Den vigtige første follower og om #ersatz
I mange år har Thomas Madsen-Mygdal stået i spidsen for en event, der hedder Reboot , som har samlet hundredvis af folk til en meget selvstyrende og selvkørende, og altid uhyre interessant internationalt meget anerkendt konference for webinteresserede i København.
I år har han meddelt pause, men at holde pause med et sådant arrangement, som er så populært, og som for mange også betyder en årlig saltvandsindsprøjtning og mega networkingmulighed kan ikke føre til andet end, at andre tager over.
Det er så sket nu, hvor der er arrangeret en “Noboot” konference, der nu kaldes “Ersatz”, og som “bare er opstået”, fordi nogle har taget initiativ, og andre har fulgt op.
Det foregår på Arsenalvej 10 på Holmen og temaet er break – jeg har overhovedet ikke begreb skabt om program eller indhold, men jeg kommer, det er helt sikkert. (tilmelding sker her)
På Ning-konference sitet, der lynhurtigt er sat op, har Claus Dahl postet en glimrende, sjov video, som handler om at starte en bevægelse.
Se den igennem og lyt til, hvad der bliver sagt.
Det interessante er ikke, at vi alle bliver bedt om at tage lederskab, og at nogle gør det. Det interessante er at turde at være den første follower, den første, og den anden der går med, og som bakker op om nogen, der måske er lidt nørdede, men som i kraft af de førstes opbakning kan få de næste med.
Det er et kendt fænomen. Du ser det alle vegne. Du ser det såmænd også på restauranter. Hvis der sidder een gæst ved et bord på en restaurant, går man uden om, for der er nok kedeligt. hvis der bare er fyldt ved 2 eller tre borde, bliver restauranten interessant, og pludselig er den propfyldt.
Hvis der er en, der kommer med en skør ide, bliver vedkommende måske overset eller bare betegnet som skør. Hvis der er 2 eller 3 , der tør risikere sig selv ved at følge, begynder der at ske noget.
Det springende punkt er selvfølgelig indholdet. Hvad er det vi følger? Hvad hopper vi på, bare fordi andre følger. Dét diskuterer jeg bare ikke her i dette indlæg.
Jeg vil udelukkende citere det, som bliver sagt i speakersporet – hvis du skal planlægge noget, og virkelig vise lederskab, er det vigtigt at koncentrere dig om at give plads til den 2. og den 3. follower, for det er dem, der bærer din ide videre og gør, at den kan blive interssant for andre. Altså: Gør plads, flyt dig som leder, så der er rum til at nr 2 og 3 også kan arbejde.