Omsorgsorlov kan også opnås af erhvervsaktive folkepensionister

Har du brug for at kunne passe din sygdomsramte nærtstående i en længere periode, så læs med her. Især hvis du stadig er på arbejdsmarkedet.

Det offentlige er på mange områder endnu ikke gearet tilstrækkeligt til at have folkepensionister, der arbejder videre. Men sådanne kan faktisk godt få en orlov til at passe deres syge pårørende, og samtidig bevare folkepensionen.

Jeg har skrevet dette lange indlæg, fordi der er mange, der ikke véd, at denne mulighed eksisterer, og fordi jeg var ude for nogle fejl i løbet af sags-behandlingen.

Mine oplevelser med at få omsorgsorlov

Jeg er i dag 68 år og stadig på arbejdsmarkedet. Jeg har sat min egen selvstændige virksomhed på pause og er i dag ansat i Københavns Kommune som en slags ufaglært Sosu-medarbejder for at passe min mand, mens han forsøger at genrejse sig efter en række blodpropper. Denne omsorgsorlov kan man have i maksimalt ni måneder. Jeg har haft én orlov i ni måneder, men fordi der er tilstødt såvel en forværring som en yderligere diagnose til, har jeg ansøgt og (åbenbart) meget usædvanligt fået endnu en orlov, denne gang foreløbig på seks måneder.

Jeg er meget, meget glad for denne orlov.  Når jeg skriver om den nu, er det fordi jeg oplever, at mange aldrig har hørt om den, og fordi jeg kan se af forskellige offentlige brochurer, at den næsten aldrig bliver nævnt. Jeg fandt den første gang i Ældre Sagens håndbog Værd at vide.

Jeg skriver også, fordi jeg undervejs har oplevet et meget mærkeligt forløb op til tildelingen af den første orlov, da jeg både er selvstændig og 68 år, dvs. erhvervsaktiv folkepensionist og pårørende. Dét fik maskineriet til at kortslutte, da jeg bad om hjælp. Derfor bliver jeg også nødt til at fortælle nogle detaljer, så andre ikke skal gennemleve det samme.

Men først og fremmest: Det er en virkelig god ordning, tak for den, velfærdssamfund!

Hvad er en omsorgsorlov?

Lad mig forklare: Omsorgsorlov til pasning af pårørende er en overordentlig fin ordning: Hvis ens pårørende bliver så plejekrævende, at det kræver en fuldtidsindsats fra hjælpere, men omvendt ikke er så dårlig, at plejehjemmet er nødvendigt, kan en (eller flere) nære pårørende erstatte det fuldtidsarbejde, der ellers skal gøres af hjemmeplejen.

Selvstændige såvel som lønmodtagere (også arbejdsløse) kan søge denne omsorgsorlov og blive lønnet for denne pasning. Man kan få den i op til seks måneder, og hvis det ikke er nok, kan det forlænges én gang til i alt ni måneder. Derefter er det slut.  Men, hvis der sker en forværring eller en ny diagnose, kan man søge igen.  Læs de detaljerede krav her.

I den periode får man 26.018 kr. om måneden (2024) gennem Udbetaling Danmark. Omsorgsorloven bliver også kaldt Pasningsorlov ifølge Servicelovens paragraf 118, og må hverken forveksles med de fem omsorgsdage, som alle har ret til, eller plejeorlov,  som er orlov til at passe en døende.

Derfor fik jeg omsorgsorlov

En af effekterne af min mands blodpropper er, at han falder uden varsel og skal følges, hver gang han skal forflyttes, som det hedder i fagsproget. Fra bord til sofa, fra sofa til seng, fra stol til toilet og i bad etc. Vi har prøvet at lade ham være alene, mens jeg var på arbejde i nogle timer, men da han desværre ikke helt er klar over balanceudfordringen, er han faldet flere gange. Herefter fik jeg omsorgsorloven. Tidligere har min mand kunnet genoptrænes efter lignende tilstand, men denne gang er det lidt mere omfattende.

Men ikke uden sværdslag

Da jeg fik tildelt orloven første gang, skete det ikke uden sværdslag: Jeg har rundet folkepensionsalderen, men er stadig som 68-årig tilknyttet arbejdsmarkedet og driver min egen virksomhed nu på 24. år. Jeg var derfor allerede som 67 årig, sidste år, berettiget til at søge orloven. Det første brev, der bekræftede ansøgningen, kom fra visitationen, der dog bad om yderligere to ting for at kunne bevilge orloven:

1) at jeg kontaktede Udbetaling Danmark og fik en dokumentation for, at min folkepension blev stoppet under orloven

2) at jeg skriftligt bekræftede, at jeg ikke ville tage lønarbejde under orloven.

