Vi bliver syge af at tage os af vores pårørende

Det er aldrig sket før. At jeg har fået en personlig invitation til at deltage i et stormøde fra fire ministre. Stormødet skal tale om Ældre Velfærd. Vi blir nok et par tusinde i messehallen i Fredericia….
En statsminister, en ældreminister, en vicestatsminister og en udenrigsminister har inviteret.  Når man får en sådan invitation, så kommer man. Jeg gør i hvert fald. og når jeg så senere finder ud af, at der er et pressemøde timerne før, hvor regeringens ældrereform præsenteres, kommer jeg endnu mere gerne. I håb om, at man imellem de 2000 andre der kommer, kan finde nogen, der har indflydelse og kan gøre noget ved pårørendes hårrejsende arbejdsvilkår.

Pårørende er ikke nyttige idioter

Først lægger jeg mærke til, at man i tilmeldingen kunne sætte kryds ved, at man er ”pårørende”.

Det kunne være et positivt tegn på, at SVM regeringen reelt anser pårørende som lige så vigtige som medarbejdere, ledere, politikere og organisationer. I mine øjne er det en nødvendig samfundsændring, at de pårørende bliver behandlet ligeværdigt med de professionelle, med såvel respekt som omsorg, hvis vi skal yde både det, vi allerede gør, og formentlig mere til, når vi blir rigtig mange gamle.

Jeg har intet imod at yde som pårørende, men i øjeblikket synes jeg, at pårørende bliver betragtet som selvfølgeligheder, som praktisk tilbehør til en plejekrævende ældre eller rent ud som nyttige idioter.

ÆldreSagen er lige kommet med en hårrejsende undersøgelse af pårørende: De fleste voksne børn hjælper på ugentlig basis, har gjort det i mange år, mens opgaverne vokser over tid. Sammenlignet med undersøgelsen i 2015 er der sket en stigning i andelen af voksne børn, der yder hjælp henholdsvis 3-4 timer om ugen og mere end 4 timer om ugen – fra 49 pct. i 2015 til 52 pct. i 2023.

Undersøgelsen viser desuden, at voksne børn, der hjælper en eller begge forældre, oftest gør det over en længere årrække. 8 ud af 10 (80 pct.) har ydet hjælp i 2 år eller mere, hvoraf lidt mere end hver femte (22 pct.) har gjort det i 8 år eller mere. Cirka halvdelen af voksne børn, der hjælper (51 pct.), oplever i høj grad (34 pct.) eller i meget høj grad (17 pct.), at deres opgaver som pårørende vokser over tid. Særligt kvinder oplever dette, da det gælder for tæt på 6 ud af 10 kvinder (59 pct.) mod omkring 4 ud af 10 mænd (38 pct.).

Dét at være pårørende er en belastning. Selv om vi med stor kærlighed til vores plejekrævende nærmeste gerne vil udføre de påkrævede opgaver, ender en meget stor del af os med selv at pådrage os skader. Hvis vi skal bidrage yderligere, må en ældrepolitik være langt mere skarp på, hvad samfundet kan gøre for den pårørende.

Arbejdsmiljø for pårørende negligeres

Lad mig komme med to arbejdsmilø-eksempler: Jeg skal bugsere min mand flere gange om dagen, når han skal forflyttes, som det så smukt hedder i fagsproget. Fra sofa til bord, fra bord til seng, og det værste; når han skal ud og ind af bilen, hvor jeg flere gange har måttet få hjælp af tilfældige forbipasserende.

Jeg fik to meget kraftige hold i ryggen, det ene døjer jeg med stadig, og blev sengeliggende nogle dage ude af stand til at hjælpe. Inden da havde jeg efterlyst kurser i løfteteknik både i kommunen, på hospitalet og i private foreninger, men ingen hjælp at hente. Til sidst var der en af vores hjemmehjælpere, der fortalte, at de da havde en særlig “forflytningsvejleder”. Hun lærte mig de rigtige løfteteknikker og introducerede mig til vidunderhjælpemidlet glidestykker, der er geniale til at rykke rundt på en 90 kilos mand i en seng og til at give ham vanskelige strømper på med. Og endnu bedre til at dreje ind og ud på et bilsæde. Eurika! Hvor svært kunne det være at have givet mig den time med det samme?

