#lollandfalsterlovestorm – derfor valgte vi Falster

abelone

Forklaring på dette indlæg: Der er startet en “lovestorm” , det modsatte af en “shitstorm” for at fortælle, hvor godt det er at bo og leve på Lolland Falster, som modvægt til den stigmatiserende titel på TV2programserien “På røven i Nakskov”, en serie, der kører de næste 5 torsdage med. Se facebooksiden #lollandfalsterlovestorm, hvor du kan læse masser af autentiske og informationsrige historier fra os, der bor her.

“Der er beskidt hele tiden. Man kan aldrig få det helt rent, for børnene slæber jord og småsten med ind. Der er kolossalt mørkt om vinteren. Der er rasende ensomt, og nej, vennerne kommer ikke ned i weekenden. Flytter man ind i en landsby, vil alle følge med i, hvornår man får klippet sin hæk. Morgenavisen kommer først med posten ved 14-tiden, og der er 12 kilometer til nærmeste svømmehal. Man er stærkt afhængig af en bil, og kammeraterne bor altid fem kilometer væk. Landbrugsmaskinerne kører hele natten, og der stinker af gylle. Alle sladrer om alle, og hele egnen er gift ind i hinanden.”

Fordommene er utallige, og mange af dem har mere end en snert af sandhed i sig. Men at flytte til Falster er også at komme ud til regnbuer, man kan se begge ender på, en stjernehimmel om natten der ikke overbelyses af gadelygter, kornduft og kløvermarker, tætte naboer, landsbyfællesskab, sindighed og legekammerater, der ikke går i modetøj hver eneste dag.

Det var ikke en pludselig, spontan indskydelse, da vi for 16 år siden rykkede teltpælene op og drog til Falster. Det var en idé, der var præcis lige så gammel som de dengang otteårige tvillinger: Lysten til at få en roligere, mere helstøbt tilværelse. Med mere rum til familien, der på daværende tidspunkt talte tre børn og en hund, som kom til i anledning af flytningen. Vi kørte og kiggede på hus på Sydsjælland – det var allerede langt væk fra København, men dejlig tæt på vand. Og så skinnede solen ovre på den anden side af Storstrømmen, på den høje silo og kirken i Stubbekøbing. Da vi kørte over Farø-broen, viste det sig, at husene faldt i pris med 2-300.000 kr. Vi købte en meget velholdt tidligere skole i landsbyen Maglebrænde med mere end 500 m2 under tag.

Arbejde
Det var meget nemmere at falde til, end vi havde troet. Vi havde givet projektet to år – hvis vi så ikke var faldet til, ville vi vende tilbage til byen. Allerede efter en uge kom min nabokone og spurgte, om jeg ville være med i en strikkeklub? Sådan en åbenhed skal man tage imod. Den var jeg med i i mange år, men nu er der andre netværk, som jeg er med i eller lige frem har stiftet selv.
Hver halvanden måned mødes jeg og min mand, der også er selvstændig, med 10 andre selvstændige og udveksler erfaringer i et lille lukket netværk. En håndfuld medlemmer af dette netværk startede desuden i 2005 Mikronet, et større netværk for selvstændige og mikrovirksomheder på LollandFalster Sydsjælland , et netværk der i år fejrer 10 år og er still going strong.
Man skal også selv være lidt åben om, hvad man foretager sig. Jeg har naturligvis fortalt, hvad jeg laver. Freelancejournalist? Kan man det, når du sidder hele dagen derhjemme? Men så udkom først min ene bog og siden de næste, og så var det ligesom til at forstå, hvad jeg lavede.

Om få måneder får vi fibernet i byen – vi har adskillige, der kunne arbejde mere hjemmefra, hvis de havde en bedre forbindelse, og den kommer nu.

Børn
Børnene er flyttet hjemmefra nu, men var bestemt en nøgle, en katalysator, der gjorde, at man hurtigt lærte folk at kende. Det er nemmere at tage hul på at åbne sig, fordi man allerede kender folk lidt gennem børnene. Som tilflytter har man også lov at være lidt sær – i det hele taget er her mere plads til skæve eksistenser, end der er i byen.

