Cyberbullying 1:4 – hvorfor går det galt?

Offentligt ansatte risikerer at blive hængt ud på nettet af vrede borgere, elever og studerende, forældre eller sågar kolleger.
Det er voldsomt at opleve for den enkelte, og svært at gøre noget ved.
I dag og de næste tre dage skriver jeg nogle indlæg, der handler om beskyttelse af medarbejdere på nettet.

Ytringer
Der har længe været et stort fokus på medarbejderes ret til at ytre sig på nettet – hvad enten de var kommunalt ansatte eller landsholdsspillere, men der er efter min mening ikke talt tilstrækkeligt meget om, hvordan virksomheder og arbejdspladser beskytter medarbejderne, når andre ytrer sig. Langt fra alle ved, præcis hvornår de overskrider en juridisk grænse for ytring, men de, der bevidst hænger nogen ud på hadegrupper o lign., er formentlig godt klar over, at de er på tynd is – og ind imellem overskrider straffelov og injurielov.

Billeder og video
Et af de områder, hvor der imidlertid ikke er så mange, der tænker så langt, er på foto- og videoområdet – vi kan meget nemt tage billeder med vores lommekameraer, eller foto og videoer med vores mobiltelefoner eller tablets, og vi kan med få klik lægge optagelserne op med det samme på Facebook, Twitter, Instagram, Pinterest, YouTube, og hvad de nu hedder alle sammen.
Nogle gange er det lovligt, men meget ofte er det rent faktisk ikke. For netop med billedmateriale kan vi meget nemt uforvarende komme til at bryde persondataloven. Og da ”alle” udveksler billeder i en lind strøm, er det ikke altid, man tænker over,  at man bryder persondataloven, og at det for nogle opleves lige så chikanerende at ligge på nettet med et foto, som det er at blive omtalt i tekst.

Lad mig slå fast: Alle oplysninger om en person er personoplysninger. Et billede med genkendelige personer, som lægges på nettet, er også personoplysninger. Det er personoplysninger, blot nogen kan finde ud af, hvem det handler om. Det kan altså godt være personoplysninger, selv om man ikke skriver personens navn.

Hvorfor går det galt?
• Internettet er ét stort arkiv, der gemmer alt, og spredning af oplysninger sker lynhurtigt, især fordi vi spreder gennem vores netværk. Så jo større netværk, jo hurtigere spredning.

• Det går også galt, fordi meget af det, vi opdaterer med, ligger i en gråzone mellem privatliv og arbejdsliv.

• Mange er direkte tankeløse i deres opdateringer, og har faktisk ikke altid et særligt stort kendskab til, hvor åbne profiler på forskellige netværk kan være. Mange ved end ikke, hvordan man beskytter sig selv ved at gennemgå sine privatlivsindstillinger på for eksempel facebook.

• Endelig mangler der grundlæggende en undervisning i dette på arbejdspladser, hvor især medarbejdere med stor borger- eller kundekontakt kan komme i klemme.

Hvor stort er omfanget af cyberchikanen?
Der bliver talt om, hvordan man beskytter sig mod vold og trusler på det fysiske kontor, men hvordan man gør, når truslen kommer via computerskærmen. Hvor stort er omfanget?
Ifølge magasinet Arbejdsmiljø har 2,9 procent af de offentligt ansatte oplevet at blive negativt omtalt på nettet af elever, klienter, patienter eller deres pårørende. Og 11,4 procent kender nogen, der har oplevet dette.
Er det mange? Er det få?
I hvert fald er det givet, at når det sker, er det voldsomt ubehageligt for personen, det går ud over, hvad enten det er at blive hængt ud på den sorte liste eller at få oprettet en hadegruppe i sit navn.

Andre former for chikane er videoklip på YouTube, sms-chikane og chat, falske profiler og rating på forskellige sider, hvor andre anmelder ens arbejde. I de engelsktalende lande har man for eksempel  www.ratemyteacher.com .

En engelsk undersøgelse blandt 377 lærere viste i 2011, at
• 72% følte sig forulempet af elever
• 26 % af forældre!
• Af de 35% forulempede var 60% kvinder
• Også lærere forulemper lærere

FTF har for nylig beskæftiget sig med emnet, og jeg har klippet nogle centrale citater ud derfra:
• ”Det er blevet et vilkår, at alt muligt bliver skrevet på nettet. Det kan være meget ubehageligt at blive hængt ud, men offentligt ansatte har ikke krav på at være anonyme.” Mediejurist og forskningschef Oluf Jørgensen, Danmarks Medie og Journalisthøjskole
• “Vi ved, at det er en balancegang. Folk skal kunne sige deres mening – også på nettet. Men det er altså arbejdsgiverens ansvar at sikre medarbejderne mod trusler og tilsvining. Vi må se en meget mere offensiv tilgang fra arbejdsgiverne,” Bente Sorgenfrey, formand FTF
• ”Det er en problemstilling, der med den nuværende lovgivning er meget vanskelig at have med at gøre. Den eller de ramte kan næsten ikke stille noget op. En ordentlig arbejdsgiver går ud og forsvarer medarbejderen, men man kan ikke sige, at det er arbejdsgiverens pligt.” Professor i erhvervsret Ole Hasselbalch.

Så hvad kan man gøre?
Det har jeg skrevet tre indlæg om, som kommer i de næste dage
1) Hvad gør du, når du opdager, du er hængt ud på nettet
2) Personligt beredskab som forebyggelse
3)  En liste over nyttige links