I første omgang undrede jeg mig ikke så meget – jeg tænkte bare ”Tusind tak, Det offentlige System, at man har så fin en ordning, at man kan få betaling for at passe sin mand”. Selv om jeg ville gå væsentligt ned i indkomst, var det da formidabelt at få løn. Jeg skrev derfor en hurtig erklæring om ikke at ville arbejde ved siden af.

Det havde jeg det dog ret skidt med, da jeg er selvstændig konsulent, og det kan være katastrofalt for en selvstændig at aflyse job, som ofte aldrig kommer igen. Derefter ringede jeg til Udbetaling Danmark og blev sendt rundt til flere kontorer, der imidlertid aldrig havde hørt om en sådan dokumentation for tilbageholdelse af folkepension. Det meddelte jeg så kommunen.

Trak erklæring tilbage

Så indtrådte en meget lang pause i behandlingen. Jeg blev urolig for min forretning – ville jeg overhovedet få denne orlov? Jeg valgte derfor på bedste beskub at arbejde videre og løse de opgaver, jeg kunne og sørgede for, at der var andre mennesker i lejligheden hos min mand, når jeg var væk. Det var meget belastende for den nærmeste kreds af pårørende, som da også sagde fra efter et stykke tid. Jeg trak min erklæring om at holde op med at arbejde tilbage og betingede mig, at orloven vitterlig var bevilget, før jeg ville stoppe med at arbejde.

”Nå, det måtte vi ikke”

Så fik jeg brev fra ”Koncernservice” i kommunen: Udbetaling Danmark har ”bekræftet, at der her er tale om et ansættelsesforhold med ansættelsesbrev, lønudbetaling og indbetaling til pension. Derfor har du ret til både din folkepension og lønudbetalingen.”  Men den nævnte erklæring om ikke at arbejde ved siden af kendte Koncernservice ikke noget til.

En lille detalje i dette er, at 10 minutter efter, at Koncernservice havde underrettet mig herom, ringede en anden fra Udbetaling Danmark, som jeg telefonisk også havde søgt råd hos, og sagde, at jeg ikke kunne få folkepension under en plejeorlov. Det tog mig virkelig lang tid at forklare, at det ikke var en plejeorlov, og at jeg er erhvervsaktiv, hvilket jeg også havde skrevet til dem.  Det er åbenbart ikke så hyppigt, denne slags ansøgninger fra arbejdende folkepensionister kommer, at de kender deres egne regler og begreber.

”Forstår du konsekvensen?”

Godt. Nu så økonomien lidt lettere ud. Jeg havde fået orlov til at ”varetage plejebehov” af min mand, og også fået bekræftet, at jeg kunne hæve folkepension samtidig. Jeg skrev under. I kontrakten stod også, at kommunen kunne opsige den med én dags varsel, hvis kommunen fandt kontrakten misligholdt.

Få dage efter rykkede visitationen alligevel for erklæringen om ikke at arbejde med begrundelsen, at ”vores jurist (som dækker Sundheds- og omsorgsforvaltningen) vil sikre sig at du er vejledt korrekt og forstår konsekvensen ved at arbejde ved siden af orloven”. Visitator skrev også: ”Vi vil ikke afkræve dig en skriftlig erklæring, men vi har behov for at vide om du har tænkt dig at tage erhvervsarbejde i orlovsperioden. Grunden til dette er, at hvis du tager arbejde ved siden af så er betingelserne for pasningsorloven ikke opfyldt. Det hedder bl.a. i formålet:  ”…hvor der er behov for i en afgrænset periode at varetage pleje- og omsorgsopgaver, der er uforenelige med at passe et erhvervsarbejde”. Så påtænker du at tage erhvervsarbejde ved siden af pasningsorloven?”

Jeg undrede mig igen – skriftligt til visitationen – over, hvem der mon havde behov for denne besked (som endda ikke behøvede at være skriftlig…), for jeg havde jo læst både kontrakt og lovtekst og måtte derfor formodes at være fuldstændig klar over betingelserne. Men endte med at bekræfte (på skrift), ”at jeg ikke i orlovstiden passer et erhvervsarbejde, der er uforeneligt med at varetage de pleje – og omsorgsopgaver, som orloven indebærer.” I samtlige måneder blev alle lønnede job, som jeg ellers havde opbygget, aflyst. Undtagen at skrive debatindlæg i Altinget, når min mand sover, og holde et par aftenforedrag, hvor vores børn passer deres far. Med andre ord opgaver, der er forenelige med at passe min mand.

Gik ned efter 4 måneder

Jeg opfattede orloven som en fuldtidsansættelse og tog det så bogstaveligt, at jeg måtte gå til lægen, fordi jeg nærmest levede et andet menneskes liv. Først da min egen læge blev bekymret for mig og mit helbred og mødtes med min visitator, blev det gjort tydeligt, at ”fuld tid” er 37 timer, ikke ”døgnet rundt”. Det står bare ikke i kontrakten!

