Hvor langt vil du gå i efterlysninger på nettet?

TV2 Nyhederne kører i øjeblikket nogle indslag, der handler om, hvorvidt det er godt eller skidt, at mange er begyndt at bruge sociale medier til at efterlyse stjålne biler, vidner til overfald, ja ligefrem indbrudstyve eller egentlige gerningsmænd til små og store forbrydelser/lovovertrædelser eller forulempelser.
Umiddelbart over ordentligt oplagt, og bestemt i tråd med, at vi hurtigt kan få et budskab – en efterlysning – ud til mange, alene fordi vi har den teknologiske platform, de sociale medier. Det foregår på twitter, det foregår i meget høj grad på facebook, og det foregår selvfølgelig også på Instagram, Pinterest og mail.
Efterlysninger har altid været bragt af almindelige borgere ud til andre via opslag på lygtepælene, i supermarkederne eller på bibliotekets opslagstavle. Vi kender alle efterlysninger efter personer, der er blevet væk, og som man frygter, der er tilstødt en ulykke.
Det nye er ikke, at borgerne efterlyser, men at vi nu har fået flere muligheder for at sprede efterlysningen hurtigt, og vi har fået flere midler at gøre det med – enhver har snart sagt en mobiltelefon med et kamera, og en efterlysning kan nemt biføjes en lille video, et foto af en nummerplade, et ansigt på en formodet gerningsmand…ja, og så er det, at det begynder at blive betænkeligt.

For hvornår krydser borgeren grænsen for, hvad politiet burde tage sig af – bare fordi vi kan lege privatdetektiver, er det ikke sikkert vi skal. Bare fordi vi har teknologien til det, er det ikke sikkert, den altid skal tages i brug.

Der er imildertid et klart dilemma: Vi bliver i stigende grad opfordret til at bidrage med oplysninger om dette eller hint. Vi opfordres af politiet til at henvende os med information og nogle gange også med vores videoklip eller fotomateriale, netop fordi en forbrydelse skal opklares.  Voldsomme handlinger som Boston bomberne kunne kortlægges ved hjælp af publikums footage , men undervejs var der også uskyldige, som blev anklaget.
Samtidig får vi at vide af politiet, at vi ikke skal lege privatdetektiver. Men hvad så, når vi oplever, at politiet har for travlt eller finder den forulempelse, vi har været udsat for, for lille – som for eksempel et biltyveri eller indbrud, eller finder den mindre væsentlig i den strøm af arbejdsopgaver og kontraktmål, som politiet skal leve op til at løse.
Så griber vi til noget, der kan grænse til selvtægt – vi offentliggør måske billeder af nogen, vi oprigtigt tror, er gerningsmanden, vi offentliggør billeder af nummerplader på den forulempende -lige som Søren Pind gjorde, da han blev påkørt med/uden vilje af en mand for et stykke tid siden, og vi gør det i bedste mening, men bevæger os ud på et farefuldt spor.

Jeg forstår glimrende den frustration, der griber folk, hvis børn bliver overfaldet uden for et diskotek, og som bagefter bruger mange dage på at finde vidner, der vil fortælle og som bruger de sociale medier til at lave det opsøgende arbejde, som et travlt eller negligerende politi måske ikke prioriterer. Jeg ville nok også selv gøre det. Jeg forstår også godt den, som blot har fået stjålet sin cykel og når at tage et billede af manden, der har taget den end dag, hvor han tilfældigt passerer på den lige for næsten af en.

Men jeg vil blot advare mod tankeløst at viderebringe alt på de sociale medier.
Tænk dig om i hvert enkelt tifælde, om det nu er det klogeste at smide billedet ud på facebook.
Rigtig mange gange – heldigvis de fleste –  har historien en lykkelig sluting, hvor tingene finder tilbage til rette ejermand, og hvor folk, der har begået et lovbrud, bliver hentet af politiet, blandt andet med hjælp fra, hvad der er sket af udveksling på de sociale medier. Men vi har et politi med en klart defineret opgave, og vi skal passe på ikke at overskride vores beføjelser som borger, og selv lege politi. Det kan blive rigelig farligt, både for os selv og for dem, vi eksponerer på nettet.