Blog – Amok

blog-amok.jpg
Lad være med at gå Blog-amok, men brug bloggen bag firewallen.

Fire danske familier tager hvert år på skitur sammen til Norge. Det kan tage tid og evighed at finde den rette hytte, som alle kan være enige om standard og placering af, så i stedet for at kopiere kataloger eller sende mails med vedhæftede filer har familierne oprettet en blog, som alene bruges til at planlægge skituren. Bloggen kan ikke ses af nogen andre, og kun de fire familier har adgang til at blogge på den. Når ferien er slut, går bloggen i dvale til næste år.

Når jeg fortæller om dette eksempel, begynder mange at forstå, at weblogging, blogging, er meget mere end, at CEO’en fortæller løst og fast fra sin hverdag, eller at ”Jeppe og de andre værter på DR blogger.”

En blog er også et arbejdsredskab, ikke alene et markedsføringsredskab.

Corporate blogging er blevet meget moderne at tale om. Enhver virksomhed stor som lille, bør have en blog, hvis man vil være i troværdig dialog med sine kunder, og hvis man tør udfordre sin egen virksomheds åbenhed.

Ikke mindst er aviser, radio og tvmedier gået blog-amok og lader medarbejdere blogge om hvad som helst, desværre ikke altid med et lige kvalitativt indhold. Endnu mangler alt for mange steder en forudgående indkredsning og afgræsning af, hvad den enkelte kan og bør blogge om, for at det skal være interessant og valueadding.

Jeg ville ønske, at man begynde at se på blogs på en anden måde end som markedsføringsredskab.
Når vi læser om blogs, er det stort set altid de ekstroverte og ofte dagsordensættende kommentatorblogs. Og fred være med dem. De har bestemt en mission.
Men mange virksomheder tøver med at tage blogformatet til sig, endsige tage blogformatet alvorligt, fordi de tror, at den udadvendte publiceringskanal er den eneste måde at anvende en blog på.

Blogsoftware er bare et stykke programkode, der kan gøres til et livligt arbejdsredskab i virksomheden med langt mere profitable følger end en udadvendt brandingblog.
Bloggen skal tages ud af hænderne på marketingsafdelingen og lægges i hænderne på projektledere, mellemledere, ledergrupper, der ved hjælp af softwaren kan samle relevant viden op internt i virksomheden og udvikle projekter sammen.

* Brug interne blogs som rene ideudviklingsfora, hvor alt er tilladt, eventuelt beskyttet af passwords.
* Lad bloggen blive et innovativt, uformelt og rummeligt internt redskab til at udvikle en ny forretningsplan på.
* Brug tagging så de gode indlæg nemt kan findes.
* Og husk at man godt kan være flere, der blogger på den samme blog.

Se nu at få bloggen ud af hænderne på marketingsafdelingen og ind i projektledernes hænder.
Så kan man for min skyld gå rigtig meget blog-amok dér.

Abelone Glahn

Én kommentar til “Blog – Amok

  • Godt skrevet. Jeg spekulerer dog, om folk finder på at bruge en wiki istedet for i sådanne situationer. Folk der bruger et website for fælles diskussion for at slippe for email forstoppelse, bruger måske en wiki istedet for?
    Bare en tanke og en observation. Ikke noget jeg har tal på eller beviser for. Jeg kender eksempler på begge del – at nogle bruger fx WordPress og at andre bruger en wiki (opensource). Ingen har mærkbar mere succes end andre, så vi må se tiden an, om der er fordel med det ene eller det andet system.

Leave a Reply Text

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.