Så hvad skal jeg sige til ministeren fra dig?

Det har været tre fuldstændig forrygende uger, her i begyndelsen af 2024, hvor alle mine hedeste drømme om at komme til orde over for beslutningstagere og politikere om pårørendes dilemmafyldte roller gik i opfyldelse: Først fik jeg offentliggjort et debatindlæg i Altinget, hvor jeg fortalte om min hverdag som pårørende til min ægtefælle med balancebesvær.

Det førte til at jeg kom i såvel DRTVs Deadline med en uddybning om de pårørendes rolle, og et par dage efter i DRTVs debatten, hvor jeg tror, jeg slog rekorden for en deltager i taletid uden afbrydelser.

 

Skal pårørende også stå for pleje, eller er deres vigtigste opgave at give omsorg? Det blev et meget vigtigt spørgsmål  især over for ældreministeren, der endte med at mene, at pårørende IKKE skal pleje , men kun give omsorg.

Jeg tror dog aldrig, at vi kommer til at klare os uden den plejeindsats, de pårørende mere eller mindre frivilligt giver. Som ægtefæller, nære familiemedlemmer, eller som voksne børn til gamle forældre.  Det er dybt meningsfuldt at hjælpe sine nærmeste, men vi skal også reelt respekteres og hjælpes undervejs. Derfor skal der ses nærmere på pårørendes forhold som selvstændigt punkt i den nye ældrelov. Ikke som nyttigt vedhæng, men som gruppe i egen ret, mener jeg.

Stormøde og enkeltmøder

Undervejs tog jeg til stormøde i Fredericia, sammen med 2200 andre, hvor det sidste af regeringens udspil til en ny ældrelov blev lanceret. Jeg fik højst overraskende en plads ved et bord med centrale beslutningstagere, mødte et par folketingspolitikere og borgmestre, og alle steder blev der lyttet til mine synspunkter om, at pårørende udnyttes som “medfølge de arbejdskraft”.

foto: Arthur Cammelbeck

Hundreder at reaktioner

Den offentlige fremtræden blev derefter afløst af stribevis af kommentarer og henvendelser fra såvel fagfolk som andre pårørende og har været komplet overvældende. Og gribende.

Fra nær og fjern har jeg fået kommentarer med græsselige beskrivelser af forhold for voksne børn, der har pendlet fra København til Nordjylland i tre år for hver 3. weekend at passe to syge forældre, en anden har fået en flere måneder lang sygemelding efter at have passet to døende forældre, en tredje fortæller om ødelagt familieliv, fordi en mor ramt af demens måtte flytte hjem til den pågældende, en fjerde om udfordringer med overhovedet at få fri, til trods for, at vi har ret til omsorgsdage.  Og så er der alle ægtefællerne, der i private beskeder har skrevet om at passe deres syge partnere.

Rammes på økonomi og helbred

Tag ikke fejl – det er meget meningsfuldt at hjælpe sin ægtefælle/partner/forældre/pårørende. Endog meget. Selvfølgelig skal man hjælpe. Det er bare IKKE i orden, at hjælpen er taget som en selvfølge af det offentlige. Og det er heller ikke ok, at vi skal ødelægge vores eget helbred og økonomi af at stå til rådighed.

Dét må der gøres noget ved i den nye ældrelov, som med forskeren Aske Juul Lassens rammende ord i Seniormonitor, mere er en plejelov end det er en ældrelov. I hvert fald er der mange raske og rørige ældre, der pludselig bliver kategoriseret som plejekrævende, også fordi der i loven sættes en aldersgrænse for, hvornår man er ”ældre”.

Mødes med ministeren

Så: Efter min deltagelse i Debatten, inviterede ældreminister Mette Kierkgaard mig ind til et møde, der skal finde sted efter påske (2024).
Jeg vil meget gerne fortælle hende om de faktisk forhold i pårørendeindustdrien, men også gerne være konstruktiv og komme med løsningsforslag. Det har jeg nemlig lært hjemmefra af min far, at man skal.

Så derfor:

HVAD SIR I VOKSNE BØRN, DER PASSER GAMLE FORÆLDRE??

  • 94 % af voksne børn hjælper et familiemedlem, der modtager hjemmehjælp.
  • 46 % af dem løser opgaver, kommunen allerede har bevilget hjemmehjælp til.
  • 62 % oplever, at deres psykiske helbred er blevet dårligere som en direkte konsekvens af den stigende byrde.
  • 36 % at deres fysiske helbred er blevet dårligere.
  • 57 % der er i beskæftigelse eller under uddannelse, oplever i en eller anden grad, at deres beskæftigelsesmæssige/uddannelsesmæssige situation er blevet påvirket som følge af, at de hjælper.

 

Dette og mere til viser en undersøgelse, ÆldreSagen har lavet. Tallene kom frem umiddelbart før regeringen præsenterede de sidste tiltag hen mod den nye ældrelov. Jeg er ægtefælle og indgår ikke i denne statistik, men tro mig, jeg kender til effekterne som pårørende til min 82 årige mand.

Efter udsendelsen inviterede ældreminister @Mette Kierkgaard mig til møde – det bliver en gang efter påske 2024. Dér vil jeg fortælle, hvordan man kan imødekomme den opbakning, som pårørende savner.

Så nu spørger jeg også jer, voksne børn til ældre forældre: Hvad skal jeg tage med til ministeren af konkrete ønsker for at lette netop den situation, du står i som pårørende til gamle forældre?

I princippet er det IKKE meningen, at vi skal give pleje, men i praksis er det desværre bare blevet sådan.

Så hvad kan lette dig i forhold til de forventninger, der er til din indsats med omsorg, og ditto for egentlig pleje?

Skriv til mig på ag@amedia.dk eller i kommentarfeltet her

Abelone Glahn

One Response to “Så hvad skal jeg sige til ministeren fra dig?

  • Kære Abelone.
    Jeg er 100% enig med dig – pårørende er alt for belastet, og bliver ofte taget for givet af plejepersonalet. Du gør et super vigtigt arbejde for at påpege den problemstilling. Det der mangler, og som du kan sige til ministeren, er meget simpelt: ressourcer! Der er skåret så hårdt ned over mange år, at der er for lidt plejepersonale overalt. Vi har selv prøvet det her i familien med min mands mor, som havde demens i syv år. Det var meget hårdt. Vi kender også andre pårørende, som er voldsomt stressbelastet af det forløb, de har været igennem.
    Jeg og mine søstre er nu ved at udgive en bog til mennesker med demens og pårørende med titlen: “STÆRKERE SAMVÆR MED HØJTLÆSNING – inspiration til mennesker med demens og pårørende” (se stærkeresamvær.dk ), som gør det lettere at have noget at være sammen om. Den har min søster udviklet på baggrund af sine udfordringer med sin demenssyge mand. Hun ville netop også gerne deltage i omsorgen for sin mand, men ikke i plejen. Min anden søster er psykolog, og dermed har vi en bredde af personlige og faglige baggrunde. Vi har arbejdet med bogen i over tre år.
    Bogen har (selvfølgelig) ikke været mulig at få udgivet på et kommercielt forlag, men vi har heldigvis fået bevillinger fra flere fonde, så vi kan udgive bogen på et medudgiverforlag. Jeg er i øvrigt ved at læse din fine bog “Forfatterens guide til sociale medier”, som har mange gode ideer og er meget inspirerende. Vi håber vores bog kan være til gavn for mange, som er i en svær situation.
    Jeg sender også mange hilsner og varme tak for sangene til din mand!

    Mange hilsner
    Sussi Albeck

Leave a Reply Text

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.