Ny undersøgelse: Færre kvindelige vækstiværksættere, men rigtig mange ældre mænd !
Erhvervs og byggestyrelsen har undersøgt iværksættermiljøet for at finde ud af, hvem der bliver vækstiværksættere og hvorfor.
Blandt de overraskende resultater er, at kun 10 % af vækstvirksomhederne ejes af kvinder, mens 90 % ejes af mænd.
Og at vækstvirksomhederne, som udgør ca. 4 % af det totale antal iværksættere, er ældre end andre iværksættere: 56 % er over 40 år. 20 % er over 50 og – overraskende – hele 6,4 % er over 60 år.
Det, jeg synes er mere interessant endnu, er, at den relativt nye chef for Erhvervs og byggestyrelsen Finn Lauritzen fremhæver som udfordringerne for både styrelsen og iværksætterrådgivningen:
“Vi skal være bedre til at udnytte kvindernes potentiale for iværksætteri, og vi skal fastholde den høje overlevelsesgrad for nye virksomheder.”
JA, det er nemlig lige det, der skal fokuseres på. Det nytter ikke, at man sætter en hulens bunke iværksættere i gang og satser på, at de klarer sig selv derefter. Der er visse vanskeligheder undervejs, hvor det er vigtig med strategisk og velkvalificret rådgivning om vækst, og dét mangler, især for mikrovirksomheder.
Nogle gange minder iværksætterpolitikken i Danmark mig om havskildpadderne, der lægger en ustyrlig bunke æg, fordi de ved, at ovelevelesesraten blandt ungerne er ret lille. Mange bliver spist undervejs.
Der er imidlertid ikke nogen naturlov, der siger, at kuldsejlede iværksætterdrømme indgår som et positivt element i nogen menneskelig fødekæde. Der er ingen, der profiterer af, at iværksættere ikke klarer sig (i modsætning til de mange dyr, der ernærer sig blandt andet ved havskildpaddeunger). Så lad os passe lidt bedre på vores iværksættere, når de er kommet i puberteten og for alvor skal til at vokse.