Om at miste en tvilling

Tvillinger bliver født samtidig, men dør ikke nødvendigvis samtidig!
Nogle når aldrig at stifte bekendtskab med verden, men dør ved fødslen, andre mister deres tvilling senere i livet ved ulykker, sygdom, selvmord eller af alderdom. Men uanset hvornår den anden tvilling dør, medfører tabet ofte en markant reaktion. Det er ikke kun et andet menneske, der dør, det er også et tvillingeskab, der rammes. Et næsten ubærligt tab, som er svært at forstå for dem, der ikke er tvilling selv.

Jeg er tvillingemor. Mine enæggede sønner er i dag 23 år, men jeg gruer for den dag, hvor den ene af dem dør.
Præcis som andre tvillingeforældre, og præcis som tvillinger, der inderst inde véd, at deres medtvilling ikke lever evigt.

Nu er jeg ved at skrive en bog om at miste en tvilling, og jeg har brug for DIN hjælp til at crowfunde produktionsomkostningerne!
Læs en nærmere beskrivelse her, hvor du også kan bidrage.

Bogen “Tvillingetab” er på vej nu
Tvillingetab - bogen om at miste en medtvilling eller et tvillingebarnAt  være en efterladt tvilling, en Lone Twin, som det hedder på engelsk, er der skrevet stort set ingen ting om på dansk. Men det bliver der nu!
Jeg har igennem en årrække arbejdet på bogen “Tvillingebilleder – om at miste en medtvilling eller et tvillingebarn”.
Til den har jeg interviewet i alt  syv forældre, et sæt bedsteforældre, og 13 tvillinger i alderen fra 22 til 93 år om deres oplevelse af dødsfaldet og især tiden derefter. Plus at jeg har været i England for at tale med en ekspert.

Jeg har været omkring nogle forlag for at høre, om de ville udgive bogen, men der har ikke været den store interesse, og det undrer mig: I Danmark er der ca 110.000 tvillinger, og halvdelen vil opleve at miste den anden.
Bogen er også til de forældre, som mister det ene tvillingebarn, typisk lige omkring fødslen eller kort efter, og som står tilbage i dilemmaet mellem sorg og glæde.
Og så er der fædre og mødre, bedsteforældre og ægtefæller, børn og venner til de voksne tvillinger, som gerne vil vide, hvordan de skal tackle den vanskelige situation, når en tvilling dør.
Så der er mange, der har brug for denne bog.
Og derfor er jeg gået i gang med at udgive den selv.

Hvordan tackler man et sådant tab? Hvordan har andre gjort? Der findes ikke nogen nem opskrift på dette, men beretningerne i bogen giver mulighed for at spejle sig i, hvordan andre har levet videre som efterladt tvilling.

De forskellige typer af tab og reaktioner
Jeg har været i England for at interviewe en af dem, hvis ikke dén, der ved allermest om efterladte tvillinger, psykoterapeut/psykolog Joan Woodward som har stiftet netværket Lone Twin Network og selv er enægget tvilling, der mistede sin søster i en alder af fem år.
Hun  har interviewet flere end 200 efterladte tvillinger og redegjort i bogen Lone Twin om reaktionerne fra både tvillinger, forældre og andre i omgivelserne.
I min bog fortæller Joan Woodward om de forskellige typer af tab og om de reaktioner, tvillinger ofte har. Reaktioner som at føle, man lever halvt, at føle, man skal leve for den anden, lettelse, især hvis den ene tvilling har været syg, vanskeligheder med at knytte sig til andre, oplevelsen af at den anden stadig er der, og ikke mindst reaktioner fra omgivelserne. Hun beskriver særligt, hvor meget forældrenes måde at håndtere tvillingebarnets død betyder for den overlevende tvilling, et tab der efter hendes mening aldrig må forties over for barnet.
Hun berører også det kontroversielle emne om tvillinger, der mister medtvillingen i fostertilstand eller ved fødslen, kan have sin egen erindring om sin bror eller søster.
Dansk Forfatterforening har støttet min bog med 9000 kroner til rejsen til England, Tak for det!
Her kan du høre Joan Woodward, som jeg interviewede i juli i år.

Jeg er nået langt, men mangler det sidste:
Jeg mangler penge til at få lavet et professionelt omslag til den trykte bog, (Kirsten Sonne, grafiker har lavet webudgaven, som du ser på siden her), mangler til trykningen af de første 400 eksemplarer (hvoraf 100 alene skal til pressen), og jeg mangler til professionel hjælp til at få lavet mit wordmanus om til en ebog. Jeg mangler også midler til at holde en bogreception,  hvor jeg vil vise en ganske speciel film om at være Lone Twin, produceret af en belgisk dokumentarist og tvilling, Anne van der Wee, en film på 70 minutter. Jeg mangler til lokaleleje og selve udgifter ved selve receptionen, der allerede er fastsat til fredag den 26. september 2014 på La Oficina i København. Tvillinger og tvillingerelaterede samt presse kan faktisk allerede tilmelde sig bogpræsentationen, men der er et begrænset antal pladser, så man skal skynde sig.
De konkrete udgifter beløber sig til  i alt 29.000 kroner (budget kan fremsendes)

Jeg har selv skudt min arbejdskraft ind i projektet og yderligere selv dækket de omkostninger, jeg har haft ved rejse rundt i Danmark, til hjemmeside  og til øvrig research, korrektur og presseindsats, ialt 37.000

Jeg må også hellere tilføje, at dette ikke er min første bog – jeg har skrevet flere end ti bøger, heraf tre om tvillinger, samt en række bidrag til antologier og fagbøger til forældre.

Oven for kan du finde den korte videoforklaring på, hvorfor jeg søger midler til bogen.
Her neden for fortæller jeg mere om to episoder, der virkelig har gjort indtryk på mig, og som er med til at styrke min overbevisning om, at der er mange, som har brug for denne bog!

Tak for dit bidrag!

Abelone Glahn

 

Abelone Glahn

Leave a Reply Text

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.