Vi bør indføre et online-kørekort

Indfør et onlinekørekort som obligatorisk kursus på arbejdspladserne.

Indfør et onlinekørekort som obligatorisk kursus på arbejdspladserne.

At det ikke har været særlig svært at finde ud af navnet på en erhvervskvinde, der blev inddraget i en kokainsag, trods et navneforbud, og at fortrolige bankoplysninger er blevet lækket på nettet i forgangne uge får nu politikerne til at melde, at man skal se nærmere på, om lovgivingen omkring hvad der må skrives på nettet, er tidssvarende, for at folk ikke kommer i klemme.

Bøder er ikke vejen frem
Jeg kan godt være enig i, at det vil være nyttigt med et eftersyn for at se, om man skal opdatere regelsættet, men jeg mener egentlig , at lovene meget langt hen ad vejen dækker godt nok.  Problemet ligger snarere i, om det almene kendskab til de almindelige færdselsregler i sociale medier er tilstrækkeligt hos en del af befolkningen.

Dengang automobilen kom frem, var der også mange, der ville have den forbudt, fordi den var farlig, og jeg er sikker på, der også opstod mange truende situationer, indtil alle havde lært at tæmme bilen, fundet et regelsæt for anvendelsen af den, og gjort sig egne erfaringer med at sidde bag rattet.

Det er lidt det samme her: Sociale medier er også nye for mange. Vi skal lige vænne os til, hvordan de fungerer, og så skal vi såmænd nok kunne håndtere dem fornuftigt, uden at vi behøver at blive truet med større bøder.

Hurtig og effektiv online-undervisning
Det er uhyre nemt at komme til at sige for meget på nettet. At skrive på nettet er flygtigt, hurtigt, umiddelbart og ind imellem ugennemtænkt. Men store bøder for at kvaje sig tror jeg ikke er vejen frem mod en bedre brug af de sociale medier. 
Hvad der er nødvendigt er, at befolkningen får et kørekort til at færdes på nettet.

Nu har vi i efterhånden mange år haft et IT-kørekort, som dybest set lærte den enkelte, hvordan forskellige ITprogrammer fungerer.

På samme måde mener jeg, vi bør arbejde med at give den enkelte et onlinekørekort, der gør den enkelte i stand til at forstå den form for elektroniske samtale, der finder sted på nettet. Et kørekort, der hjælper den enkelte med at forstå både grænser og muligheder i den samtale, der foregår på nettet.

Ikke kun hjælper den enkelte til at forstå, hvor fælderne og faldgruberne ligger, men et kort, som også hjælper den enkelte med at bruge samtalen og dialogen på nettet konstruktivt.
Præcis som med et kørekort til en bil: Vi skal ikke kun vide, hvor bremsen sidder, men også hvor speederen sidder, og vi skal kende såvel fartbegrænsingerne som det at læse et kort, så vi kan komme hele verden rundt.

Vi kunne med e-mail
Vi fandt ud af det med e-mail: Også her var der i starten rigtig mange, der dummede sig, men i dag ved enhver, hvor grænserne  går for, hvad man kan og bør skrive i en mail, og enhver har glædet sig over effektiviteten  i den hurtige kommunikation. At der stadig finder fejl sted, at der stadig er nogen, der sender kædebreve videre, sender spammails eller skriver hemmligheder de ikke burde, vil være uundgåeligt, ligesom der også altid vil være nogen, der kører for stærkt på vejene. Men hovedparten kan godt finde ud af at håndtere både bil og email.

Indfør kørekort på arbejdspladserne:
På samme måde vil dette finde sit leje, men formentlig bedst hjulpet på vej af en egentlig skoling:
Man kunne indføre obligatoriske dage på arbejdspladsen, hvor man får en indsigt i, hvad der er lovligt, og hvad der er fornuftigt at skrive på nettet.
På disse dage kunne man tillige få hjælp til at forstå, hvordan de sociale medier egentligt virker – for mange fejl opstår, fordi folk simpelthen ikke er klar over, hvordan de fungerer – og man kan få en indsigt i, hvordan medierne kan bruges på en fremadrettet måde – også til gavn for en arbejdsplads.

Det behøver ikke være alverden – en eller to gå hjemmøder, lidt praktisk træning og sund fornuft. Og vi bør indføre et online-kørekort til alle aldersgrupper. Det er bestemt ikke de unge, der laver de største brølere.

Abelone Glahn

Leave a Reply Text

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.