Gæsteindlæg: Det længe ventede ældreudspil er en tynd kop te

Jeg åbner ind imellem min blog for gæsteindlæg. Her er det fra Marie Lenstrup, formand for Pårørende i Danmark

For nylig landede regeringens længe ventede ældreudspil. Må jeg på vegne af alle os pårørende slutte mig til koret af vældig uimponerede stemmer?

Ifølge Ældre Sagens nye undersøgelse Pårørende slider sig ned hjælper et stigende antal voksne børn vores gamle forældre med stærkt stigende negative konsekvenser for vores eget fysiske og psykiske helbred, og ikke mindst for vores erhvervsindsats. Ældreudspillet burde tydeligvis have forholdt sig til den lurende katastrofe det er, når en pårørende overvældes af opgaver og forventninger og går ned med flaget.

Ældreplejen er grundlæggende et nulsumsspil. Det tager en vis tid at hjælpe vores ældre, uanset om det er faglært personale eller en pårørende, der hjælper. Eller faktisk nej, det tager nok længere tid at hjælpe, hvis man er skolelærer eller politibetjent uden særlig forstand på plejeopgaver. Og så har man mindre tid til at passe det arbejde, man er uddannet til.

Ældreudspillet ignorerer et stort samfundsproblem, hvor staten ikke kan få enderne til at mødes, og derfor fordeler opgaverne ud på familierne, som hver især selv må finde ud af, hvad de vil stille op med de løse ender. Lidt nedsat tid her, en tidlig pensionering der, eller bare en lurende stress-sygemelding.

Jeg vil i øvrigt vædde en brugt toiletstol på, at konsekvenserne for eget helbred og trivsel ser endnu værre ud for samboende ægtefæller. Det er altså det ældreliv, man byder de raske ældre. ”Du bliver aldrig for gammel til at have det godt”, smigrer regeringen. Nej, og man bliver åbenbart heller aldrig for gammel til at give en meget stor hånd med for at holde sammen på velfærdssamfundet.

Men riget fattes jo hænder. Er det ikke meget rimeligt at dele opgaverne lidt ud, så alt ikke skal udføres af offentligt ansatte? Ældreudspillet peger på civilsamfundet og på os pårørende som under-udnyttede ressourcer. Vi tager lige én ting ad gangen.

Ældreminister Mette Kierkgaard udtalte i Altinget d. 7.2., at ”jeg synes faktisk, at både kommuner og civilsamfundsaktører … efterhånden godt ved, hvor det er, vi kan bruge civilsamfundet – og hvor det er, vi ikke skal. For der er jo ikke nogen tvivl om, at frivillige ikke skal bruges til plejeopgaver” (min fremhævning). Det lyder jo ganske tilforladeligt.

Men i Socialstyrelsens puljekalender er der allerede opslået en ”ansøgningspulje for plejehjem med livsglæde og nærvær” til at udvikle ”samarbejdsmodeller mellem kommunale, private og selvejende plejehjem og civilsamfundsaktører om personcentreret pleje, omsorg og meningsfulde aktiviteter” (min fremhævning).

Man gyser og græmmes. Ved den ene hånd mon, hvad den anden lige har sagt?

Heldigvis går pårørende åbenbart fri i fremtiden, hvis man ellers skal tro Ældreministeren. Da Clement Kjærsgaard i Debatten på DR1 d. 1.2. spurgte hende: ”Det er et meget stort løfte, du udsteder nu. Du siger, at resultatet af jeres udspil bliver, at pårørende i Danmark ikke længere skal være tvunget til at løse plejeopgaver?”, svarede Mette Kierkgaard, ”Ja. Behov for praktisk hjælp som rengøring, indkøb, tøjvask, personlig pleje skal løses af medarbejdere.”

Wow. Så er der nok nogle pårørende, der både får tid til at gå til tandlægen og til crossfit og ovenikøbet holde børnefødselsdag for ungerne. Men jeg vil nu ikke glæde mig for tidligt. Ovennævnte undersøgelse fra Ældre Sagen dokumenterer nemlig også, at næsten halvdelen af os voksne børn til hjemmehjælpsmodtagere hjælper vores gamle forældre med lige præcis de samme opgaver, som der er bevilget hjemmehjælp til fra kommunen. Enten lider halvdelen af befolkningen af rengøringsvanvid, eller også formår kommunerne ikke at levere på et tilstrækkeligt niveau inden for de givne rammer.

Nej, desværre er ældreudspillet too little, too late. Der er gode takter omkring faste teams, selvbestemmelse for borgerne, et løft til SoSu-fagene, fri adgang til visse hjælpemidler og et mindre rigidt visitationssystem. Men rigtig meget af udspillet gælder tiltag, som der allerede arbejdes med i mange kommuner. Det er i hvert fald ikke i dette udspil, at man mærker flertalsregeringens handlekraft til vende bøtten og gøre tingene helt anderledes.

Det er ret nemt at se, hvordan lunserne er fordelt. S får et lønløft til SoSu’erne, M får nogle lokalplejehjem med en mærkværdig ledelsesstruktur, og V får udbredt fritvalgsordningen til også at gælde nogle private fysioterapeuter.

Men de ældre og os pårørende er der ikke mange lunser til. 1 milliard kroner ”ekstra”, som først bliver fuldt indfaset i 2027. Nul tanker om sammenhængens Bermuda-trekant mellem Servicelov, Sundhedslov og ny Ældrelov. Og en markant berøringsangst over for ordet ”rettigheder”, som både ældre og pårørende ellers længe har kaldt på.

Jeg kan godt lide te, men det her er den tyndeste kop, jeg længe har fået serveret.