MILEPÆL 25 ÅR: DE SIDSTE 5 ÅR GIK I EN HELT UVENTET RETNING

Tanker ved mit 25 års jubilæum som selvstændig. Fem uforudsigelige år, tre bøger, fyldt ordrebog, covid og blodpropper, flytning, ny normal, meningsfuld fokusændring, tab og ny retning.

I dag er det et kvart århundrede, siden jeg begyndte som selvstændig kommunikationskonsulent, i 1999. Jeg skal spare dig for at læse dig igennem de første 20 år – for det kan du gøre hér, hvor jeg også trækker både gode og dyrekøbte erfaringer frem. I dag vil jeg kun beskrive de seneste fem år, der har taget mig i nye og andre retninger, end jeg på nogen måde havde kunnet planlægge.

Da jeg skrev om mit 20 års jubilæum i 2019, var jeg 65, med to år til den officielle pensionsalder og uden skyggen af en intention om at stoppe med at arbejde ved den. Jeg boede stadig i en gammel skole i Maglebrænde på Falster med min mand og var kun så småt begyndt at rydde den op med henblik på i en tåget fremtid at flytte til noget mindre, men hvor henne? Jeg så ind i den bedste periode længe, med lukrative kontrakter på oplæg om digital chikane, to bøger på vej, og en arbejdsperiode, der på en måde føltes som kulminationen på min selvstændige virksomhed. Jeg vidste, jeg så ind i en tid, der nok ville være ekstra arbejdsom, men også meget givende, og at jeg nok derefter ville begynde at trappe langsomt ned. Men sådan er vi så forfængelige, at vi tror, vi kan planlægge vores liv.

FALDT OM

Jeg var ved at skrive en bog om at være selvstændig efter 60+, især med fokus på 67+, fordi jeg ville gerne undersøge, hvad det kunne indebære at fortsætte med at arbejde til de 70-75, måske 80. Min musikermand mand var sidst i halvfjerdserne og var et godt forbillede på en senkarriere. Dog havde jeg allerede indset, at jeg ikke ville blive ved med at arbejde, ”til jeg faldt om”.

Jeg er ikke faldet om. Men det er min mand. Naturligvis er dét den absolut største begivenhed i de fem år, der er gået. Min mand døde for tre måneder siden, og det var undervejs allerede i 2018. Her kom den første lille blodprop, som dog ikke satte stopper for hans aktive karriere som musiker, ej heller for at afholde månedlige koncerter med forskellige kunstnere i et af vores gamle skoles mange store lokaler. Efter den første forskrækkelse fortsatte vi begge, han med musikken, jeg som hidtil med min kommunikationsrådgivning. Mit primære virke havde allerede i en del år koncentreret sig om at hjælpe virksomheder, kommuner og organisationer med at beskytte medarbejderne mod digital chikane. Desuden underviste jeg løbende i LinkedIn og bloggede på www.mensjegblirgammel.dk.

SENIOR OG SELVSTÆNDIG

I GoMorgenTV  med to af de selvstændige 70+ere.

Så langt, så godt. Nu er det primært min erhvervshistorie, jeg forsøger at fortælle, men i disse fem år flettede den sig langt mere sammen med min private historie, end dét, jeg hidtil har oplevet: Forløbet bekræftede dog den vigtigste lære i mit professionelle liv: At være noget for sine samtidige.

For fem år siden, eftersommeren 2019, lagde jeg sidste hånd på bogen ”Senior og selvstændig – tag hul på dit 3. arbejdsliv”, og den 6. februar 2020 holdt jeg det første eksemplar i hånden, udgivet af forlaget Frydenlund. Og kort efter var vi i GoMorgenTV, i regionalTV, i radioen, i aviserne, en virkelig vellykket lancering. Receptionen for bogen foregik den 26. februar, og jeg følte, at vejen lå åben for min næste karriereperiode – foredrag og undervisning om at starte for sig selv som 60+er. De første kurser var også booket, de første private konsultationer ligeså. Det kunne kun gå godt.