En anden absurditet var, at vi ikke kunne få bevilget nogle små ramper på de trin, der herhjemme ikke kan fjernes, men som forskellige rullende hjælpemidler skulle over på et tidspunkt, hvor min mand var virkelig dårlig til bevægelse. Personalets arbejdsmiljørepræsentant mente, at hjemmeplejerne ville skade deres ryg, hvis de hver dag skulle køre ham over disse minimale dørtrin, og jeg accepterer fuldt ud, at det er deres arbejde i mange år, så selvfølgelig skal de passes på. Men det skal jeg jo også! Afslaget blev begrundet med, at min mands tilstand jo ikke beviseligt var permanent! Resultatet var, at jeg som hustru i en periode måtte være hjemme og skubbe ham i hjælpemidlet ud over trinnet til badeværelset for derefter at overlade ham til hjemmeplejeren og hente ham igen efter badet. Arbejdsmiljøloven gælder således ikke for de pårørende, men de er tvunget til at være til stede, så hjemmeplejen kan beskyttes. Selvfølgelig har vi fået de ramper nu, men det var træls, at jeg måtte stampe i jorden og arrangere et besøg af hele tre mennesker, der skulle se på situationen, før vi fik dem.

På samme måde er der først blevet bevilget en motor til min mands udendørs kørestol, efter at en hjemmehjælper anmeldte en arbejdsskade, da hun havde prøvet at køre med ham over brosten. Jeg håndterer selv kørestolen til daglig og glæder mig vildt (nu på 2. måned) til motoren kommer.
Det særligt absurde er, at jeg faktisk lige for tiden er ansat i kommunen som plejer for min mand, og i kontrakten står der, at de arbejdsmiljømæssige forhold også gælder mig. Men jeg regnes ikke som personale, har jeg direkte fået at vide, skønt jeg udfylder en fuldtidsstilling.

Pointen: Vi vil ikke blive syge af at passe vores elskede.

Bliver trukket i to retninger

Et andet paradoks er, at vi, der er 67+ bliver bedt om at forblive på arbejdsmarkedet, fordi vi faktisk stadig er raske og rørige, men samtidig er nogle af os tættere på reparationsalderen. Der vil komme flere som min mand og jeg, hvor den ene er rask og kan arbejde, mens den anden bliver plejekrævende. Hvad er det så, I vil med os? Hvad er vigtigst? ”Bliv ved med at arbejde, vi har brug for dig”, eller ”Bliv hjemme og pas din pårørende, for vi har ikke nok hænder nok, og vi regner derfor implicit med dine”. Det er et meget svært dilemma at være i, kan jeg berette. For det handler jo ikke kun om min mands velfærd, men også om min, ligesom det også handler om økonomi for den enkelte familie. Dét problem bliver nødt til at blive adresseret i de kommende år, og dilemmaet gælder en passant ikke kun os ældre, men alle, der får denne dobbelte arbejdsbyrde. Vi ældre bliver bare de fleste.
Pointe: I må ikke overse de raske ældres velfærd.

Information er uigennemskuelig

Til sidst vil jeg nævne, at informationen om, hvad man kan, ikke kan, har ret til, ikke har ret til, er sindssyg svær at finde rundt i. Jeg gennemtæver ugentligt såvel Ældre Sagens ”Værd at vide”, som Faglige Seniores ”Seniorhåndbogen”.  Jeg kender www.borger.dk  ud og ind og har mange ønsker til tilføjelser, for der er adskillige ting, der ikke står forklaret med vigtige detaljer. Jeg er lykkelig over at have fået plads på et pårørendekursus i Center for Specialundervisning for voksne, der gav centrale informationer om rådgivningstelefoner, som kan afkode paragraffer, ligesom jeg mødte andre pårørende i samme situation. Jeg takker dem, der har påtaget sig at samle os pårørende i forskellige sammenhæng, men jeg er forbandet over, at forholdet mellem system og pårørende indimellem er en kamp, mere end et samarbejde.

At et hav af regler ændrer sig, når man runder folkepensionsalderen, gør det endnu mere frustrerende. Det er stadig, som om man automatisk er ubegrænset tilgængelig, ubegrænset taknemlig og står trippende parat ved havelågen, når vi bliver 67, bare fordi vi nu modtager den formidable folkepension, vi selv har betalt skat til gennem hele livet. Sådan ser en senior anno 2024 bare ikke ud.
Pointe: Gør det nemmere at manøvrere gennem regelsæt og gør reglerne tidssvarende.

En del af dette indlæg er bragt i Altinget i dag, men der er allerede sket meget, siden jeg skrev det, så derfor har jeg lavet et opdatert indlæg.

Jeg glæder mig til at deltage i morgen !!