Mit pizzabud er 90 år – og der er ingen folkepension til ham

Mit hvidhårede pizzabud trækker vejret lidt forpustet, da han rækker mig bakken med min bestilling. Jeg er gået ned ad trappen fra fjerde sal for at hente pizzaen, der stadig er varm. Vi aftalte over sms, at jeg mødte ham i bunden af opgangen, for trapperne hos os er temmelig stejle. Han er i hvert fald 85 år, måske snarere 90 og smiler bredt til mig, da vi afregner et relativt lille beløb. På cykelhjelmen står der printet ”I’m not slow, I’m cheap”. Jeg har nemlig bestilt min pizza gennem firmaet ”SnailRabbit”, hvor man kan vælge en ung, hurtig og dyr ”snail” eller en langsom, gammel og billig ”snail”.  Firmaet blev oprettet, da pensionen for 11 år siden blev afskaffet helt, og mange gamle, der ikke selv havde sparet tilstrækkeligt op til den fjerde alder, blev frataget folkepensionen og måtte i gang med at finde arbejdsopgaver, så de kunne overleve.

Oldingecykelhjelmen er skræmmende aktuel, men situationen fiktiv. Hjelmen kan i dag, efteråret 2022, ses på Dansk Design Museum, hvor den er udstillet sammen med en række andre foruroligende artefakter fra fremtiden: En bøtte med lyserød omsorgsgel til behandling af hudsult for beboere på plejehjem, hvor der katastrofalt mangler personale. Gelen simulerer fysisk berøring og fungerer antidepressivt. En anden artefakt er ”JustEnd” -sprøjten, der leveres af en digital platform, som matcher døende med uafhængige behandlere, der på bestilling kan udføre aktiv dødshjælp i hjemmet.

Jeg kunne godt tænke mig at sende de fem-seks artefakter fra fremtiden ind på Christiansborg til den nye forsamling folkevalgte, hvoraf kun 16 ud af 179 medlemmer er over 60. Kun SEKSTEN! I en samling, hvor man hen over de næste fire år skal tage stilling til en ny ældrepolitik for det hastigt voksende segment af befolkningen.

Hudsult-creme og dødssprøjte kunne blive virkelige ejendele for nogle af de yngste medlemmer i deres alderdom. Det ville ske, hvis man for eksempel fulgte Moderaternes ildevarslende forslag om at fjerne folkepensionen og i stedet erstatte den af en tvungen, privat pensionsopsparing som eneste alternativ. Den folkepension, som for mange i dag er absolut basis at have, og som vi har betalt til over skatten. Mig selv inklusive – trods mine mange år på arbejdsmarkedet har jeg ikke sparet nær nok op i pensionsordninger til at kunne undvære folkepensionen som fast grund under de næste mange år. Statistisk bliver jeg 88 år, og selv om jeg allerede nu har valgt at fortsætte på arbejdsmarkedet, har jeg svært ved at se mig selv som pizzabud, skulle det lykkes mig at blive endnu ældre. Andre har sparet mere op, men har fx måttet bruge af opsparingen til at købe sig ud af en bolig ved en skilsmisse, eller måttet bruge af opsparingen i tidsrum med lav indtjening i forretningen eller til privat betaling af helbredelse for alvorlig sygdom.

Så nej tak til at fjerne folkepensionen for alle over én kam. Pensionskommissionen har slået fast, at vi har et godt og solidt pensionssystem, hvis man lader stigningstakten falde til et halvt år ad gangen i stedet for et år. Bemærk, at jeg ikke siger, at man ikke skal røre ved det pensionssystem, vi har lige nu, for jeg hører til dem, der gerne så, at man stopper stigningen allerede ved de 70 år. Selv om vi bliver relativt sundere som gamle, skal der være andet end arbejde her i livet.

Livspauser er nødvendige: Af samme grund vil jeg gerne opfordre til, at man gentænker hele pensionssystemet og ikke kun tænker på, hvornår man kan arbejde i årevis og så holde helt op. Fremtiden kræver, at vi holder pauser undervejs. Hvis vi skal blive ved, til vi er 70-75-80 år, kan det i mine øjne kun lade sig gøre, hvis man får nogle pauser undervejs: Det er ikke et maratonløb, vi er ude i. Vi skal have nogle pitstop undervejs, som giver mening i forhold til vores livsfaser.

Mange unge beder om det samme: Lad os kunne holde nogle gevaldige pauser i livet, for eksempel når man får børn, eller når man senere trænger til at skifte retning og mangler nogle års efteruddannelse. Eller når børnene er flyttet hjemmefra, og man vil orientere sig mod et andet liv, inden man arbejder videre: Mange efterlønnere oplever for eksempel en stor lettelse, når de går fra, for ofte at finde ud af, at de slet ikke er færdige med arbejdsmarkedet, men blot havde brug for en ”flerårig sommerferie”.

En million til nyfødte kunne være løsningen: Jeg vil gerne rette opmærksomheden på Helen Kobæks bog ”Job, stop go”, som peger på en helt anden – og finansieret – løsning, der giver plads til at tage disse livspauser. Helen Kobaek, der er tidligere direktør for PenSam, foreslår, at hver nyfødte udstyres med en million statsbetalte kroner, der investeres bæredygtigt ved fødslen i en pausefond og akkumulerer undervejs gennem livet. Personen kan så trække beløb fra investeringen til finansiering af fire forskellige livspauser, men kun så meget, at der er afkast tilbage til en lang pensionstilværelse.

Ideen har fået alt for lidt opmærksomhed, men er et virkelig interessant bud på, hvordan vi både kan få et langt liv med pauser og samtidig spare op undervejs i kraft af investeringer. Der vil i så fald være midler til såvel at leve for som til at betale en eventuel ekstra hjælp, man måtte have behov for.

Til baggrund: Når jeg fortæller, at jeg har set og rørt ved såvel cremedispenseren som cykelhjelm og dødsprøjte, var det i forbindelse med et debatarrangement om fremtidens ældreliv, som Mandag Morgen, Danish Life Science Cluster, DDC – Danish Design Center samt Aalborg Kommune, Aarhus Kommune, Gladsaxe Kommune og Københavns Kommune og Region Syddanmark holdt tidligere på efteråret.

Se videoen med de forskellige oplæg her. Genstandene er nu udstillet på Dansk Design Museums udstilling ”The Future is present”

Dele af denne artikel har været bragt i Altinget.dk

#fleksibeltilbagetrækning #arbejdsmarked #folkepension #seniorpolitik #tidligtilbagetrækning #senior #seniorliv #pensionist #Pension