At det så alligevel er fuld tid som i 24/7, er så noget andet: Når mit betalte arbejde er overstået, går jeg jo ikke hjem og holder fri. Så er jeg jo allerede i hjemmet og fortsætter, hvor jeg slap.

Min egen læges intervention (husk at tale med din egen læge, for det er også dit helbred som pårørende, der skal være fokus på) gjorde, at jeg har fået lidt luft: Min mand har nu fået tilkendt tre timers ”pårørendeafløsning” om ugen, hvor der kommer én og sidder hos ham, så jeg kan komme længere væk end en lille spadseretur. Samt at der kommer en og stikker hovedet ind et par minutter for at se, om min mand er faldet om én aften om ugen, hvor jeg om vinteren er på aftenskole.

Resten af tiden er jeg den, der tager AL personlig pleje (intet nævnt, intet glemt…), al forflytning, medicin, og ordner alt det administrative omkring læge, undersøgelser, hjælpemidler og den uendelige strøm af korrespondance med hjemmepleje og visitation. Tre gange om dagen kommer der én og tager blodsukker, giver insulin og tømmer kateter, alt andet står jeg for.

Det er meget meningsfuldt

Og med stor glæde, for jeg ved jo, det betyder meget for rekonvalescensen: Vi har været der før; to gange tidligere har min mand haft blodpropper og har rejst sig med flittig hjælp fra fysioterapeut og træning. Min forventning var, at min mand igen kunne rejse sig efter tre måneder, men visitatoren rådede mig til at søge seks måneder, for man kan altid afbryde en orlov, men man kan kun forlænge én gang. (det står en passant heller ingen steder, så dette er et godt tip).
Jeg søgte seks og øgede senere til de ni mulige måneder. Da de udløb, søgte jeg en ny orlov, fordi det faktisk er muligt, hvis der tilstøder en anden lidelse eller funktionsevnenedsættelse. Det fremgår bare ikke af det, som står på nettet, men kun af en paragraf i selve loven, som jeg naturligvis har tygget igennem:

Jeg fik den anden orlov, foreløbig for seks måneder, og i løbet af disse skal vi afklare, hvad der skal ske, når orloven udløber, herunder finde ud af, om et plejehjem er næste station. Det vil jeg være utrolig ked af.

Stor tak, men…

Jeg vil gerne slutte denne gennemgang med taknemlighed over, at der overhovedet er denne ordning. Og med en særlig tak til hjemmeplejen og visitationen, der med ovenstående stadig uforståelige juridiske behandling som undtagelse har været virkelig gode samarbejdspartnere.

Måden, den første omsorgsorlov blev tildelt på, har imidlertid været så sær, at jeg næsten vil kalde det ”utidig omhu”, ja, ligefrem mistænkeliggørende. Forløbet opleves parallelt med den måde, andre beskriver at mødes med mistro, når man søger om hjælpemidler. Det er ikke for sjov, at man søger om rollator eller kørestol med hjælpemotor. Det er, fordi det er tvingende nødvendigt. Omsorgsorlov er i dette tilfælde også tvingende nødvendig.

At sætte sin virksomhed/ sit arbejde på pause er bestemt ikke omkostningsfrit for den, der søger. At blive mødt med mistro og forkerte informationer er sindssygt irriterende, tidskrævende og overhovedet ikke det, man har brug for, når familien er i krise. Andre havde givet op for længst og accepteret det urigtige.

Vi bliver flere folkepensionister, der arbejder videre. Jeg vil derfor opfordre det offentlige system til at stramme op på at informere korrekt i de sammenhæng, hvor en arbejdende folkepensionist bryder rutinerne fra tidligere, hvor en folkepensionist var ensbetydende med en erhvervsinaktiv.

Og hvad med mig, der ikke arbejder?

Ja, her er der jo et kæmpehul: De mange, der fuld tid passer deres syge ægtefælle, og som er gået på pension, har ingen mulighed for omsorgsorlov. Der er mulighed for at blive selvudpeget hjælper, men det er vist så godt som det eneste, der følger med et honorar.

At de pårørende således er on their own gør det endnu mere nødvendigt at tydeliggøre, hvilke former for aflastning der rent faktisk er.  Det er et helt andet spørgsmål, som blogindlægget her bliver for langt, hvis jeg skal redegøre for. Derfor vil jeg blot til jer sige: Der ER muligheder for aflastning. Det er IKKE meningen, at du skal blive syg af at passe dine kære. Få råd hos pårørendevejlederen i kommunen. I de kommuner, hvor der ikke findes en sådan, vil jeg henvise til Ældre Sagen eller Pårørende i Danmark.