Naturvin og kortrejste grøntsager

Jeg er på reportage i Oslo og forundres over, hvordan CO2-opmærksomheden antager forskellige ansigter rundt omkring.  I går spiste jeg på en restaurant, hvor der blev serveret naturvin og kortrejste grøntsager.

Kortreiste, for at være helt norsk korrekt.
På menukortet stod forklaret, at man gjorde noget særligt ud af her på restauranten at servere grøntsager, der ikke “havde rejst langt”, uden at der dermed stod, at man købte lokale varer eller afviste at anvende indfløjne varer. Der var faktisk ikke defineret nærmere, hvad “kortrejste” grøntsager betød.

Al respekt for CO2begrænsende tiltag. Og jeg kan også  godt lidt, at man opfinder ord, der beskriver ting på det om jeg så må sige lokale sprog.  Det har nordmændene altid været fremragende til. Kortrejste grøntsager er et fedt udtryk, jeg har endnu ikke hørt noget tilsvarende i Danmark.

Men så længe der ikke er en eller anden klassifikation på, hvad ordet dækker, er det efter min mening blot et ord, der er med til at greenwashe , ja altså grønvaske, en virksomhed og dens måde at håndtere CO2 udslippet på.

I nat har jeg sovet på et hotel, der på store plakater hængt op på alle værelser og i elevatorerne, skriver: “Vågn op til en morgen i en mere bærekraftig verden”, og forklarer, hvorfor hotelkæden har et program og en holding til bæredygtighed, der med hotelkædens ord gør det mere bæredygtigt at overnatte på hotellet end at sove hjemme.

Den tager vi lige en gang til: “Gennemsnitsstatistik for husholdninger i  Norden viser, at du sandsynligvis bidrager mere til en bæredygtig verden ved at bo hos os end ved at sove hjemme”. Og derefter opfordres man til at gå ind og tjekke dette på en hjemmeside.

Jeg tænker på den forgangne nat, hvor jeg har måttet sove med vinduet åbent for at komme af med noget af al den varme, der tonser ud i rummet, og som jeg ikke kan slukke for, og jeg tænker på mit badeværelsesgulv og håndklædevarmerne, der kører for fuld hammer – men jeg er selvfølgelig i Norge, hvor elektriciteten koster ingen ting…..

Samme hotelkæde sov jeg på i Danmark i sidste uge under snestormen. Under middagen bad jeg om almindeligt vand uden brus og fik en karaffel vand, hvorpå der hang en lille seddel med beskrivelse af , at dette vand var tappet fra hotellets egne tappehaner, og at det dermed havde sparet miljøet for x antal co2udledninger.
Den lo vi meget af under middagen – jeg må indrømme, at jeg ikke forfulgte sagen og undersøgte, hvad hotellets “egne tappehaner” var for nogle. Jeg må også indrømme, at jeg tror, det betyder vandhanen, og at jeg bare fik postevand, hvilket jeg var udmærket tilfreds med.
 Så igen -hvorfor kunne de ikke bare stikke mig en kande postevand? Hvorfor skulle det udbasuneres med specialdesignede paphængere, der jo også må have kostet noget at fabrikere?

Jeg er med andre ord i et dilemma. Jeg synes, det er fint , at der er opmærksomhed forretningsmæssigt på, at vi skal være miljøbevidste, og jeg medgiver også, at vi i høj grad bliver påvirket positivt til at tænke over, hvad vi foretager os, når vi gang på gang mindes om, at der er en CO2 balance,vi skal værne om.

Men jeg glæder mig til, at denne holdning er indarbejdet og naturlig i os, så vi ikke tidligt og silde skal gøres opmærksom på tiltag, der virker helt indlysende, og som derfor kommer til at fremstå som temmelig groteske, når virksomheder fremhæver deres egne fortræffeligheder.

Det kan nemt give bagslag. Jeg glæder mig til, at virksomheder bare er grønne uden at behøve at fortælle om det.

PS. Ude på badeværelset hænger der et stykke pap på en knage. Den opfordrer mig til at huske at tjekke mig selv for brystkræft en gang om måneden. Og jeg må gerne tage papstykket med hjem……