TO DAGES SENIORFESTIVAL PÅ HØJSKOLEN MARIELYST 26.-27. juli ´23

Så er det tid at pakke festivalstolen igen ! Højskolen Marielyst holder sin traditionelle Seniorfestival på to hverdage i juli. Min mand og jeg tager derned for at lytte med.
Et væld af musik, af interessante samtaler og debatter, samt vidunderlige omgivelser med plads til dans, god mad, havbad og fællessang. Seniorfestivalen på Højskolen Marielyst finder sted i dagene 26.-27. juli.
Jeg glæder mig til at tale med tre forfattere, der sammen har udgivet en bog ”Livet har lært os” og fortæller, hvordan de har skrevet den, ligesom de giver råd til andre skrivelystne om at få fortællinger op af skrivebordsskuffen.

Det sker den 26. juli LILLE SCENE ONSDAG KL. 11.30-12.30 under titlen:

SKRIV, SKRIV, DU DEJLIGE LIV


”Livet har lært os” – en anderledes bog, skrevet og redigeret af seks kvinder fra Lolland, Falster og Sydsjælland, som ikke alle kendte hinanden i forvejen.
Bogen handler om levet liv, men også om, hvordan dét at skrive har hjulpet dem igennem afklaringer og bare lært dem at give slip på skrivelysten for at formidle deres levede liv.

Jeg interviewer tre af de medvirkende, Mona Hvid, Lone Rytsel og Birgitte Flensholt, som hver kommer med nyttige erfaringer at lære af. De tre andre er Anne Holde, Marie Lenstrup og Marianne Christensen.

Det, jeg gerne vil høre dem om er, hvorfor de samledes, hvordan de gjorde det, hvilken teknik de har benyttet. Blandt andet ved jeg, at de har brugt en skriveøvelse, hvor man kun må bruge 100 ord på at skrive en historie!

Jeg vil spørge dem, hvilke redaktionelle fejder, der har haft i forhold til at finde en fælles stemme,  eller måske netop ikke have en fælles stemme.. Og så vil jeg gerne vide, hvordan de rent økonomisk har fået den udgivet. De har efter hvad jeg pt har fået oplyst, hver kun haft en udgift på 800 kroner!!,

Modtagelsen har været rigtig fin blandt læserne. Bogen er et godt eksempel på, at man kan skrive sine erindringer på mange måder. Og man kan skrive sammen med andre. Jeg har læst den og synes, der er gode skildringer. Der er også nogle tekniske skønhedsfejl, men deres proces kan bruges af andre og inspirere til at give los og skrive på en anden måde, end man måske lærer på skrivekurser á la “Skriv dit liv”.
Jeg glæder mig til at interviewe dem om det, de har lavet, på en handlingsanvisende måde, som andre kan bruge.

 

 

 

Abelone Glahn

Leave a Reply Text

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.