Konkurrentforskrækkelse på Linked In?
I de forrige to indlæg har jeg skrevet om konkurrentovervågning og om hvad der taler for, at man siger Ja hhv Nej til en kontakt.
At skrive om konkurrentovervågning er åbenbart meget interessant, for jeg har fået flere opringninger i de sidste dage, senest for lidt siden, hvor en redaktør ønskede en artikel om både faldgruberne og de positive vindinger ved at se på konkurrenterne gennem Linked In.
Altså, egentlig er det jo bare det modsatte, der er fordelene: Du kan få indsigt i andres netværk og hente kommende kolleger ved at se, hvem de omgåes. du kan hente information om personkredse og mønstre, kort sagt lave lidt trendspotting. Du kan få sjove oplysninger om, hvad der sker hos andre, hvis de opdaterer deres status med informationer, der afslører dette. OSV osv.
Sagt lidt i punktform:
Ved at frygte synligheden går du glip af:
– Medarbejdernes eksterne fangarme, der kan opfange såvel kommende kolleger som vigtige informationer, de får gennem deres netværk
– Egentlig trendspotting ved at kunne iagttage gennem dine kontakter , hvad der bliver talt om inden for en særlig branche og hvem der er hot/not
– Hurtig hjælp – hvis du skjuler dine kontakter, kan du mistænkes for at ville putte dig og kun udnytte netværket, ikke give igen. Du betragtes ikke som et nyttigt knudepunkt, og andre vil være forbeholdne over for at hjælpe dig, og dermed vil du få vanskeligere ved at få hurtig hjælp.
– Synlighed i forhold til rekruttering. Netop fordi jeg ikke kan se, hvem du kender, vil du både selv være mindre oplagt at rekruttre, og dine kontakter vil være umulige at rekruttere – det er så muligt, at det netop var hensigten med at skjule dine kontakter jfr tidligere indlæg, men omvendt kan man sige, at du også forskertser dine egne muligheder og måske endog er med til at gøre din egen virksomhed mindre attraktiv at tilnærme sig.
– Åbenhed og fleksibilitet . Ved at signalere lukkethed og ved at lukke af for, at virksomhedens medarbejdere er i kontakt med andre åbenlyst, kan en virksomhed nemt komme til at virke forstokket og dinosaur-agtig. En sådan virksomhed kan også hurtigt blive overhalet af andre mere fleksible virksomheder, der ikke nødvendigvis er dygtigere, men bare mere åbne og fleksible.
– De digitalt indfødte. Ja, dem vil du helt sikkert gå glip af som medarbejdere, hvis din virksomhed lukker af for disse virtuelle kontakter. De er født med, at kontakt er åben, samtalen er normen, tilgængelighed er målet, og hvis din virksomhed har en politik, der modarbejder dette, får du ikke nogen fra de yngre digitale årgange ind – det er simpelthen for uproduktivt, synes de.