Hvorfor er der aldrig håndtag på hoteltoiletter?

Vi er lige tjekket ind på det fjerde hotel, som ikke har støttehåndtag på toilettet. Hverken i brusekabinen eller ved toilettet.

Det er mig komplet uforståeligt. Vi blir flere og flere ældre. Tal fra Danmarks Statistik viser, at 26 procent af befolkningen lige nu er 60 år og opefter, og en befolkningsfremskrivning viser, at de plus 60-årige vil fylde 31 procent i 2060. Hotellerne står over for en flodbølge af seniorer, der gerne rejser rundt, og en del af os kan ikke altid holde balancen.

Hvorfor er det så svært som standardudstyr at have solide greb de steder, hvor det kan være svært at rejse sig!?

Arh, men, de ser jo så grimme ud på et toilet…..
Nej. De behøver overhovedet ikke at være grimme. Der er et hav af lignende installationer, som ser ligedan ud: håndklædetørrere, bøjler til at hænge håndklæder op på etc. De kan se aldeles smarte ud, og hvis ikke, kan I jo bare udskrive en konkurrence i de smukkeste sikkerhedsgreb.

Arh, men de signalerer jo svaghed, skrøbelighed, ja føj , ligefrem Pensionister!
Ja, de signalerer klart, at der er nogen, der har brug for at holde fast. Men det behøver ikke kun at være pensionister. En hel del familier har småbørn, som er ved at lære at sidde på toilet. Også de kunne udnytte håndtagene. Og så nævner jeg lidt diskret over de fulde, formentlig yngre, gæster, som også har brug for sådanne håndtag, ikke mindst når de kravle op fra  fra kummen igen.

Sikkerhedshåndtagene signalerer OMTANKE. Og der der noget, man er glad for, er det service om omtanke for mig som gæst.

Sugekopløsning

Vi har fundet en løsning. Vi har simpelthen permanent et sugekopgreb liggende i bilen, som vi så tager ind på værelset Det sætter vi fast, når vi skal i bad eller på toilet.

Det sidder fast og godt, når vi skal bruge det, kan flyttes derhen, hvor det gør mest nytte, men sidder ikke permanent. På et tidspunkt falder det af, af sig selv. Sugefunktionen siver langsomt ud, men der er tid nok til at klare et bad og et toiletbesøg, inden vi fjerner håndtaget igen.  Vi tager håndtaget med igen, når vi rejser.

Jeg vil gerne fraråde, at man køber de billigste. Vi afprøvede en række håndtag i eget badeværelse, da vi boede et sted, hvor vi ikke ville skrue håndtag op, fordi vi skulle flytte kort efter. Det billigste faldt for hurtigt af. Det fik vi i Harald Nyborg, der ellers som en af de få forretninger har en hel sektion til ældre med såvel håndtag, toiletforhøjere, gribetænger og bleer.

Vi har nu investeret i et stærkere et, som har kostet 333 kr. Der er mange andre til salg på nettet, så det er svært at anbefale flere. Mit råd er at gå efter de mest solide.

Ansvar

Jeg postede et foto af vores løsning på de sociale medier og fik flere løsningsforslag, blandt andet, at hotellerne kunne have sådanne sugekophåndtag liggende som standardudstyr. Umiddelbart en nærliggende løsning, men jeg tænker, at hotellerne ikke tør påtage sig ansvaret for, om håndtaget er sat rigtigt op. I mine øjne er der ingen vej uden om at få sat håndtagene fast permanent. Man gr det nærmest automatisk de steder, hvor der er badekar. Så hvorfor ikke indføre det i brusenicher og ved toiletter?

Tag nu og grib denne opfordring. Det kan ikke være rigtigt, at man skal foretrække hoteller med handicaptoiletter, bare fordi der mangler et 20 cm langt greb til en 50ér. Come on, hotelbranche.

 

 

 

 

Abelone Glahn

Leave a Reply Text

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.