“Ønsk tillykke med det nye job” …som du fik for 4 år siden
Der er ikke noget sted, som LinkedIn, hvor det gælder om at være professionel og ikke spilde hinandens tid.
Derfor er det mig en kilde til stor undren, at så mange ikke er klar over, at hvis de bare retter en stavefejl i deres CV, sidder og arbejder med de 120 enheder, der er tilrådighed i Headeren, eller udfylder noget, der for længst burde have været udfyldt – så som hvilket firma man arbejder for, eller hvilken uddannelse, man tog for 117 år siden, så kommer der en opdatering ud til samtlige i deres netværk.
– xx har lagt nyt billede på, xx har opdateret sin nuværende titel, xx har ditten og datten.
“Ønsk tillykke med det nye job” – som du fik for 4 år siden….
I og med, at LinkedIn nu er begyndt at sende underretninger via den (i øvrigt meget nyttige ) måde, man nu kan administrere sine contacts på, sendes der også en besked, der typisk lyder “Ønsk tillykke med det nye job” ud i ens netværk.
Jeg hopper lidt i sædet, når man ser sådan en besked – spændende, tænker jeg, og glædes i nogle sekunder over, at en af mine connections har skiftet job. Kun for at opdage, at vedkommende bare har siddet og arbejdet med at opdatere sin profil.
Der er overhovedet ikke tale om et nyt job, men bare om, at vedkommende endelig har fået udfyldt linien eller har puttet nogle flere ord på, som vi alle sammen godt vidste i forvejen, men som han eller hun bare ikke tidligere har udfyldt.
Træls. Forstyrrende. Unødvendig støj på linien.
Her er et eksempel på en lang strøm af beskedder, jeg fik for et stykke tid siden, da en kontakt, jeg har, opdaterede sin profil.
Een lang strøm af oplysninger, der bare vidnede om, at han var i gang med at opdatere sin profil.
Jeg er fuldkommen overbevist om, at vedkommende ikke har haft til intention at genere med disse opdateringer, men formentlig ikke været klar over, at alle fik disse ting at vide.
Den enkelte information kan være meget nyttig, og den enkelte opdatering kan selvfølgelig fortælle en god historie, såvel i forhold til, om man har tilegnet sig nye kvalifikationer, som om man har tilmeldt sig en faglig gruppe. Det er sådan set derfor, funktionen overhovedet eksisterer!
Men når den type oplysninger kommer i en lind strøm, er man klar over, at der er tale om, at vedkommende endelig har haft tid til at opdatere sin profil.
Slå notificeringerne fra! Please!
Det, som LinkedIn tilbyder, er, at man – MENS man opdaterer sin profil – kan slå notifikationerne fra. Det sker her:
I Indstillinger/settings /profil/Gør din aktivitet synlig/ikke synlig (Turn on/off your activity feed).
Her skal du FJERNE fluebenet, mens du arbejder med at udfylde din profil. og huske at sætte det igen, når du er færdig.
Rigtig god fornøjelse med at tilpasse profilen – indirekte er det jo dejligt at konstatere, at så mange er begyndt at gør noget ud af at udfylde profilerne….intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Men tænk lige over netiketten.
God pointe som er alt for overset – forhåbentligt bliver det rettet i LinkedIn så man kun kan ønske hinanden tillykke med nye jobs, når personen faktisk har indsæt et nyt job i sit LineddIn CV. En fodfejl i LinkedIn efter min mening.
Hej Jesper.
Tak for kommentarer – problemet er desværre, at det vitterlig ER den enkeltes ansvar at bruge platformen korrekt -. LinkedIn har ikke en jordisk chance for at se, om folk har skiftet job eller om de bare opdaterer profilen. Vi skal selv ind og slå notificeringen fra, når vi opdaterer profilen, og til igen, bagefter.
Jeg er enig med dig i at brugen af LinkedIn er på eget ansvar. Men jeg håber da, at vi kan blive enige om, at det hverken er brugervenligt eller logisk, at systemet idag opfatter en løbende tilpasning af sine kompetencer og opgaver som om man har fået nyt job. Man kan jo sagtens tilegne sig kompetencer som pludselig skal med på CVet under sin nuværende ansættelse.
Og selvfølgelig kan LinkedIn da se forskel på om man retter i tekstboksen for sit eksisterende job, eller om man opretter et nyt job med ny titel, i et andet firma og i en ny periode. 🙂