Om at lukke netværk

I går lukkede jeg et netværk, som har eksisteret i fire år. Vi var en gruppe mennesker , både fastansatte, freelancere og selvstændige inden for primært kommunikation og formidling, der har holdt sammen – med en vis udskiftning- i lidt over fire år.
Vi har været en periode med kun kvinder, og en periode, hvor der var både mænd og kvinder med.
Vi har mødtes jævnligt for at udveksle erfaringer. Nogle gange alene med rundbordsturen på dagsordnen, andre gange med et strømlinet foredrag fra en af os, eller en aktivitet, styret af en af os.
Vi har for eksempel hørt et oplæg om hvad man kan lægge på mobiltelefoner, vi har øvet os sammen med en skuespiller i kropssprog og kommunikation, vi har lavet kundaliniYogaøvelser, vi har fået en introduktion til digitalfotografering og photoshopbearbejdning, og vi har set eksperimenterende videoer og hørt andres yndlingsmusik, som man aldrig selv ville have valgt eller fundet.
Kort sagt et spændende netværk med spændende mennesker, hvoraf der er opstået en hel del samarbejder to og to.
Men vi har ind imellem også brugt uforholdsmæssig megen tid på at diskutere form, mødehyppighed, indhold af vores møder, og også brugt megen tid på ærgrelse over dem der ikke mødte op – selv om vi ikke har haft mødetvang.

Det førte til, at vi i fællig valgte at lukke netværket ved at binde ensløjfe. Og det er dét der er min pointe med dette indlæg.
Vi ritualiserede en lukning.
Vi satte et formelt punktum, vi skiltes ikke ved “at det bare fadede ud” og “dårlig stemning” og “hvis skyld er dette”, og “vi fik aldrig rigtig …” men vi valgte at sige tak for denne gang, og tak for den tid med de tætte betroelser og den faglige meget værdifulde sparring.

Netværk har en vis levetid. Sådanne etablerede gruppe-netværk består af mennesker, som har travle dage, og som skal prioritere. Nogle gange falder det ud til fordel for et netværk, som virkelig giver noget eller hvor man kan bidrage så man selv føler, det er det hele værd, andre gange er det ikke nok.
Min vigtigste pointe i denne sammenhæng er, at man husker at ritualisere lukningen, skilles pænt, runde en epoke af, for det giver muligheden for at tænke tilbage positivt på tiden, og ikke bare tænke – nå, det duede altså ikke.
Jo. det gjorde det, og det havde sin tid, men så var den også slut. og det er helt legalt: netværk lever ikke evigt.

Og fordi vi har lukket netværket betyder det jo ikke, at vi holder op med at kende hinanden. Vi har efterladt en flig af os selv hos de andre i de år, hvor vi har fulgt med i hinandens verdner, og vi er stadig I hinandens netværk, nu bare ikke som etableret gruppe.

Vi fik selvfølgelig tjeneren til at forevige den historiske begivenhed på en mobiltelefon. jeg er nemlig stærk tilhænger af, at man fastholder disse begivenheder. jeg har såmænd også billeder fra det første møde.