20 minutter på LinkedIn – om måneden
Magasinet Fortune har i deres juliudgave et helt tema om LinkedIn. Af artiklerne kan man blandt andet læse, at businessnetværket har rundet 225 millioner brugere, heraf en million i Danmark alene.
Den gennemsnitlige bruger anvender 20 minutter om måneden på platformen – det er en stigning fra sidste år, hvor man i samme måned ( april) målte, at folk kun brugte 17 minutter om måneden på platformen.
Der er 3 millioner firmasider, og de mest engagerende opdateringer viser sig at være dem, hvor firmaer giver indblik i deres virksomhed eller kommer med nyttige tips.
Der er flere end 1.250.000 produkter beskrevet på virksomhedernes sider. Her kan man både bringe billede, video og tekstbeskrivelse af sine produkter og ydelser.
Og hvis man vil se, hvordan et firma virkelig udnytter mulighederne, anbefaler LinkedIn at se på Mashable’s firmaside, der er det firma, som har flest followers, der interagerer og er aktive, altså som ikke blot læser med, men som svarer tilbage, deler eller videresender.
Det er jo det, det handler om- at netværkets netværk fortæller videre.
Så tænk lige over, hvad du opdaterer med.
Flertallet af brugere bor uden for USA. 64% for at være helt præcis, så det er altså overhovedet ikke et amerikansk fænomen at bruge Linkedin.