Om orker og ledelse af virtuelle teams

Så fik jeg prøvet dét med – at spille World Of Warcraft (WOW) en hel dag sammen med 25 andre. Det skete forleden, da jeg deltog i kursusvirksomheden Mannaz meget efterspurgte kursus “World of Warcraft™: Leadership Lab Online”. Da vi indledningsvist blev spurgt af kursuslederen, Jacob Theilgaard ,cand.psych.aut. og chefkonsulent i Mannaz, – og ikke mindst inkarneret WOWspiller og Guildleder for 200 mennesker – hvor mange af os, der havde prøvet at spille computerspil for alvor før, var der kun 2, der rejste hånden.
Jeg var bestemt ikke iblandt! 

 Det er sandsynligt, at mange af læserne har prøvet WOW, men det havde jeg altså ikke, så tilgiv mig mine begynderbetragtninger.
En helt ny verden åbnede sig for mig, først med udfordringen at styre både mus og piletaster samtidig, og dernæst med at løse underlige quests. Spillet handler  ved første øjekast om at slå monstre og andret kryb ihjel og undervejs løse opgaver. Forventeligt, men det var mere metaplanet, jeg kom for: WOW spilles bedst i hold, og da man gerne sidder fjernt fra hinanden, ofte i hver sit verdenshjørne, er det virtuelle hold, der skal finde ud af at løse opgaverne sammen OG at kommunikere om metode, strategi, om kompetencer, om mål – og ikke mindst om, hvornår vi skal mødes for at spille samtidig, synkront, skønt i hver sin verdensdel. Se, dét er en udfordring, der hører de kommende generationer til for alvor.

Som Mannaz skriver på sin kursusside:

MMORPG står for Massive Multiplayer Online Role Playing Game. Computerspil, der spilles over internettet og ofte med flere tusinde spillere samtidig.

WOW spilles af 11 millioner mennesker verden over, (og , lille detalje, som hver betaler 100 kroner om måneden for at være med….), og spillerne organiserer sig i guilds:

Et Guild er en social organisation af spillere, som iscenesætter opgaver og missioner. Hver guild har en Guild Leader med en organisation af officerer og guildmedlemmer. Guildet iscenesætter spilbegivenheder. Hvert guild medlem kan stemme med ”fødderne” og således forlade sit guild, hvis spilleren ikke vil give guildlederen følgeskab.

Pointen med at prøve at spille WOW var selvfølgelig at se, om den ledelse, der er nødvendigt i et sådant virtuelt spil, kan bruges i det virkelige liv, altså om et spil som WOW udvikler ledelseskompetencer, der kan bruges IRL.
Svaret er naturligvis ja. (Den nærmere beskrivelse af beviset herfor kan læses i Mannaz’ udmærkede artikel om baggrunden for at lave et sådant kursus)
Præcis som ledelse fra sport eller spejder kan bruges i det virkelige liv. Alligevel var der megen ny læring for mig, ud over dét med at bruge tasterne rigtigt.

Lad mig lige først beskrive, hvad vi gjorde forleden: Først en grundlæggende introduktion til blandt andet hvilket mindset fremtidens medarbejdere og ledere har. Det var nødvendigt for at forstå rammen om spillet, og for at forstå, hvorfor spillet kan bruges til at sige noget om det 21. århundredes kompetencer.  Mere derom lidt senere. Dernæst en halvanden times tid, hvor vi hver skulle skabe en figur og løse ti quests i den nye verden, vi betrådte. Jeg nåede tre! men lærte at flytte mig rundt.

Så var der en tiltrængt frokost, og så i gang med at spille sammen med et hold, der var sammensat af figurer, der så at sige var spillet varme, altså vi fik hver en ny figur, som var veludrustet , og allerede sat på hold med fire andre.

Vi skulle fordele roller, kompetencer og styrker, før vi gik i gang med opgaven, at slå fire “bosser” ihjel. Det var fornuftigt tænkt at forberede figurer, som allerede var godt udstyret i spillet, for så var der langt flere muligheder at spille med, selv om vi var nybegyndere.
Vi spillede i to timer, måske lidt mere – tiden fløj afsted.
Til slut rundede vi af med en  klassisk “After action review og Action learning”, som en evaluering kaldes nu om dage: Altså, hvad lærte vi af spillet, og hvad kan  vi overføre på vores dagligdag.

De to ting, der slog mig allermest, var
1) at de, der spiller denne type spil, i meget højere grad end jeg selv ville have accepteret det i det virkelige liv, benytter trial and error metoden.  Jeg kunne genkende mønsteret fra de gange, hvor jeg har set mine børn spille playstationspil – hvis ikke de kunne få lukket en dør op på den ene måde, måtte de prøve på en anden, en tredie en fjerde, indtil de nærmest gættede sig til, hvad der var løsenet. Læringen bestod i at fejle en masse gange og gøre det om igen.  En anden måde at lære på, end jeg er vant til, kunne man sige. Normalt ville jeg jo læse mig til noget, tjekke op, undersøge på forhånd.

2) at det var mest vigtigt at gøre noget, frem for at vide noget. “Handling giver forvandling”, sagde vi i gamle dage, men for mig har handling altid skullet være understøttet af viden, mens det virkede i spillet som om, at det selvfølgelig var temmelig klogt at tjekke for eksempel, hvad man havde med af redskaber i sin virtuelle rygsæk, men at det ikke nødvendigvis var afgørende for spillets udfald.

