Ny netetikettee mod 24/7 invasion
I fredags afviklede Centre for Network Culture på ITU et live og online seminar om Mobility and Location in Social Network. Først og fremmest et rasende spændende emne, dernæst tak fordi det blev afvilket online, for jeg kunne ikke deltage i København, men kunne hoppe på onlineversionen, se live med, stille spørgsmål og fange stemningen i salen.
Det, der tiltrak min opmærksomhed, da jeg læste programmet, var indlægget fra Ana Maria Nicolaci-da-Costa, som holdt et oplæg om, hvorvidt man kan være på 24/7 og om der udvikles en netetikette, der kan beskytte en mod invasion fra både en selv og andre, når man kan være på hele tiden og tilgængelig for alle.
Ja, var svaret – baseret på iagttagelser og spørgeskemaer hovedsagelig til den brasilianske bybefolkning. Ana-Maria fremhævede, at det ser ud som om man som menneske automatisk tilpasser sig det konstante bombardement af muligheder for at være på, og det stigende pres for at være det hele tiden ved at skabe en ny etikette, som tager højde for folks vaner.
Hendes iagttagelser viser, at der langsom er ved at danne sig en måske uudtalt gensidig overenskomst om at respektere hver enkelts levevis, så selv om man kan være på hele tiden, accepterer man den enkelte forskellige håndtering af mulighederne og også, at selv om man måske ER tilgængelig hele tiden, er det ikke sikkert, den enkelte bryder sig om at blive kontaktet på alle typer platforme.
Hendes iagttagelser viser altså, at folk virkelig prøver at tage højde for og hensyn til andres vaner og måder at bruge både onlinemedier og mobiltelefoner for at maksimere udbyttet og minimere ubelejligheden.
Der vil formentlig vil danne sig en gensidig overenskomst mellem mennesker om at tilpasse sig den enkeltes karakter og personlighed i brugen af de mange tjenester. Som eksempel gav hun en kvinde, der aldig ville skrive SMS til sin læge, endsige ringe, men kun emaile til ham, og et andet eksempel var en yngre, noget tøvende kvinde, der hele tiden havde fornemmelsen af at ulejlige en anden og derfor højst ville ringe til hende, hvis det var virkelig vigtigt, helelre skrive en SMS, og måske – hvis henvendelsen kunne være langvarig allerehelst skrive en email, frem for at ulæejæige med en lang telefonsamtale.
Måske evident, men alligevel ikke – i hvertfald er der for eksempel mange, der bare fordi man en enkelt gang har svaret på en arbejdsmæssig email eller arbejdsmæssig SMS en sen aften, forventer, at man er på konstant, og ligefrem også kan klages over, hvis man ikke svarer. Mange af denne blogs læsere kender det sikkert selv – man gider ikke rigtig skifte ikon på Skype, men står som, at man er “til stede”, men det er jo ikke det samme som at man er til stede for alle og enhver søndag aften.
Hendes bud var, at der skulle en gensidig træning til: Hvis man vil undgå overload og invasion af alle, i virkeligheden også af en selv, skal man tydeligt udtrykke de forventninger, andre kan have til en om måden, man ønsker at være på, og selv kombinere forventningen med et rigtigt tilvalg af kommunikationskanal overfor den enkelte person.
Lokationsbaserede tjenester kan ændre netetiketten
En anden pointe, hun fremhævede , var, at de nye lokaltionsbaserede tjenester muligvis vil ændre måden, vi er tilgængelige på, af rene og skære sikkerhedsmæssige årsager. Det kan – muligvis specielt i Brasilien – være uklogt at angive hvor man er på hvilket tidspunkt. Men hun kunne endnu ikke sige noget sikkert om, hvordan det ville ændre brasilianernes vaner , kun at hun allerede nu havde iagttaget, at mange skjuler deres private oplysninger, på samme måde som de gjorde, da ICQ kom frem. De virtuelle kroppe skilles så at sige fra de fysiske.
Se liveoptagelsen her
