Facebook mindesider og sociale nekrologer
Jeg har netop været i God Morgen Danmark for at kommentere på sorggrupper på facebook i anledningen af, at den 15-årige Casper Lyhne har taget initiativ til at stifte en mindegruppe for kammeraten Frederik Broström, der forleden døde kun 13 år gammel efter en håndboldtræning.
Mindegruppen rundede under udsendelsen de 2800 medlemmer, som samler både venner, familie og mennesker, der ikke kendte Frederik, men som vil lægge virtuelle blomster og mindeord til ham og til trøst for hans familie.
Facebook bruges ofte til at samle mindesider, som kan få en ret stor opbakning, fordi en tilmelding til gruppen eller siden bliver vist i ens opdatering og dermed spredt via mund til mnd (link-til-link).
Facebook selv har endnu ikke en klar politik overfor, hvad man skal gøre dels med profiler, hvis ejermænd dør, dels hvad man skal stille op med de profiler, der efterfølgende oprettes i den afdødes navn.
Det er meget naturligt, at disse profiler og grupper opstår, da mange ønsker et sted at rette deres sorg, og mange også ønsker på en eller anden måde at gøre noget, handle over for en begivenhed, der kommer så uretfærdigt. Handlingen består så i at fortælle om personen eller på anden måde ære vedkommende.
Men da der er et behov for en måde at ære afdøde på, er der selvfølgelig nogen, der har lavet en applikation til dette.
“I remember”- applikation
Virksomheden Footnote har skabt applikationen ”I remember”, som gør familie, venner og bekendte i stand til at oprette en profil, som ligner en facebook profil i dens grundudformning med fanebladene Wall, Info, Foto og så et faneblad, der hedder ”Remembered by”.
Desuden er der en tidslinie for den afdødes liv, en mulighed for at lægge vigtige livsbegivenheder ind i denne såvel som at plotte betydningsfulde steder ind på et virtuelt kort.
På en måde dannes der en interaktiv, social nekrolog, som alle, der kendte personen, kan være med til at skrive.
Applikationen rejser dog visse spørgsmål så som hvad man skal gøre, hvis de efterladte er uenige om, hvordan den afdøde var som menneske. De efterladte kan måske få svært ved at enes om, hvordan en person skal mindes.
Når onlineforbindelser dør
Nogle af de kritiske røster rejses i dette indlæg fra Inside facebook, som også nævner udviklingen af en anden funktion, nemlig den, der kan gemme logons og passwords, så familie og venner efter ens død kan gå ind og lukke profiler på onlinefora og sociale sites som facebook, LinkedIn etc.
Denne sidste service, der er udviklet af Legacy Locker, synes jeg er genial. Jeg har i mange år deltaget på diverse onlinefora og mere end een gang oplevet, at et aktivt menneske, som jeg aldrig har mødt live, men som jeg har korresponderet med i gruppesammenhæng, pludselig holder inde. Nogle gange har det vist sig, at vedkommede ikke bare holder pause, men ligefrem er død. Man får det jo ikke nødvendigvis at vide, da virtuelle venner jo ikke altid er nogen, man omgåes privat. Således husker jeg særligt engang, hvor en hustru til et medlem af en af mine postgrupper pludselig skrev i mandens navn og fortalte, at han var død, og at hun vidste, at han havde fået rigtig meget ud af vores onlinegruppe. Så da hun hvde fundet en seddel med hans passwords besluttede hun at skrive ud til gruppen og forklare, at han var død.
Tak til Rasmus Møller-Nielsen fra Komfo for linket til “I remember”-artiklen.
Hej Abelone aka Facebook-ekspert på TV2
Mener du helt seriøst at folk, der opretter grupper på Facebook, ikke gør det for deres egen skyld? Det er mig en ubegribelig konklusion og jeg gad virkelig godt høre hvordan du er kommet frem til den, altså, hvad du mener der understøtter den.
Nej,det mener jeg nu ikke. Jeg mener, at folk, der opretter – hvad skal vi kalde dem – sorggrupper eller memorysites, nogle gange i lige så høj grad gør det for deres egen skyld, altså for at få “afløb” for deres egen sorg, som for at give udtryk for at ville ære den afdøde eller støtte de efterladte.
Der ligger selvfølgelig en form for egenterapi i eksponeringen af sorg/medfølelse/empati. Jeg er heller ikke blind for, at mange sikkert også tilmelder sig sådanne grupper for at eksponere den side af dem selv, som udviser empati. Altså ikke kun skriver sig ind som medlem eller sender en kommentar for at bakke op, men i visse tilfælde sikkert også gør det for at vise en sympatisk side ved sig selv – se, jeg bakker op om at støtte.
Men honi soit qui mal y pense!
Skam få den, der tænker ilde herom. Jeg tror, det er de færreste, der sympatiserer på skrømt.
At der så findes en masse for-sjov-memorial sites for døde katte og hunde (og en masse virkelig seriøse for ditto) er en anden historie. Det handler om grupper, profiler og sider, der ligger i den gråzone, som også er kendetegnende for mange oprettelser på facebook.
Der er med andre ord indbygget en vis selveksponering i disse sorgsites, men i bund og grund vælger jeg at tro godt om dem, og vælger at mene, de fleste er skabt i et seriøst ønske om at ære en afdød og især at støtte de efterladte.
Var det min søn, der var død på den måde, ville jeg som mor blive glad for disse tilkendegivelser, også selv om der skulle smutte en halvhjertet lunken hilsen ind imellem. Initiativet varmer.
Hvordan man så skriver på sådanne sites, hvilken måde man sender hilsner på, er så en hel anden diskussion. Det kan være vanskeligt at vide, hvad der støder, og hvad der glæder.
Men det var ikke mit umiddelbare budskab i indlægget.
venlig hilsen
abelone
Der er en lang tradition på nettet for forskellige former for sorgarbejde, både ret individuelle mindesider og kollektive udtryk for savn. Der er for eksempel de danske sider ‘mindet.dk’, og Myspace har en ikke-tilknyttet pendant i Mydeathspace (hvor I’m online-knappen nogen gange stadig blinker – ret spooky!). Emnet er omtalt adskillige gange tidligere i radioen; hør bla. Klubværelset fra maj 2006 (http://www.dr.dk/P1/Klubvaerelset/Udsendelser/2006/05/09151706.htm) og Harddisken fra marts 2008 (http://www.dr.dk/P1/harddisken/Udsendelser/2008/03/20080319135617.htm). Spændende – og også lidt morbidt!