Om den lille misundelse, Reimer Bo og honorering

Ekstra Bladet har i dag en forside om, at Reimar Bo Christensen, der nu er gået selvstændig, hæver en timeløn på 13.300 kroner ved et job som ordstyrer på et større debatmøde for Odense Kommune.

Bladet forsøger at gå efter bolden og fremhæver, at det er Odense Kommune, der frådser med skatteydernes penge. Bladet ender imidlertid med at gå efter manden og at mistænkeliggøre de høje honorarer ved også at bringe en liste over, hvad kendisser som ordstyrere koster. Vibeke Hartkorn, Michael Kamper og Morten Stig Christensen bliver også trukket frem som nogle af de dyre.

Og bladet puster til den lille misundelses ætsende glød ved at lave en poll, der selvfølelig viser, at næsten 80 procent synes, det ikke er ok at hyre kendisser til kommunale arrangementer.

Men alle, der interviewes i avisen – undtagen Ekstra Bladet selv altså – konstaterer, at niveaet Er sådan, at de kendte koster 20-25.000 kroner at få til at styre en debat, OG at de tiltrækker flere mennesker til debat om borgersager. Odense Kommune går så vidt som til at sige, at der principielt ikke er noget loft for, hvor meget man vil betale for at få den rette person på det rette sted.

Nej selvfølgelig ikke, for de leverer varen – de styrer og leder et publikum på behagelig vis gennem et måske lidt vanskeligt mødeforløb med debat i øst og vest.
Det skal de selvfølgelig have betaling for. Det er den kompetence de har, og det er det, de lever af. If you only pay peanuts , you get monkeys.

Jeg vil bare tilføje, at en ordentlig betaling ikke behøver at følge de kendte alene, men selvfølgelig følger kompetencen. En ordentlig betaling behøver man ikke være eks-studievært for at få, hvis man er god til dét, man bliver bedt om at udføre.

Et sådant niveau er ikke på nogen måde er ukendt i erhvervslivet – undtagen for dem, der sjældent har med denne type leverandører at gøre….

3000 for tre arbejdsdage
Jeg var selv ude for noget lignende forleden, hvor jeg blev tilbudt 3000 kroner af en offentlig institution for at komme en hel dag og undervise. Jeg skulle desuden bruge en hel dag på at tilrettelægge et selvstændigt og nyt program, og der oven i skulle jeg bruge en dag til transport. Altså 3000 kroner for tre arbejdsdage, hvoraf de to var med absolut specialviden.
Da jeg sagde nej tak til opgaven, fik jeg at vide, at det var “frisk af mig” at tage det beløb, jeg så fortalte manden, jeg ville have for opgaven, og at “med to af den slags job om ugen kunne jeg jo leve fedt”. Endelig fik jeg at vide, at andre store mænd i branchen sagde ja til den tilbudte hyre for den indirekte reklames skyld – det kunne jo være, der faldt nogle kunder af på vejen til mig blandt publikum.

Pointen er jo netop, at vi ikke får den slags job i hobetal, at vi bruger megen tid på at evne hvad enten det er at styre en forsamling ,eller som i mit tilfælde at vide en hulens masse om onlinefællesskaber web 2.0 og det virtuelle håndtryk.
Der er lange ufakturerbare perioder, hvor vi tilegner os viden og arbejder med stoffet for at kunne levere en speciel ydelse.
Det koster. Og det er ikke unaturligt eller urimeligt. Det er faktisk helt almindeligt ude i erhvervslivet !