Gæsteindlæg: Værdighed i ældreplejen, også når man vil dø hjemme

I går skrev jeg et indlæg om at blive synlig som pårørende til en syg ægtefælle.
Det fik flere kommentarer, hvor jeg har fået lov at bringe en særlig, som Lisa Mulvad har skrevet.
Lisa mistede også for nylig sin mand.

“Tak fordi du italesætter pårørendes vilkår?

Når det er sagt, så synes jeg det, der er mest brug for, er værdighed i ældreplejen – især i eget hjem – med respekt – også for de pårørende, der hjælper fx ægtefælle til en alvorligt syg.

Min mand og jeg valgte – i fællesskab – da han var terminal og konstant sengeliggende – at han skulle blive i eget hjem, så længe det var okay for både ham og mig som ægtefælle.

Vi fik 9 mdr sammen på denne måde – og det var vi begge meget taknemmelige for.
Og ja – det var hårdt – også for mig. Men som du selv nævner, så er det jo muligt, at få aflastning, for den pårørende fx ægtefællen.
Det tilbud brugte vi – og det var nødvendigt – hvis ikke jeg som ægtefælle skulle brænde ud, for selvfølgelig var det hårdt.

Men det viste sig desværre, at det hårdeste var, at vi skulle kæmpe for retten til – i vores tilfælde – at dø i eget hjem.
Vi blev gentagne gange presset til, at min mand skulle flytte til en institution, hvor man havde døgnbemanding på stedet.

Desværre, fordi det ofte krævede empati og samarbejde med den pårørende at yde hjælpen i borgerens eget hjem.
Det betød jo, at vi havde større indflydelse på, hvilken hjælp, der skulle ydes.
Og netop dét virkede besværligt.

Den største udfordring var dels, at min mand, som var totalt klar mentalt – og nød at arbejde på sin PC  – i sengen til det sidste – gentagne gange blev forsøgt overtalt til beroligende medicin. Min mand, som ikke havde smerter, spurgte bare kort: Kan jeg så være klar i hovedet til mit PC-arbejde?
Det kunne sygeplejen ikke love – og så stoppede det der. Dog ikke før jeg også kom en tur gennem møllen med spørgsmål som: Kan du nu klare det? Du skal jo også passe på dig selv og hvordan gør du det?

Det var intimiderende, fordi udgangspunktet  var – at det kunne hverken min mand eller jeg magte selv.

Så mit ønske er for fremtidens ældrepleje, at man støtter borgeren og den pårørende – typisk ægtefælle – til at få den hjælp, som VI har brug for, i stedet for at alle som en naturlov skal indordnes de institutioner mm, som er nemmere – men dyrere for det offentlige – at overskue.

Jeg indrømmer, at jeg er udmattet efter forløbet – og oveni naturligt i sorgproces.

Men jeg tænkte tit – i de 9 mdr vi faktisk havde hjemme-hospice:

Det her ligner dengang, jeg havde små børn, og ofte var udmattet af mangel på søvn. Men lige såvel, at vi ikke overdrager vores børn til institution – i døgndrift – lige såvel kan mange af os klare at passe vores syge ægtefælle.

Det offentlige må gerne hjælpe – men jeg tror faktisk, at vi er mange i min – og din, Abelone Glahns generation, der selv i vores høje alder  – gerne vil have indflydelse på vores hjælp, som ældre.

Endelig synes jeg også, at alle os ældre skal huske, at selv om vi er blevet ældre, så har rigtig mange af os stadig ressourcer fx til at sige Nej-tak eller Det vil jeg gerne bede om.

Jeg er taknemmelig for den hjælp, min mand og jeg fik. Men at vi pludselig – fordi han var syg – skulle have brug for psykologhjælp mm – hvorfor? Jeg er psykolog, men har altid ydet hjælp efter devisen: Du skal hjælpes til at leve – uden psykolog.

Undskyld min lange kommentar – men håber, du måske – vil have perspektivet med på Marienlyst. Og kondolerer med dit eget, nylige tab af ægtefælle??

Min mand og jeg deltog i en fokusgruppe – dels for Ældre Sagen, dels for Ældreministeriet med overskriften: Værdighed i ældrepleje.

Undersøgelserne blev gennemført af antropolog Rikke Ulk, og rapporterne er fin læsning?”

Tak Lisa Mulvad for dine vigtige synspunkter, som jeg har tilladt mig at fremhæve med fed.