles vigtigt at være fysisk til stede, vedligeholde gamle kontakter og få nye forærende. Skal man starte egen virksomhed, vil jeg anbefale, at man ikke sidder alene, men opsøger legekammerater, enten som jeg i små private netværk eller ved at sidde sammen med andre, bare nogle dage om ugen på en såkaldt flyverplads, som mange iværksættermiljøer og kontorfællesskaber landet over tilbyder.

Med en noget øde placering på en gammel skole på Nordfalster var det også vigtigt at være til stede i den virtuelle verden via de frembrusende sociale medier. Hjemmeside er et must, fordi du her på din helt egen måde, i dit eget design, med dine egne ord og først og fremmest på en platform, du selv ejer, kan fortælle om din virksomhed. Netværket vedligeholder jeg i den grad via businessplatformen LinkedIn. Desuden er jeg til stedet på facebook som forfatter og som privatperson, men forretningsmæssigt er det på LinkedIn, min største aktivitet ligger, og da det også er her, de budgetansvarlige færdes, (dem, der sidder på pengekassen), er vigtigt for mig at være synlig med professionelle opslag.

Endelig står jeg til stadighed i en fagforening, og et af de vigtigste netværk er for mig Journalistforbundets Freelancegruppe, som efterhånden er forbundets største specialgruppe med over 2000 medlemmer – dels har vi flere onlinegrupper på facebook, plus en postgruppe, der fungerer via e-mail, dels har vi meget hyppige møder og kurser, seminarer og træf med andre. På hjemmesiden er der råd og vejledning også til ikke-medlemmer, for eksempel online guides, som også ikke-mediearbejdere kan bruge, når de vil drive egen virksomhed gennem mange år. I øjeblikket er jeg en flittig læser af alle afsnittende om pension, forsikring etc.

Downsizing og seniorer

Downsizing af boligen hen mod den tredje alder blogger jeg om hos Bolius og holder foredrag rund om i landet. Foto: Lisbeth Holten

Endelig har jeg stadig med bøger at gøre – nu også som redaktør af andres og bøger skrevet på bestilling. Men jeg fortsætter med at skrive med udgangspunkt i det sted, jeg er i livet. Min mands ord om, at man med stort held kan finde sin målgruppe blandt sine samtidige, har jeg virkelig taget til mig, også i min nuværende alder. I øjeblikket skriver jeg på en bog om at downsize. Jeg er blevet 64, min mand og jeg bor stadig i den gamle skole i Maglebrænde med bygninger på i alt 600 m2, og det er alt for stort, selv om vi stadig nyder at have plads og stadig nu på 14 år driver vores Dagligstuekoncerter.

Som med meget andet af det, jeg har oplevet i mit liv, har jeg i den uundgåelige flytning set en mulighed for at skabe mig en indtægt ud af det, jeg går og slås med lige for tiden – jeg har derfor siden efteråret 2018 blogget for Bolius, boligejernes videnscenter, der driver et projekt kaldet Hjem til den tredje alder. Jeg kontaktede dem, fordi jeg oplevede, at de artikler, jeg har læst om seniorer, der flytter til en mindre bolig, stort set altid var skrevet af yngre journalister, som talte med folk, efter at de var flyttet: ”Så pakkede vi huset sammen og flyttede over til børnebørnene i Randers”. Vupti – i en håndevending. Hvem pokker kan gøre det? Foreløbig har det taget mig fire år at rydde ud, sortere, smide ud, give til genbrug mv, og gøre os mentalt klar til at flytte. I skrivende stund er vi nået til den store milepæl, at vores hus er sat til salg. Hvad der venter os, ved vi ikke.

Udkast til forsiden på min kommende bog om det 3. arbejdsliv som chef for sig selv. Forlaget Frydenlund.

Men indtil vi får flyttet og kan beskrive, hvordan det er at komme ned i noget mindre, skriver jeg på en helt anden bog, nemlig en om at drive sin egen selvstændige virksomhed, når man er kommet godt op i årene – Bogen hedder Senior og selvstændig – tag hul på dit 3. arbejdsliv – og udkommer på forlaget Frydenlund.

Det er stærkt inspirerende at tale med andre selvstændige om, hvordan deres tilværelse ser ud som 75-årige, og det er igen en stor glæde at kunne formidle livserfaringer til andre, der måske vil gå samme vej. Jeg får lige så meget ud af at skrive bogen, som de, der kommer til at læse den, for jeg får omsider nogle at spejle mig i, nogle, som går vejen før mig.

Og fuldstændig som ved tidligere udgivelser har jeg etableret en onlinegruppe for seniorer og selvstændige, hvor man kan udveksle erfaringer – stammen er begyndt at samle sig.

Alvorlige fejltagelser

Det lyder, som om jeg har haft et nemt liv som selvstændig. Set i bakspejlet har jeg glemt alle forfærdelighederne, især hvor mange år det har taget mig at vænne mig til yoyo-økonomien – at man aldrig ved, hvor mange opgaver man har, og om der kommer penge nok ind på bankbogen. Jeg har også affundet mig med, at der ikke vanker guldur og blomster, når jeg passerer pensionstidspunktet – jeg skal som selvstændig fortsat og resten af min professionelle karriere genopfinde mig selv jævnligt. Det er hårdt, og det føles på den ene side nemmere, fordi jeg ved, hvordan man gør, men også sværere og sværere med årene, fordi processen med at markedsføre, fortælle om sine nye kompetencer og være synlig med dem aktivt skal gennemføres, hver gang jeg finder på noget nyt. Hvis jeg ikke yder den indsats, kommer jobbene ikke, og det slider, når man bliver ældre. Til gengæld er det nemmere for mig at forhandle priser, sætte min værdi.

