Krav til kendskab til web 2.0 i kommende jobs

Ikke overraskende ser vi nu flere og flere stillingsopslag med krav til, at man kender nogle af web 2.0 platformene.

Det er selvfølgelig ikke overraskende i jobs, som handler om at udvikle ting på nettet, men lur mig, om ikke formuleringer som “Bruger sociale netværk og web 2.0 services som fx Facebook, LinkedIn og blog” snart kommer ind som standardkrav.
Ikke kun fordi det ofte skal bruges til at udføre selve jobbet, således som i nedenstående annonce, men fordi medarbejdernes egen deltagelse i virtuelle netværk giver adgang til kunder og ny viden.

Annoncen nedenfor, som jeg har klippet et par punkter ud fra, er i øvrigt et typisk eksempel på, hvordan jobopslag spredes via netværk i kombination med traditionelle (net)annoncer.
Opslaget har jeg ikke fået direkte fra ham, der slår det op, men gennem Linked In, hvor en anden i min kreds har fået det, og sendt det videre til relevante i sin kreds.
Altså, nogen, der kender nogen, der kender nogen.

Hvad får vedkommende så ud af at søge jobbet – ja, også her synes jeg, at annoncen er ret tidstypisk – du kan få både frit internet og fri telefon, adgang til et spillerum (! – altså ikke et øvelokale….selv om det har med musik at gøre…), stort ansvar og krav til, at du kan klare at tilrettelægge din egen arbejdsdag.
Det med lønnen kommer til sidst.

Prøv at se formuleringerne her:

Vi har en meget fleksibel og fri arbejdspolitik, hvor den enkelte i stor stil selv skal tage ansvar og administrere sin tid. […]  Fælles for os alle er, at vi elsker musik og nettet, og specielt kombinationen af de to. Vi nyder at arbejde i grænselandet mellem net- og musikbranchen men alt godt fra begge verdener. Vi koder uden unødigt avanceret struktur og lægger vægt på, at vi skal kunne lancere nye features hurtigt – ikke bygge rumraketter.

Ud over de faglige krav til kodning står der,  at man gerne ser at ansøgere: 

* Er villig til at lægge en ekstra indsats, når det er nødvendigt 
* Bruger sociale netværk og web 2.0 services som fx Facebook og Last.FM 
* Ikke er for god til bordfodbold, men gerne hører meget musik

Til gengæld kan vi tilbyde: 
* En central rolle i udviklingen af et stort site med store ambitioner 
* Masser af ansvar og muligheder for at udfolde og udvikle dit talent 
* En superfed arbejdsplads med gode kolleger og en meget åben indstilling 
* Fleksible arbejdstider og feriemuligheder 
* Fri mobil og Internet 
* Et lækkert kontor midt i København med alle faciliteter, game-room og god frokostordning 
* Og selvfølgelig løn, pension mv. efter aftale og kvalifikationer 

  

Iøvrigt lyder det lovende med et nyt dansk musiccommunity. Held og lykke med www.Bandbase.dk

Disclaimer: Jeg kender intet til firmaet eller personerne bag. Endnu….

Abelone Glahn

Leave a Reply Text

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.