Ni essenser fra The long tail – kommer nu på dansk
For nylig fløj jeg gennem “The long tail” af Wireds redaktør Chris Anderson.
Fløj, fordi bogen er let læst, fløj, fordi bogen satte mig i et utrolig godt humør – så var alt det, jeg har gået og tænkt om nettets uendelighed og enorme kapacitet, som kan komme nicherne til gode, jo korrekt og her sat ind i en målelig ramme, og fløj, fordi jeg engang imellem – og dette var så et af tidspunkterne – bliver helt høj af af føle, vi er midt i en skabelsesperiode.
Ikke en stabiliseringsperiode, ikke en konsolideringsperiode, men en periode, hvor tingene udvikler sig minut for minut for øjnene af os.
Det er sådan en stor fornøjelse at være med i, for det føler jeg, jeg er, med de ydmyge bidrag mit virke kan komme med. (Jeg går i øjeblikket og arbejder med nogle net-nicheproduktioner til mit tvillingepublikum og mit fri-agent-publikum (dog kan jeg ikke fortælle endnu hvad det er), og de rammer direkte ind i Long tails tankegang.)
The long tail er der flere forlag, der har slåsset om at få til ret til at udgive på dansk, og så vidt jeg er orienteret, er det Gyldendal, der er gået af med sejren.
Den skulle komme i det nye år.
Her er et par indlæg på Kolophon om the Long tail
Michael Ørting Christiansen er forfatter hertil.
INDHOLD
Som den journalist jeg er, læser jeg bogens slutning først, dernæst hele bogen, og så slutningen igen.
“Long tail rules”, hedder sidste afsnit.
Jeg uddrager et par af Chris Andersons rules og essenser:
Hvis du vil skabe en forretning ud af de ting, der kan ligge på nettet og hentes ned, så skal du
1. Gøre alt tilgængeligt
2. Gøre det nemt for mig at finde det.
Chris Anderson stiller ni regler op for at kunne drive denne forretning rentabelt, og her kommer min fortolkning af dem:
Regel nr 1
Læg hele lagerlisten ud digitalt.
Lad kunden se det hele. Ikke som i egentlige varehuse og forettninger, hvor ikke alt er fremme hele tiden. Kunden vil have adgang til alt.
Regel nr 2
Lad kunderne gøre arbejdet
I stedet for at bruge dyre reklamekroner på kampagner mv. så lad kunderne udføre markedsføringen – det er ikke “outsourcing”, siger Chris Anderson, det er “Crowdsourcing”.
Et godt eksempel er bruger-anmeldelser af bøger, som ofte bliver regnet for langt mere værdifulde og troværdige end bibliotekarers eller litteraturanmelderes skriverier.
Regel nr 3
Brug flere distributionsmetoder – den samme passer ikke til alle.
Nogen vil helst ind i en forretning, nogen vil helst i onlineshop. Nogen vil kunne se et stort udvalg igennem, andre vil kun have få valgmuligheder.
Tilrettelæg dit site så det tilgodeser flere kundetyper. De bedste Long tail forretninger ophæver tid og sted – det er hverken vigtigt, hvor du handler fra, eller hvornår du er på.
Regel nr 4
Del produktet op i mikrodele.
Hvorfor tror man, at folk vil købe en hel bog ad gangen – når det måske kun er den ene opskrift de går efter i kogebogen ? Gør det muligt at købe dele af produktet.
Regel nr 5
Differentier priserne
Ja, det er jo indlysende følge af de to foregående punkter, men tænk også lige over, at man ikke nødvendigvis skal dele prisen op i styk.
Det kan også være, at de mest populære varer skal koste lidt mere end de mindre populære varer.
Regel nr 6
Del information og viden
En enorm lagerliste er uoverskuelig. Gør rangordningen tydelig gennem at dele information om vurdering af fx indhold , pris, fremstiller. Megen information er god, men kun hvis den bliver præsenteret på en sådan måde, at den hjælper med at træffe beslutningen om valget frem for at forvirre kunden endnu mere.
Regel nr 7
Tænk “og”, ikke “eller”
Der er overflod. Tilbyd overfloden. Tilbyd ekstra muligheder. Der kan for eksempel være alternative slutninger på film. Du kan få en film med een slutning, og du kan også få den med en anden. Llæg mærke til, at der ikke blev skrevet “eller”. Du kan jo ligeså godt få begge dele, ikke !? “og” er en nemmere beslutning end “eller”.
Vi kender det jo godt: Hvad vil du helst have – dét eller dét? Hvorfor ikke – Jeg vil gerne have både og.
De digitale omkostninger ved at kunne levere begge dele er forsvindende små.
Regel nr 8
Hav tillid til, at markedet gør arbejdet for dig.
På onlinemarkedet kan du til enhver tid måle, hvad der er efterspørgsel efter.
Lad være med at forudsige, hvad der bliver en sællert. Mål på henvendelserne og vær i stand til at respondere på dem – levere derefter.
Regel nr 9
Forstå styrke i at give noget gratis
Bare tag Skype – et gratis program, der på få måneder får en worldwide udbredelse.
Det, der koster, er biprodukter, forbedringer, opgraderinger, noget ud over det gratis.
Forær noget væk, og tjen pengene på andre ydelser, som er forbundet med hovedydelsen.
Til slut bevæger Anderson sig ud i, hvordan the long tail kommer til at se ud i fremtiden.
Han beskriver blandt andet, at den teknologiske udvikling gør, at vi formentlig ikke alene kan udprinte det sidste digitale foto, vi har taget, men at det også kan lade sig gøre at “printe” en ramme, altså at lave rammen i en 3Dprinter, der “formstøber” det, vi har tegnet på PCen – for eksempel en billedramme.
Måske, skriver han, lyder det som science fiction ( red.anm. den der 3D printer har dog været omtalt et par gange, så helt langt væk er det nok ikke), men igen, siger han, man havde jo heller ikke for ti år siden troet, at man i dag kunne rende rundt med et helt musikbibliotek i sin baglomme.
Brian Dues artikel om den long tail artikel i Wired, som startede det hele
Dejlig bog, lige til juletræet. Glæder mig til at den kommer på dansk.
Du har fat i den lange ende, Abelone, The Long Tail eller Den lange hale, som den sandsynligvis kommer til at hedde på dansk, udkommer på Gyldendal en gang i løbet af foråret. Jeg brugte en stor del af efteråret sidste år med at oversætte den, og ligesom dig synes jeg temmelig godt om bogen og dens optimistiske budskaber.