MENS jeg bliver gammel

”Når jeg bli’r gammel, så vil jeg sidde på en bænk, der hvor havet slår ind over molen, og spise mandler med myntestænk og æbler med lommekniv i solen.” Jeg tror ikke, der er mange på min alder, der ikke kender Gnags’ og Peter AGs sang fra 1989. Den er skrevet, da Peter AG var 37 år, og hvor bandet forestillede sig, hvordan det er at være gammel.

Jeg har konstateret, at jeg snart er gammel. I hvert fald godt på vej til at være gammel, og jeg glæder mig til at sidde med min lommekniv og et æble i solen.

Om ganske kort tid fylder jeg 67 år, og SÅ er man gammel i Danmark. Det er i hvert fald sådan, man generelt stemples af andre aldersklasser, når man kommer til folkepensionstidspunktet. Og efter dette tidspunkt er der ingen, der regner med dig. Det er måske groft sagt, men sagen er, at det først er nu, der for alvor begynder at være interesse for dem, der er over 67, fordi vi nu har arbejdskraftmangel.

Danmark er en lønmodtagernation, og når man holder op med at være lønmodtager, ER man ganske simpelthen ikke til mere i det offentlige rum. Man forsvinder eller rettere , man glider ind i en stor grå masse, som ingen ser. Slet ikke, når du tillader dig at være folkepensionist og stadig erhvervsaktiv, og endnu mindre, når du er selvstændig og stadig i gang!

Sådan oplever jeg det. Et meget godt eksempel er, at når man ser på de fleste generelle statistikker i Danmarks Statistik, så slutter de efter pensionsalderen. Kurvediagrammet viser måske alderen i 10, 20, 30, 40, 50, 60 år, men til slut står der 67+. Derefter er ALLE skåret over én kam.

”Nåh, dem fra 67 til 107 år!”

Men der er kæmpeforskel på at være 67, 77, 87 og 97, for ikke at sige 107 år.
Jeg bliver 67 år om en måneds tid. Min mand er 80. Er der forskel på vores livssituation? JA for pokker da. Men det er, som om vi bliver opfattet som én masse: Fra 67 til døden indtræffer.

Statistikken siger, at jeg bliver mindst 20 år ældre. Og at der i 2040 vil være så mange over 65, at de tæller hver fjerde borger. Jeg tror alene af disse demografiske årsager, at vi bliver mere synlige i gadebilledet i de kommende år, men jeg er lidt i tvivl om, hvor hurtigt de yngre opdager, at vi ligefrem også har et righoldigt og meget forskelligt liv efter det 67. år.

Hvis jeg spørger dig, om du synes, der er forskel på at være 20 og 40 år, er svaret ganske givet ”JA, mon ikke!”
Så hvordan tror du så, det er at blive slået i hartkorn med samtlige, der blot har passeret en administrativt fastsat dato, men hvis livssituationer, fysiske kunne, mentale helbred, livsinteresser og prioriteter, økonomi, familie, bolig er så vidt forskellig som de næsten kan være?

– Tag en tudekiks, Abelone, kan jeg høre nogen sige.

Det har jeg nu ikke tænkt mig. Jeg har tænkt mig med denne blog at sætte ord og billeder på, hvad jeg oplever i disse år. Gøre det private politisk.

Dette er en af de større livsovergange, og jeg savner spejlinger. Det er jeg nok ikke den eneste, der gør. Som jeg ser det, pibler det frem mange steder med beskrivelser af både denne overgang og de næste livsfaser. Dette vil jeg gerne give mit bidrag til.

Vi bliver ikke gamle på én og samme måde den dag, vi runder folkepensionsalderen. Vi er lige så forskellige, som dagen inden pensionsdagen rundedes. Og eftersom jeg statistisk set bliver 20 år ældre end jeg er i dag, er der også mange år til at lave meget forskelligt i mange forskellige tempi og formentlig med meget forskellige kræfter.

I Australien har de forstået det: Dér inddeler man borgerne i flere forskellige grupper og differentierer tillige lovgivningen herefter. Meget kunne vi lære af dem.