At vi ikke var gode nok til at dele viden, undersøge hinandens kompetencer, huske at sætte hinandens kompetencer i spil og trække på hinandens viden ( hvad man havde i rygsækken), at vi heller ikke var gode nok til at forberede os eller – en bedre løæsning – til at indlægge milepæle undervejs for at revurdere strategi mv., og at klar og entydig kommunikation er fuldstændig altafgørende for forløbet af spillet, var indlysende læringspunkter, som mange andre spil end WOW kan vise. Det er også nogle af de læringspunkter, der altid kommer frem, når jeg selv for eksempel spiller Networkers med virksomheder.

Det nye og overraskende var for mig nok snarere at prøve at udleve nogle af de kompetencer, som Jacob i de indledende slides havde fremhævet som værende essentielle for det 21. århundredes medarbejdere:
 Jeg forstod i kraft af at spille spillet selv, pludselig meget bedre, hvorfor det i fremtiden kan blive en anden måde at samarbejde virtuelt –  og formentlig også ikke-virtuelt  – i de kommende årtier, alene fordi de kommende generationer er vokset op med en anden tilgang til læring.

Noget af det, Jacob fremhævede, var:

Det 21. århundredes kompetencer:
1) at kunne lede sig selv
2) at lære at lære og være i udvikling
3) Samarbejde med teams af mangfoldige mennnesker
4) Skabe, dele og mestre viden gennem vurdering og filtrering af semi-pålidelige informationer
5) Trives med og navigere i kaos, dvs. at kunne trække hurtige beslutninger på baggrund af utilstrækkelig information, for at håndtere dilemmaer.

(Min fremhævning af det, jeg fandt vigtigst, nemlig punkt 4)
Og blandt de vigtige punkter, som Jacob nævnte som indgående i fremtidens medarbejders mindset, var:
– at gøre er vigtigere end at vide
– læring ligner mere Nintendo end logik
– nultolerance over for forsinkelser
og
– virkeligheden er ikke virkelig, man manipuleres ofte og skal lære en kritisk distance, så man kan sortere information.

Jeg tror, det, der har fæstnet sig mest hos mig , nu her nogle dage efter, er accepten  af trial and error som læringsmetode. Ikke fordi jeg ikke ofte har prøvet og fejlet og lært af fejlene – puha, det har jeg sgu gjort mange gange – men fordi det er indbygget meget mere som en leg, som et normalt handlemønster, som en metode, ja lige frem en strategi. Dét er nok det, jeg lagde mest mærke til.

Vil jeg sende andre afsted på et WOW-kursus – jada. Helst de mennesker, der skal lede virtuelle teams, eller indgå i sådanne. For de kan virkelig lære noget om, hvor vigtig kommunikationen er for et hold, hvor man ikke lige har hinanden ved siden af.

Vi nåede desværre slet ikke omkring alle dilemmaerne i et sådant spil: Hvad gør man ved medspillere, der saboterer spillet? hvad gør man, når nogle ikke vil følge ordrer, og hvad gør man, hvis nogen er solospillere? hvad gør man med ledere, der ikke er dere opgave voksen – vel kan man bare vælge dem fra som ledere, men hvad gør man med dem efterfølgende?
Kort sagt, alle de ting, der kan være vanskelige. Men vi havde også kun 8 timer.

Mine sønner på 19 var meget bekymrede, da jeg tog afsted på kurset: Du kommer hjem igen og er afhængig af spillet, du bliver suget ind i spillet! Da jeg kom hjem og fortalte begejstret om dagen, følte de sig overbevist om, at jeg var hooked og at de aldrig ville se mig mere!
Sådan er det så ikke lige blevet, men jeg kune da godt fristes til at tage et par ture mere ind i universet.

Praktisk info: Mannaz udbød først kun tre kurser , men har tænkt sig at udbyde et fjerde i efteråret 2010. Hvis du aldrig har prøvet at spille WOW før – eller for den sags skyld computerspil i det hele taget – så er det turen værd, synes jeg. (disclaimer: jeg har intet ud af at sige dette)
Og nu forstår jeg, hvorfor nogle personer i deres LinkedIn profil ligefrem henviser til deres figur i WOW!

Abelone Glahn

2 kommentarer til “Om orker og ledelse af virtuelle teams

  • Vildt spændende at læse om og til din orientering har jeg heller ikke lige prøvet WOW.
    Måske heller ikke lige det kursus jeg pt vil prioriterer højest,men lyder som om det skal overvejes på et tidspunkt når mine 21.århundres kompetencer er kommet endnu mere i spil 😉

    Jeg er vild medet 21. århundredes kompetencer. Jeg ved at jeg er rigtig god til 1,2,3 og 5 YES – 4’eren er nok mit svageste led, sjovt det er den du highlighter.

    De mange år i udlandet har lært mig disse kompetencer ellers havde jeg ikke overlevet 18 år 5 forskellige steder 😉

    Godt at vide at man som 60 årig har det 21. århundredes kompetencer og I am ON

  • Bolette Obbekær
    12 årsiden

    Spændende med det 21. århundredes kompetencer, dejligt for nogle, men vi skal nok også ud af vores komfortzone indimellem 🙂

    Min 18-årige bonussøn er BIDT af WOW og jeg har prøvet at kigge med over skulderen. Det er sjovt, at det som de “indfødte” i den virtuelle verden leger sig til nye kompetencer igennem, det undersøger vi andre. Du har jo nærmest været en antropolog i cyberspace 🙂

Leave a Reply Text

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.