Det var to forskellige slags børn, vi havde i hhv København og på Falster. Børnene blev meget mere selvstændige og aktive, men jeg har også turdet lade dem bevæge sig langt friere her, end de ville have fået lov til i København. Her kender man folk, og det betyder altså meget større tryghed, selvom her bestemt ikke er trafikalt sikrere.

Hvis jeg skal give et godt råd til forældre, der flytter hertil, er det følgende: Hvis man flytter ved skoleårsskift, så besøg skolen et par dage FØR sommerferien. Barnet får mødt de nye klassekammerater, set skolen og får vænnet sig til tanken. Ellers har man et barn, der går i hele sommerferien og ruger over, hvordan starten det nye sted vil blive.

Børn lukker mange døre op. De skaber naturlige kontakter og lærer os noget om en anden livsrytme – det nytter ikke at ringe og give en af klassens forældre en besked efter 22, for hele familien sover – man står jo tidligt op, når man har dyr på gården. Omvendt skal vi heller ikke frygte, der er sket en ulykke, når telefonen ringer halv syv lørdag morgen – kammeraten vil bare høre, hvad tid fodboldkampen om eftermiddagen starter, og hun har jo været oppe siden fem, så hvad ligger vi dér og snuer for ?

Lokalentusiasme
Man kan sikkert blive frygteligt isoleret, hvis man køber et hus midt ude på en mark og ikke selv aktivt blander sig i de mange foreningstilbud, der er. Indbyggerne i Maglebrænde reddede forsamlingshuset for nogle år siden ved at gå sammen om at vedligeholde det. Det er et stort aktiv for byen. Min mand og jeg holder selv Dagligstuekoncerter i vores gamle skole en gang om måneden – det har vi gjort i 7 år nu, og når der er en kunstner på programmet, som kan trække mange til, flytter vi arrangementet ned i Forsamlingshuset.

Flytte sit livscentrum
”Er der slet ikke nogen minusser ved at bo så langt væk”, spørger mine venner i København? (dem, der bestemt mener, der er mindst 300 kilometer fra København til Falster, mens der ikke kan være mere end 50 den anden vej.)
Jeg svarer hver gang, at jeg ikke bor langt væk. Jeg bor her. Det allervigtigste, når man flytter på landet, er at tage sit livscentrum med sig. Fastholder man udgangspunktet for sin tilværelse i byen, vil man hele tiden sammenligne sine daglige gøremål med, hvad man kendte inde i byen. Så bliver afstandene f.eks. besværlige. Men nu bor vi her, og jeg har vænnet mig til, at afstandene er større her. Det er jo stadigvæk ingenting, sammenlignet med, hvad amerikanerne med største selvfølgelighed bruger af tid på daglig transport. En gang om ugen kører jeg til København, hvor jeg så pakker tre-fire aftaler sammen på én dag. Jeg nyder den halvanden time turen tager hver vej, fordi jeg tit får mine bedste arbejdsidéer i bilen. Jeg når en masse telefonsamtale og hører harddisken på podcast.

karsemarker (3)Inden vi flyttede herned, ringede jeg til en bekendt, der var flyttet på landet for at høre lidt mere om, hvordan det var. Det var hende, der sagde, at der er beskidt hele tiden, fordi børnene slæber sten og grus med ind, så man aldrig kan få det rent. At der er kolossalt mørkt om vinteren, og at det er en myte, vennerne kommer spontant forbi i weekenden. Hun havde ret i det hele. Men det er alt sammen til at leve med, for det er vidunderligt at bo på landet. Det er dejligt at se børnene trives. Det er dejligt pludselig at få nogle oplevelser med naturen, som jeg aldrig har haft før. Man kører forbi en mark, og den ene dag er jorden bar og brun. Den næste dag er der pludselig kommet et fint slør af grønne hår over marken. Det spirer overalt, og vi følger det på tætteste hold. Et under hvert år.

Forklaring på dette indlæg: Der er startet en “lovestorm” , det modsatte af en “shitstorm” for at fortælle, hvor godt det er at bo og leve på Lolland Falster, som modvægt til den stigmatiserende titel på TV2programserien “På røven i Nakskov”, en serie, der kører de næste 5 torsdage med.
Se facebooksiden #lollandfalsterlovestorm, hvor du kan læse masser af autentiske og informationsrige historier fra os, der bor her.

Abelone Glahn

Trackbacks og pingbacks

Leave a Reply Text

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.