Seniorerne syltes gang på gang af politikerne

Hvorfor ender seniorerne tilsyneladende igen og igen i en syltekrukke, når politikerne skal iværksætte konkrete foranstaltninger, der kan holde på den erfarne arbejdskraft? Selv om der er en stor mangel på hænder og hoveder, overses de lavthængende frugter gang på gang, både når det gælder arbejdsmarkedspolitik og sammenhængen til vores ældrepolitik.

Lad mig give et par eksempler på langsommeligheden: I syltekrukkens øverste lag ligger modregningen i folkepension: Det har taget otte måneder, før regeringen – efter hårdt pres fra såvel organisationer bl.a. Faglige Seniorer, Ældre Sagen, private personer, såvel som fra politikere i Folketingssalen, – endelig i starten af februar måned fik stillet et forslag om at fjerne modregning i folkepensionen af egen indtægt. Forslaget var der ellers flertal for helt tilbage i juni 2022, hvor flertallet fjernede modregningen i folkepensionen af ægtefællens indkomst. Der kom godt nok et folketingsvalg i november ’22 mellem de to flertal, men man må sige, at det nok ikke var den sværeste opgave at få ordnet, hvad partierne allerede var enige om i juni ’22. Forslaget ventes nu endelig vedtaget før sommerferien med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2023.

Hvis vi dykker længere ned i syltekrukken, kommer partnerskabet for seniorer på arbejdsmarkedet. Omkring september sidste år, et par måneder før folketingsvalget, (naturligvis), lancerede den daværende beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, at man ville lave et partnerskab ”om seniorer og erfarne hænder i job”.  Partnerskabet var tænkt til at ”understøtte seniorernes deltagelse på arbejdsmarkedet, blandt andet ved at bidrage aktivt til at sikre gode rammer for at fastholde seniorer og bringe ledige seniorer hurtigere tilbage i arbejde.” Partnerskabet skulle ”spille en vigtig rolle, når det kommer til at synliggøre seniorernes ressourcer, kompetencer og værdiskabelse på arbejdsmarkedet.” Hummelgaard nåede så vidt som til at invitere dem, han syntes, skulle med: Dansk Arbejdsgiverforening, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Kommunernes Landsforening, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, Danske Regioner, Akademikerne, Lederne, Dansk Erhverv, Dansk Industri, DJØF, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Ældre Sagen, Senior Erhverv og Faglige Seniorer. Men de har intet hørt siden.

Når man taler med ministeriet, bedyres det, at den nye minister, Ane Halsboe Jørgensen, stadig ønsker at igangsætte dette Partnerskab, men at man lige skal blive enige om kommissoriet først, efter at regeringssammensætningen er blevet en noget anden, end da ideen opstod. Faktisk skal man også lige blive enige om, hvorvidt det er de rigtige partnere, der er inviteret.

Dette syltede partnerskab udsprang af Seniortænketanken, der ligger endnu længere nede i krukken. Tænketanken blev nedsat i maj 2018, og som halvandet år efter i november 2019 kom med 20 anbefalinger, herunder netop dette Partnerskab, som blev lanceret foreløbig som idé hele tre år senere.

Jeg tør slet ikke her gennemgå de 19 andre glimrende forslag, som Tænketanken kom med, blot kan man nu konstatere for det forslag, partnerskabet, der stod allerøverst på listen, at der ikke er sket en disse, siden det blev foreslået.

Den hastighed er simpelthen ikke acceptabel, når arbejdskraften mangler nu og her. Seniorerne oplever stadig forskelsbehandling på grund af alder. Seniorerne har stadig sværest ved at komme i arbejde efter en fyring, og selv om der ligger snesevis af vejledninger til at lave senioraftaler på arbejdspladserne, går det sløjt med at få dem implementeret på såvel det offentlige som det private arbejdsmarked.  Den lavthængende frugt får ikke det sidste skub til at falde ned i hænderne på arbejdsgiverne, som tøver med at tage bolden. Partnerskabet kunne udgøre et sådant skub, men det er, som om argumentationen med, at vi mangler hænder, ikke er tilstrækkelig til, at man for alvor vil se på de gråhårede.

Jeg har sådan en sær fornemmelse af, at seniorer er ”nice to have, men ikke need to have”. Vi er simpelthen en lidt besværlig størrelse, og det arbejde, der administrativt ligger foran for at fastholde os på arbejdsmarkedet, simpelthen er for besværligt, til at det kan betale sig. Vi dør jo alligevel snart.

Men det gør vi bare ikke. Vi lever meget længere. Og vi bliver utrolig mange. Så det kan godt betale sig at skrue op for hastigheden. Tænk på, at mange af os holder os i live, hjernen klar, kroppen med, fordi vi har et arbejde, hvor vi kan fortsætte uden at blive fysisk nedslidte. På os, der ikke går ned i et sort hul og skal have hjælp, fordi vi mister identitet, livslyst og netværk. På os, der senere får lov at trappe ned i et tempo, der passer både os og arbejdspladsen. Der er jo ligefrem sundheds- og sociale gevinster oven i arbejdskraftgevinsten.

Vi gider ikke høre mere om manglen på arbejdskraft. Måske skulle ældreminister Mette Kierkgaard også på banen, så det hele ikke kun ses med erhvervsøjne. Der skal gang i nogle af de initiativer, der kan beholde seniorerne på arbejdsmarkedet, også ud fra et sundhedssynspunkt. Begyndt med Partnerskabet. Nu.

Bragt i Altinger.dk