COVID

Seks stjerner i Jyllands Posten

Meeeeeen. Alle havde gjort regning uden vært. Covid19 væltede ind over os, landet lukkede første gang ned præcis to uger efter lanceringen. På én uge fik jeg aflyst alle aftaler resten af året og langt ind i 2021. Ingen turde mødes til de konferencer, jeg har hyret til at tale ved. Alt faldt fra hinanden, alt skulle gentænkes. Hvad jeg havde bygget op omkring selvstændige seniorer, fordampede på et sekund – for hvem turde starte en ny forretning midt under en pandemi, som ingen kendte slutningen på? I begyndelsen var der ikke nogen optimisme i vores hjem, for ingen af os kunne tjene penge på den måde, vi plejede.

I dag kan jeg slet ikke forstå, at det kun er fire år siden. Det føles, som om det er måske 10, måske 15 år siden, at alt handlede om podninger, tal for indlagte, afspritning og frygt. Vores søn var en af de første indlagte og livstruede, så covid fyldte voldsomt på den skræmmende måde. Så meget desto mere er det mærkeligt, hvor langt væk covidtiden er i dag.

UNDERVISNING

Præcis som så mange andre, der måtte gentænke hele deres forretning, lærte jeg langsomt Teams og Zoom, begyndte dels at undervise og dels at modtage undervisning selv.  For covid betød også mulighed for at lære nye redskaber. På skift live og online tog jeg selv et halvt års intenst iværksætterforløb på DMJX, hvor jeg fik kørt en idé, jeg har arbejdet med i mere end ti år, igennem et professionelt forløb, som dog stadig ikke har resulteret i mere end et enkelt produkt. Senere i denne femårige periode tog jeg et podcastkursus, som jeg også har til gode at udmønte. Jeg fik tillige en opgave med at skrive et jubilæumsskrift, og den kom i så god tid, at jeg nåede at lave den, at fire flyttekasser med kildematerialet ikke også skulle med, da vi flyttede.

LIVSFLYTNING

For vi flyttede nemlig også i løbet af disse fem år. I 2018 var jeg begyndt at blogge hos Bolius om den lange nedpakning af vores hjem, en nedlagt landsbyskole med 600 m2 under tag. Fyldt med ting og sager. Covid blev et held i uheld. Når bortses fra mindre, skriftlige opgaver, kunne jeg lige så godt bruge tiden på at rydde vores hjem op, for vi vidste godt, at vi skulle flytte. Vi vidste bare ikke hvorhen. Midt under corona fik min mand en hjernerystelse, som var medvirkende til, at alt foregik i et langsomt tempo, lige det tempo, der skal til, når man skal rydde op i sin fortid og formindske det jordiske god. En proces jeg begyndte at omforme til en ny bog om downsizing, når man er ved at blive gammel; ”Skal du ta’ det hele med dig – gør plads til nyt kapitel i tide”.

NY BOLIG

I begyndelsen af 2021 fandt vi et nyt hjem. At det så kun var 69m2, gjorde opgaven med at reducere de 600m endnu mere udfordrende, men vi løste det og flyttede til København for at være nærmere på vores mange børn. Men bogen blev ikke skrevet færdig lige med det samme:  Efter kun tre måneder i det nye hjem fik min mand to virkelig alvorlige blodpropper, og livet tog en ny drejning. Genoptræningen tog det meste af næste år, men min mand kom op igen, så godt, at han igen kunne tage ud at spille.

Men farten var taget af os, både af min mand og af mig. Det var, som om Covid først havde lært os et lavere gear, og siden kom sygdom til også at ændre både indhold og kurs.

For at skabe struktur i hverdagen tog jeg nu to gange om ugen ind til den kontorplads, jeg har haft på La Oficina på Frederiksberg, siden de åbnede i 2008. Dér kunne jeg arbejde uden afbrydelser, og min mand kunne skrive og spille derhjemme, uden at min tilstedeværelse generede. To værelser uden mulighed for at lukke døren imellem kan være svære at være kreative i, når begge skal arbejde.

UD OG HJEM

Det udadvendte arbejde blev genoptaget, konsulentarbejdet, bogskrivningen, undervejs tog jeg også to måneder betalt af Københavns Kommune som dagplejer/dagplejemormor for mit barnebarn, der manglede vuggestueplads. En livsinvestering jeg gerne vil anbefale til andre.  I 2022 udkom downsizingbogen, og foredragene triller til stadighed stabilt ind.

