Om evnen til at lægge ting bag sig

Et personligt indlæg om at huske som en elefant, om evnen til at lægge ting bag sig, og om John Lennons ”And so this is Christmas”

For rigtig mange år siden, i 1982, var jeg ansat på DRTVS navnkundige ”Ungdomsredaktionen”. Færdiguddannet fra DJH to år tidligere og behørigt skråsikker. Redaktionen blev ledet af Per Schultz og Anette Pilmark, og værten på programmet var Steen Rasmussen. Et stærkt hold at få lov at være med på.

Op mod jul skulle der laves en særlig juleudgave. Og redaktionen besluttede, at årets skulle følges ud med manér. Allerede dengang var John Lennons ”War is over” fra 1971, eller som den også kendes som ”So this is Christmas”, et kæmpehit, og redaktionen besluttede at bruge den som underlægning til en kavalkade over, hvad der var sket af større begivenheder, som unge kunne relatere sig til i det forgangne år.

Jeg blev sat på opgaven med at researche i arkivet, og tiden var knap. 1982 var et år med Falklandskrig, fagforeningen Solidaritet, Commodore64 lancering, massakrerne i Sabra og Chatila og begyndende hungersnød i Ethiopien, og Tyskland, der vandt Melodi Grand Prix med “Ein bischen Frieden” antageligvis som musikalsk kommentar til de mange fredsbevægelser, der krævede nedrustning mellem stormagterne og fjernelse af langdistanceraketterne i Europa. Danmark havde det år kulderekord i januar, det første Pinsekarneval, fjernelse af giftdepoter på Harboøre Tange, fattigfirsernes indtog, indvielsen af Ungdomshuset på Jagtvej, og tiltrædelsen af Schlüters koalitionsregering.

Lige ind til i dag kunne jeg knapt huske, hvilke billeder der endte med at komme på, kun at jeg havde problemer med at finde så mange, som vi gerne ville bruge. Det skulle gå slag i slag på billedsiden, men det var ikke lykkedes mig at finde så mange, som vi skulle bruge for at dække hele lydfladen. Jeg syntes ellers, jeg havde fundet rigtig mange, men da vi sad i klipperummet, blev det pinligt tydeligt, at der langt fra var nok til at dække alle minutterne, som vi havde tænkt os.

Der kom en kort og sikkert blot konstaterende bemærkning om dette i klipperummet. Men den sved. Den sved så meget, at jeg stadig, hver gang jeg hører ”And so this is Christmas” tænker på Harboøre Tange, og at vi blev nødt til at bruge mange klip derfra for at strække materialet, fordi jeg havde fejlet.

Så sker der følgende:
I dag, 32 år efter,  går jeg ind på Bonanza, DRs arkiv, for at se, hvad der ligger tilgængeligt, og som jeg har været med til at lave. Der ligger tre ”Ungdomsredaktionen”-udsendelser, og jeg slår helt tilfældigt ned på den sidste, den, der viser sig at indeholde – juleudsendelsen!
Med nederlagets smag i munden spoler jeg frem til slutningen, lige før en Frede Fup studiekoncert, og som forventet hører jeg  ”So this is Christmas” og tænker – SHIT, det var dér, du fejlede. To- og tredive år efter!

Og så ser jeg hele sekvensen. Opdager, at der er – siger og skriver – kun TO klip fra Harboøre Tange. Resten glider i et udmærket flow, selv her set med 2014 øjne.
En kæmpelettelse. Det fungerede. Jeg huskede det som, at vi blev nødt til at bruge klip fra Harboøre Tange mindst 10 gange, og at det var frygtelig pinligt. Men vi havde dækket billedsiden præcis i det korte tempo, vi havde tænkt, og det virkede – klippene dækkede bare ikke hele sangen, så sidste billede (af en samling aktuelle børnetegninger fra Norden, der også blev klippet ind) stod ret længe.
Jeg havde glemt, at og hvordan vi havde løst problemet. Kun havde jeg ikke glemt, at det var min fejl, der ikke var stof nok.

Hvad kan man så lære af det!

Jeg fortalte min mand, hvad jeg netop havde set på Bonanza , og han slog en høj latter op: ”Tænk, at du har brugt kræfter på at ruge over det lige siden, bare fordi du lavede en mindre fejl. Måske du skulle lære at smyge den slags af dig lidt hurtigere.”
Mon ikke!  Point taken!
Så nu vil jeg glæde mig til jul. For selv om jeg ved, at gifttønderne, der fjernes fra depoterne på Harboøre Tange for evigt vil vise sig på nethinden, når John Lennon går i gang med denne pragtfulde, gribende sang, vil jeg nu vide, at der kun var TO klip derfra, og at det er menneskeligt at fejle.

Man lærer jo heldigvis af fejl. Jeg lærte, at jeg altid skal være godt forberedt. At huske at have noget ekstra med, og hellere skulle vælge fra end mangle, når man laver TV, radio, samler stof til en artikel, laver præsentationer, og alt det andet jeg laver i dag. Hellere for meget og skære fra, end mangle. Være forberedt. Det sidder dybt i mig stadig.

Jeg fortæller dette ret personlige, fordi jeg er 100 procent sikker på, at mange andre er som os elefanter, der husker det hele.
Det behøver man altså ikke!
Det er lige så vigtigt at komme videre efter en fejl, som at lære af den.