50-60-årige bliver kaldt Empty nesters (Når børnene er flyttet fra reden),
60-70-årige hedder New Retires,
70-80-årige hedder Seniors, og
80 og derover hedder Older Australians.

Bloggen skifter fokus

Jeg vil gerne publicere en stærkt personlig, men ikke privat, blog om udfordringer og glæder, mens man bliver gammel. En blog, som læseren på en og samme tid kan spejle sig i og lære noget af.
Om alt det, man ikke lige vidste eller havde tænkt over, kunne blive aktuelt for en selv, for ”jeg er da slet ikke så gammel endnu”.

Bloggen, som mange af jer har fulgt siden 2005, vil stadig komme til at indeholde indlæg om LinkedIn og digital chikane, som er noget af det, der arbejdsmæssigt interesseret mig mest i disse år, men seniorlivet fylder mere og mere, både professionelt og privat.

Hvem er jeg i dag

Foto: Henrik Morell, www.boligpodcasten.dk

Jeg er i dag 66 år, bliver 67 i juli (2022), er journalist af uddannelse, stadig erhvervsaktiv med enkeltkvindes virksomhed inden for kommunikation og har skrevet bøger om at være selvstændig, bl.a i bogen ”Senior og selvstændig”.  Bor i København i en 69 m2 toværelses ejerlejlighed med lille haveterrasse sammen med min mand. Vi bor i et ejerfællesskab med 154 andre seniorer. Min mand er musikeren og sangeren Peter Abrahamsen, der er 80 år. Til sammen har vi seks voksne børn og fire børnebørn.

For et år siden vendte vi tilbage til København efter at have boet på Falster i 21 år. Peter er også stadig erhvervsaktiv og spiller, men knap så meget som tidligere. Downsizingen har jeg lige skrevet en bog om, og jeg kommer selvfølgelig ud i de næste mange måneder med foredrag herom.

Vi opfatter os som repræsentative for seniorlivet på en række områder, for eksempel det at skulle forlade arbejdsmarkedet og finde ny identitet, det at føle sig for ung til at være gammel og for gammel til at være ung, eller det at skulle tage vanskelige samtaler med sine børn om flytning og aldring.

Hvad kalder du dig selv?

Så du kommer til at følge med i vores liv på godt og ondt. God fornøjelse – jeg vil meget gerne høre fra dig her på bloggen. Hold dig ikke tilbage med kommentarer.

For eksempel hvad synes du om udtrykket ”de nye gamle”? Jeg kan rigtig godt lide det, fordi det indeholder en finurligt drejning af at være gammel. Men min mand, der er 14 år ældre, kan ikke fordrage udtrykket og slet ikke ordet gammel.

Så, hvad kalder du dig selv? Gammel, pensionist, senior, ældre?

Jeg slutter lige med en linje fra sangen: ”Når jeg bliver gammel, så er du gammel selv!”

Når jeg bliver gammel
så vil jeg sidde på en bænk,
der hvor havet slår ind over molen
og ta’ mod duglette perlestænk
af hav når det glitrer i solen.

Når jeg bli’r gammel, (uh)
skal bugten være så fuld af liv.
Der hvor havet slår ind
at du kan fange det li’så let
som en dreng med et net på en bambuspind.

Når jeg bli’r gammel, ja,
så vil jeg sidde på en bænk,
der hvor havet slår ind over molen
og spise mandler med myntestænk
og æbler med lommekniv i solen.

Når jeg bli’r gammel, (uh)
skal byen være så fuld af liv.
Der hvor solen går ned,
for intet liv gemmes væk
for at forsvinde helt alene med sin ensomhed.

 Når jeg bli’r gammel, ja,
så vil jeg sidde på en bar,
der hvor havet slår ind over molen
og dele rødvin og memoirer
med de andre gamle i solen.

Når jeg bli’r gammel, (uh)
skal byen kende til kærligheden.
Der hvor solen går ned,
der er et lys der rækker helt ind til land
på den anden side af ensomheden.

||: Når jeg bli’r gammel –

 Sjovt nok fortælles det om videoen, at Gnags-medlemmerne blev sminket gamle, da de optog den og følte sig virkelig gamle. Sangen er skrevet som hyldest til Peter AGs morfar, der netop var ham med lommekniven.