Men der var ikke fred længe. I marts 2023 fik min mand igen nogle blodpropper, som satte definitivt stop for hans erhvervsudøvelse. Han kæmpede sig op og fik indspillet en CD, der udkom et halvt år, inden han døede. I juni 2023 søgte jeg pasningsorlov, det vil sige, at jeg blev ansat som ufaglært SoSu for min mand fuld tid. Den orlov kan søges af erhvervsaktive uanset alder, såfremt alternativet er døgnophold, læs plejehjem. Alt andet arbejde blev aflyst eller givet til andre. Dog kunne jeg hjemmefra skrive debatindlæg ind imellem til Altinget. Kontorpladsen blev sat på pause, og tiden med min mand vil jeg ikke bytte for noget.

PÅRØRENDEPOLITIK

Vi er nu fremme ved januar 2024, i år. Indsigten i pårørendes forhold gik mig efterhånden så meget på, at jeg fik lov af min mand til at skrive i Altinget om at være pårørende, også selv om det ville eksponere vores privatliv. Tidspunktet var tilfældigt, men heldigt. En ældrereform var undervejs. Det første indlæg medførte, at jeg kom i Debatten hos Clement Kjærsgård og fik mere uafbrudt taletid, end jeg nogen sinde har oplevet noget menneske få i det program. Og jeg fik efterfølgende et møde med ældreminister Mette Kierkgaard, som lyttede til mig, en tilfældig pårørende.

I skrivende stund er ældreloven under behandling. De pårørende er kommet mere i fokus,  og jeg prøver stadig at tale deres/vores, hvor jeg kan. Selv om jeg i rigtig mange år har brugt mine forskellige livssituationer journalistisk, kommer der dog ikke nogen bog denne gang – min mand lever ikke mere, og jeg er ikke pårørende i den forstand længere. Jeg er tilbage som selvstændig, er begyndt at holde foredrag igen, og når sommerferien er gledet ind i efteråret, vil jeg hellere igen tale de selvstændige seniorers sag, for de er lige så oversete som de pårørende. Men hvem ved, hvad der sker for mig og for verden de næste fem år?!

HVAD KAN MAN SÅ LÆRE AF DET?

Nu har jeg givet en indsigt i de seneste fem års Abelone-liv. Fem år, hvor det private i ekstrem høj grad har påvirket mit arbejdsliv på måder, jeg aldrig havde forestillet mig. En pandemi ændrede livet for mange af os, og andre store livsbegivenheder som flytning og sygdom har ændret mit personlige fokus i det, som jeg kommer til at leve af det næste stykke tid. Indtil nye livsbegivenheder, personligt, nationalt eller på verdensplan ændrer min retning og form igen.

Hvad kan man lære af min historie? At man aldrig kan forudse alting, men at selv de værste begivenheder bærer kimen til noget, jeg med min faglige baggrund har kunnet bruge erhvervsmæssigt. Måske kan du spejle dig i det somehow.

Jeg er i dag endnu mere fast overbevist om, at mine forretningsområder ligger i at være noget for mine samtidige. Dels fordi det er autentisk, jeg er der selv, jeg gennemlever dét, jeg skriver om, dels fordi det at kunne løfte noget ud fra det private til det almene meget ofte kan bruges af andre. Dermed kan jeg være til nytte for andre, og det er virkelig meningsfuldt. Lige så meningsfuldt som det har været at være der for min mand undervejs.

Jeg har også lært, at det er vigtigt selv i min alder, nu 69 år, at tilegne mig nyt. Podcast, iværksætteri på nye områder, kurser i formidling online osv. Det er vidunderligt at lære nyt. Det ”skærper viddet og holder galden flydende” som en kær kollega engang sagde.

I september påbegynder jeg en uddannelse som skønlitterær redaktør hos Gladiator. Jeg har været redaktør af egen og andres fagbøger indtil nu, men jeg vil virkelig gerne lære at arbejde med skønlitteratur. Og hvem ved, måske ender jeg selv med at skrive andet end faglitteratur.

Den nye sæson indleder jeg imidlertid allerede om lidt med at tale ved åbningen af et iværksætterprojekt, der har fokus på tre områder. StartUpPlanet har i et samarbejde med Ældre Sagen og Københavns kommune sat fokus på de iværksættere, man ikke ser så meget til, nemlig veteraner, etniske minoriteter og seniorer. Lige min boldgade!!  Vi ses måske?