En blog er en undreliste – ikke en brokkeliste

Så blev vinderne af Blogprisen 2015 kåret. ”Blogs? Er de ikke døde”, kan jeg høre mange spørge. Nej, bestemt ikke. Blogs lever i bedste velgående og er ved at blive trendy igen – for vi er så trætte af at få korte, hastige og flygtige beskeder.
blog lilleIgangsætteren af Blogprisen 2015 er Aros Business Academy, som også selv kører en udmærket blog. At de har igangsat denne blogpris og opfordret til, at man stemte (hvilket 12.000 gjorde) er blevet kritiseret en del, også af de nominerede , som for eksempel Monica Jørgensen.
”Er det ikke bare et scam for at få flere abonnenter til nyhedsbrevet ?” skrev en til mig på Twitter, da jeg opfordrede til, at man stemte. En anden, Marie-Louise Munter, skrev ”Virksomhed vil gerne sælge kurser. Virksomhed stifter (endnu) en blogpris for at få omtale
Det er muligt, at Aros får flere abonnenter, og det er muligt, de kun gør det for at få opmærksomhed, men jeg ser nu også nogle andre perspektiver:

Ingen afbrydelser
Først og fremmest at gøre opmærksom på, at der eksisterer mange blogs, som er særdeles læseværdige.
Dernæst at blogs ikke er døde, og at blogs kan bruges af såvel enkeltpersoner som større firmaer i professionel sammenhæng. Kvalitetsindhold går aldrig af mode, og det gør personlige betragtninger heller ikke. Der er langt til tøsedagbøgerne i det felt, der blev præsenteret.

Der er brug for, at vi skriver længere og uddybende indlæg, hvor vi kan udfolde en problemstilling uden at blive afbrudt. Hvor vi kan diskutere og debattere på mere end 140 enheder, og hvor vi kan dele viden, som kræver andet og mere end et sjovt billede og en livlig video. På en blog handler det hele heller ikke om at bruge de rigtige og de mange #-hashtags for at få spredning. Få, men meget præcise læsere indenfor en niche, kan være det, der tæller mest.
En blog er også det eneste sted, du ejer selv. Du bor ikke hos nogen, du er ikke afhængig af andres platform, og du kan langsomt  opbygge et  dynamisk og levende CV, som viser dine kompetencer og dine overvejelser som det hele menneske, du er. Uden afbrydelser.

”Undreliste”
En kursist, Finn Svennning, der kører en blog om projektledelse,  sagde engang til mig, at bloggen var en ”undreliste”. Fortræffeligt ord!  I det øjeblik, hvor man begynder at undre sig over noget og formulerer det til andre, løfter man også sine overvejelser op på et mere generelt niveau, hvor man udelader meget private oplysninger uden nødvendigvis at give slip på at være personlig.
At undres er sundt og befordrende for dialog. En blog behøver ikke at være en Brok, man behøver ikke at skulle brokke sig over noget, eller mene noget hver eneste gang. Det er der også mange, der har fået galt i halsen. Bloggen er en logbog på nettet, ordet udspringer simpelthen af weB-LOG – , altså en LOGbog, på weB’en, hvor man skriver vigtige ting ned, ting, som også andre kan få nytte af at læse.

LinkedIn blogging
Det er heller ikke uvæsentligt for opblomstringen, at LinkedIn har taget blogformatet til sig og indarbejdet det som såkaldte Long Posts i deres system (linker til tilfældigt indlæg på min profil). Det er en mulighed, som flere end en million brugere har benyttet sig af allerede inden for det første år, hvor tilbuddet opstod. Blogindlæggene , som jeg læser hos andre i mit feed og under mine notifikationer, er for mig en daglig kilde til ny viden, især når man finder de gode bloggere og undgår dem, der kun promoverer sig selv. Og ved at blogge på LinkedIn, kan ens indlæg komme meget længere ud, end de fleste kan præstere på deres egen blog.

Virksomhedsbloggen
Jeg kiggede på de mange nominerede, især inden for de områder, der interesserer mig. Jeg lærte nye bloggere at kende, og jeg så også meget store forskelle på, især blogs, der er vedligeholdt af flere (typisk de lidt større kommunikationsbureauer) og dem, der er skrevet af en enkeltperson, hvor man i stedet for en meget bred indholdsflade får en mere personlig tilgang og lærer det professionelle menneske bag bloggen at kende.
Jeg har blogget i mere end 10 år og kommer til at fortsætte, fordi jeg gang på gang oplever, at mennesker har læst et af mine indlæg, og selv om det er et gammelt indlæg, kan de huske det – og mig.
Jeg læser også mange blogs, for det giver mig nyt fra mange kanter, jeg ikke nødvendigvis har tid at følge med i. Viden, som andre store kapaciteter giver igennem deres spændende indlæg.
Jeg sætter en stor ære i at blogge noget, der helst skal være nyttigt for andre, og det har hidtil givet den effekt, jeg søgte, plus en stor personlig tilfredsstillelse ved at have et sted, hvor jeg kan ytre mig uden filter. Med plads til undren til viden, til personlige beretninger, alt sammen set fra mit perspektiv, men skrevet, så du også får noget ud af det.
I dag håber jeg, DU har fået lyst til at blogge.

Abelone Glahn

Én kommentar til “En blog er en undreliste – ikke en brokkeliste

  • Tak for et rigtig godt blogindlæg, Abelone! Spændende læsning.

    Her hos Aros Business Academy kan vi ikke lade være at more os lidt over folks spekulationer over vores hensigter med Blogprisen.

    Vi er glade for, at vi har aktiveret 12.000 bloglæsere og kåret 13 virkelig fede bloggere. Og det må da også have en vis værdi 🙂

    Vi har sendt en mail til dem, der har stemt, og fortalt dem, hvem der vandt. Andet har vi ikke gjort med dem, og det kommer vi såmænd heller ikke til.

Leave a Reply Text

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.