Det bliver både nemmere og meget mere vigtigt for mig i disse år at sige ja til opgaver, jeg synes er sjove, og nej til dem, som har mere rugbrødsjob over sig, og som andre nu kan løse. Jeg holder meget af at fortælle om netværk, men den tid, hvor jeg var den ypperste til at fortælle om netværk, er gået – der er andre, der er netværkseksperter nu.

Alligevel er det også væsentligt at fremhæve de væsentlige fejltagelser, jeg har begået, også så andre kan lære af dem, især jer, der er meget yngre! Den direkte anledning til, at jeg i sin tid gik til Børsens Forlag med min ide om bogen Frie Agenter, var, at jeg begik to alvorlige brølere i begyndelsen. Jeg dobbelttjekkede ikke mine muligheder, og det svier til mig lige nu:

For det første fik jeg en katastrofal forkert rådgivning i min daværende a-kasse: Jeg fik at vide, at jeg ikke kunne fortsætte som medlem i a-kassen, hvis jeg blev selvstændig med momsnummer. Det var forkert: Jeg kunne sagtens have fortsat i a-kasse. Det, jeg ikke kunne, var at hæve dagpenge, hvis jeg havde en periode med nedgang i ordrebogen. Ville jeg hæve dagpenge, skulle jeg først lukke virksomheden, slette hjemmeside, meddele kunder, at jeg lukkede, og standse annoncering og sælge udstyr, selv om det måske kun var for et par måneder, jeg ikke havde indtægt nok. Det virkede fuldstændig idiotisk på mig, så jeg meldte mig ud af a-kassen. Hvad de glemte at fortælle mig, var, at jeg så dermed også røg ud af efterlønsordningen. Og de glemte også at fortælle mig om muligheden for selvstændig bibeskæftigelse. Kravet til at lukke virksomheden ved nedgang i omsætning er først blevet ændret i 2018! Nu skal man ikke længere lukke helt ned, men kan stadig være med i a-kassen.

En anden major mistake, som jeg lavede, da jeg begyndte som selvstændig, var at undlade at fortsætte mine pensionsindbetalinger på den ordning, jeg havde fra min tid som fastansat i Danmarks Radio. Jeg følte, det var mange penge i en stram begynderøkonomi at sende cirka 2000 kroner af sted hver måned til sin pension. Jeg var kun 44 år og kunne på ingen måde forestille mig at blive gammel. Så jeg undlod at indbetale, og ordningerne blev derfor hvilende. Jeg kunne siden have lavet frivillige indbetalinger i de tyve år, der er gået, men ej heller dette skønnede jeg nødvendigt. Det svier til mig i dag, hvor jeg godt kunne have brugt en fed pension om tre år.

Jeg bliver ikke ved, til jeg falder om

Engang var jeg sikker på, at arbejdet var så glædesgivende, at jeg ville arbejde, til jeg faldt om. Det er jeg ikke længere sikker på, jeg vil, i hvert ikke i samme omfang som nu. Jeg kan mærke, at det bliver vigtigere for mig nu at sige ja til eller selv opfinde de opgaver, der giver mig glæde, og at jeg for at kunne det må sætte tæring efter næring i endnu højere grad end tidligere i de statistisk set ca. 20 år, jeg har tilbage at leve i.

Særligt ser jeg dette, efter at jeg har interviewet over en snes mennesker, der alle arbejder, efter at de er blevet 70.  Der kommer andre prioriteter. Det bliver vigtigere at have tid til refleksion, tid til at nyde naturen, tid til samværet med andre, tid til at følge med på områder, der stadig interessere en, uden hele tiden at skulle tænke, om det kan generere en indtægt. Jeg er spændt på, hvordan jeg kommer til at opleve yoyoøkonomien med folkepensionen som fast bundprop, hvis alt skulle gå galt.

Hvad er det værste, der kan ske? Det er, at vi skal leve af to folkepensioner. Kan man det? Ja selvfølgelig kan man det, hvis det er det, der er virkeligheden. Jeg kan mærke, at det har taget mig lang tid at nå dertil. Lang tid at erkende, at arbejdslivet på et tidspunkt klinger af, uden at det er en ulykke, måske snarere en stor lykke. Der går nok en rum tid endnu, og det er såmænd godt, for der er lige nogle ting, jeg gerne vil nå, men så er der litteratur, der venter, mennesker, jeg skal se, malerier, der skal males, foredrag, der skal høres, venner og børnebørn, der skal kæres om, og måske et kursus hist og pist.

Jeg håber, jeg med denne lange selvcentrerede beretning kan inspirere nogen og fortælle, at det er et dejligt liv at være sin egen chef. Så dejligt, at det ikke er noget, jeg holder op med lige med det samme. Den identitet, jeg har som journalist, er ikke en, jeg siger farvel til, blot fordi jeg når et administrativt sat tal som 67 om nogle år.

Identiteten føles livslang. Nysgerrigheden, spørgelysten og formidlingspligten følger med. Min far nævnte mange gange, at den, der har evnen, har pligten. Jeg har foreløbig følt den pligt som en glæde, og jeg tror, jeg får svært ved at slippe den. Om det så er noget, der skal skabes en indkomst ud af, vil tiden vise.