Begge TVkanaler tog valgaftenen fra vælgerne

Eklatant redaktionelt fejlskøn at udelade de lokale resultater og repetere personfokuseringen!

Så lykkedes det TV stationerne at tage også selve valgaftenen fra os!
Op til valgdagen har vi skullet leve med en klapjagtlignende dækning af kandidater udstyret med GPS, og med optagelser foretaget mere og mere private situationer. På valgdagen frem til lukningen af valgstederne måtte vi fortsat leve med den fortsatte totalt overskruede personfiksering, hvor vi fulgte de samme kandidater og deres bevægelser igen og igen. Så personkoncentreret har de sidste tre uger været, at mange i de seneste dage har valgt TV fra.

Denne politikerfokusering kunne da ikke fortsætte også på valgaftenen, vel? For valgaftenen er jo Vælgernes. Det er jo OS, der afgør, hvad der skal ske, og det er VORES stemmer, der skal høres.  På en rigtig valgaften skal vi høre, hvad vi har stemt rundt om i landet. Vi skal mærke hinanden, vi skal følge med i hver afkrog og hver storby. Vi skal føle demokratiet, vi skal mærke, at vi bliver værdsat.
Bare denne ene dag, disse seks timer fra valgstedet lukker, til partilederdebatten er overstået.

Men også dette kunne TV-stationerne tage fra os.
Vi har nu siddet fra klokken 20 går aftes til klokken 02 i nat i håb om at få indblik i, hvad VI sagde. Hvad VI valgte. Hvad VI tænkte, Hvad Vi ville.
Og hvad fik vi? Igen en fuldstændig opskruet personfikseret, kaotisk, usammenhængende, uskøn, og gentagende ”reportage” fra et hav af journalister på overarbejde, der interviewer politikere, der ikke kan sige noget som helst fornuftigt, før valgresultatet foreligger.

Vi vil have resultater fra de lokale valgsteder
Vi vil have resultater fra selv den mindste flække.
Vi vil have kredsresultater.
Vi vil have kommuneresultater.
Vi vil vide, hvordan de andre kommuner har stemt.
Vi vil vide, hvad naboen har stemt. 

Vi vil vide, hvilke personer, der er på vippen, hvilke der kommer ind og hvilke der nok må sige farvel eller som aldrig får en debut.
Selv med de usikkerheder, der er en sådan valgaften.
Det kan man sagtens sige meget fornuftigt om på baggrund af de tal, der foreligger.

Vi vil vide, hvordan valget går i lokalområderne, når der er valgaften. Ikke kun høre landsresultat.

Det er en begivenhed i et demokratisk liv at stemme. Vi havde to sønner, der stemte første gang til Folketingsvalg. Vi stod i kø torsdag morgen sammen med vore naboer og byfæller. Vi kender hinanden i den lille kommune, jeg bor i, og vi er spændte på, hvordan valget falder ud for de regionale kandidater.
Det er dét vi vil se. Og vi vil se, hvordan de klarer sig i de andre kommuner, både dem i nærheden og dem langt væk. Vi vil være med til gisningerne, vi vil høre om markante kandidater, der er opstillet i fjerne kredse, men som har haft mærkesager at kæmpe for. Vi vil se tallene, følge med i barometrene, og ikke kun få den samlede  temperaturmåling for hele landet.

Det er VORES VALG. Og det tog I fra os.

Jeg har været med til som journalist på Københavns Radio at dække kommunalvalg. Den største forberedelse bestod i at få hold på, hvem der var borgmester, hvad navnene var på  spidskandidaterne, de spændende markante personligheder, og på valgaftenen komme med bud på, hvordan det nok gik de pågældende.
Det kan sagtens lade sig gøre i et folketingsvalg også, hvis journalisterne vel at mærke forberedte sig på dette. Men fikseringen lå igen og igen på hovedpersonerne, og det er trættende og uinteressant. Det nærmeste, vi kom resultater, var TV2 løbebånd med angivelse af stemmeprocenten i kredsene. Tamt.

Vi fik i begyndelsen af aftenen de første resultater fra Askø, Bågø, andre mindre samfund. Resultaterne stod endda tilstrækkeligt længe på skærmen til, at man også kunne nå at læse dem. Men som aftenen skred frem, faktisk desværre temmelig hurtigt, blev optællingsresultaterne vraget til fordel for endnu mere ”Se og Hør” tomgangs-journalistik på mennesker, der ikke havde noget som helst at sige, på valgfester, der ikke var startet, på omstilling til den ene og den anden person, på et uprofessionelt misk-mask af billeder, der kom fra ét valgsted, og lyd, der kom fra et andet.
Værter, der talte ind over politikere, og politikere, der engleagtigt tålmodigt sagde de samme fraser om og om igen, gentaget endda til den samme tv-stations repræsentant flere gange, fordi stationerne ikke havde styr på, hvornår deres journalister var på. Og til slut excellerede tv-stationerne i at drive rovdrift på at vise billeder af de samme tårevædede unge kvinder, der stod og ventede ved valgfesterne og som var tydeligt ubehageligt berørt over at blive filmet i en så intim situation.

Giv os valgaftenen tilbage. Det er VORES aften.
– I kan gå på nettet og tjekke tallene, var beskeden fra begge kanaler.

NEJ. Det hverken kan eller skal vi. For I har lagt op til ”den store valgaften”, som vi skal følge foran skærmen, hjemme i stuen. Og vi gider saftsuseme ikke gå ind i en anden stue, åbne computeren se ukommenterede tal. Vi betaler licens for at få resultaterne på den kanal, der kan vise dem, og foran hvilke hele Danmark har lejret sig for at følge med.

Et eklatant redaktionelt fejlskøn.
Vi vil have vælgerne i fokus igen og tallene tilbage på valgaftenen.