Ja tak til flere hylder for seniorer i livets supermarked

28. juni 2022 Abelone Glahn

50+, De Nye Gamle, mensjegblirgammel, Senior, Seniorer

STOK, TIMEGLAS, LIG, URNE

Jeg tog udgangspunkt i spørgsmålet om stereotyper, der påvirker mulighederne på arbejdsmarkedet for aldersmodne. (Det er i øvrigt et ord, der kommer fra Anette Thaulow fra HRfirmaet Resources , da talen faldt på sprogbrugen i en diskussion på LinkedIn.)

Stereotyperne, der fastholder os i et for mig at se dybt forældet billede af, hvad en person i forskellige aldre er, vises meget, meget tydeligt i fire skulpturer, der står foran PFAs hovedkontor i Københavns Nordhavn.
Det er kunstneren Bjørn Nørgaard, der har lavet dem: Barndom, Ungdom, Voksendom og Alderdom. Fire tumlinger i hver deres metal og besmykket med symboler for deres alder.

Blandt symbolerne, der er støbt ind i det rustne jern på Alderdommen, er en stok, et afskåret ben, et lig, et timeglas, et kors, en urne, og en Madam Blå kaffekande.

For dét er det gængse billede; den hyppigste fortælling; dét, vi hele tiden præsenteres for, når vi taler om alderdommen. Og den opfattelse rammer især, når tidspunktet for den officielle pension indtræder. I mit tilfælde, er jeg født i juli 1955, så jeg bliver folkepensionist som 67-årig.

Det er om 15 dage!!! FORUDE VENTER KAFFEKANDEN, STOKKEN OG URNEN.

Men, når man er kvinde og allerede er blevet 67 år, har man statistisk en chance for at blive 88.
Jeg har således mere end 20 år tilbage at tømme kaffekander i.

COMPUTER, CYKEL, BØGER, GLOBUS, KAMP

Jeg er bare slet ikke dér. Symbolerne fra Voksendommen er meget mere mig, (fabrik, bil, opadstigende trappe, tandhjul, flyver, raket), og jeg kunne faktisk spejle mig i endnu flere symboler fra Ungdommen (Computer, telefon, sex, sport, høretelefoner, cykel, bøger, globus og en hånd rejst i kamp som knyttet næve. )

Voksendom

PFA ungdom

Men i alderdommen er man simpelthen dømt til at være pleje- og omsorgskrævende.

Historisk er det muligvis korrekt: Pensionsalderen 65 er indført i 1887 af den første rigskansler i det tyske kejserrige, Otto von Bismarck. Jeg er sikker på, man var både nedslidt og omsorgskrævende som 65, nærmest en bloc.
Det er bare ikke sådan, det ser ud i dag.

FLODBØLGEN KOMMER

Og når det handler om ønsket om at arbejde videre efter pensionsalderen, følger den gamle opfattelse af alderdommen desværre med.
”Du skal da holde op, trække dig tilbage, neddrosle, nyde dit otium i en ”otiumstol” eller se at komme ud til de andre på golfbane, på krydstogt med pool og drinks”. Og ”Nu skal vi hjælpe dig med at finde steder, du kan være frivillig, for vi kan virkelig bruge dine hænder!”

Bjarke Oxlund, professor i antropologi (th) og Jesper Brask Fischer, programchef i pensionskassen PFA (tv).

Det er den sang, vi hører fra fagforeninger, arbejdsgivere, pensionskasser, kommercielle selskaber, forsikringsselskaber – og politikere. Selv om de sidstnævnte meget gerne vil have os til at blive lidt længere, som de siger i fakta supermarkederne.

Ja. Mange af os vil gerne blive lidt længere! Men generelt falder det simpelthen endnu ikke de selvsamme instanser naturligt at orientere om et fortsat arbejdsliv! Og det kan undre. Almindelig demografi og sundhedsstatistik har længe varslet nødvendigheden af et meget mere fleksibelt arbejdsliv, der passer seniorerne.

Jeg forudser, at der kommer en flodbølge af mine jævnaldrende, der kræver langt større smidighed i stat, kommune, fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer og pensionsselskaber, hvis vi skal blive ved med at arbejde meget længe. Se os, lyt til os, kom vore behov i møde og forstå, at også I vil få gavn af en anden opfattelse af alderdommen.

Når jeg påstår, at der kommer en tsunami af seniorer (som Jesper Brask pointerede: ”Senior” er det ord, der vækker mindst modstand), som vil kræve en anderledes håndtering af arbejdslivet efter den formelle pensionsalder, så er det i bund og grund, fordi den nuværende håndtering opleves respektløs.

Det føles respektløst, når man ikke oplever at kunne imødekommes på de forskellige behov, man har, men bliver skåret over en kam.

JAMEN – VIL VI ALLE ARBEJDE VIDERE?

På Folkemødet tog en aldersmoden læge ordet og påpegede, at vi i panelet vist var meget privilegerede, og nærmest happygolucky i vores ´68agtige måde at tale om ældre på. (Jeg var som den ældste i panelet vel at mærke kun 12 år, da 68-generationen vendte op og ned på det hele).
Vi glemte, tror jeg han mente, at der er mange, som vitterlig kan spejle sig i alle symbolerne i den rustne tumling.

Jeg giver ham selvfølgelig ret – og jeg kommer da også selv til at gå med støttestrømper en dag, lige som jeg allerede oftere tænker på stok, urne og død. Vi, der kan arbejde videre, er i en eller anden form privilegerede – selv om jeg så sandelig også i min arbejdsiver oftere og oftere tænker på, at nu må det godt snart klinge af.
Men jeg vil altså ikke slås i hovedet hver gang med, at det ikke er alle, der kan det. Det er med til at fastholde en entydig opfattelse af alder, hvis vi hver gang skal indrette alting efter dem, der ikke er så raske og rørige.

Jeg siger ikke, at vi alle kan, og vil arbejde videre, men jeg siger, at vi savner et helt nyt perspektiv på alder. VI ER MEGET FORSKELLIGE, og det skal der tages højde for. Men i øjeblikket bliver vi slået i hartkorn.
Vi bliver opfattet som én enhed, og vi bliver også behandlet derefter. Danmark er en lønmodtagernation, og al lovgivning er indrettet derefter

MEN VI TRÆNGER TIL NYE BILLEDER, NYE FORTÆLLINGER PÅ DE MANGE ÅR, SOM LIVETS SIDSTE KAPITLER TÆLLER.

Primært trænger vi til at fortælle mange flere positive historier om dem, der netop i kraft af, at de – mere eller mindre ramt af fysiske forhindringer – arbejder videre, fordi det er dét, de mest har lyst til.
Fortællinger, der beskriver, hvordan det kan lade sig gøre – med gode seniorordninger, nedsat tid, forskudt arbejdstid, opgavebaserede opgaver eller som selvstændige, der selv bestemmer over tid og opgaver.

Jeg ved ikke, hvad vi skal kalde os!
Men jeg går ind for, at man i stedet for at inddele os meget skarpt og afgrænset inddeler os og indretter lovgivning og arbejdsmarkedet efter, at vi kan være meget forskellige steder i arbejdslivet, og at vi derfor har forskellige ønsker til en fortsættelse.

Inddelingerne skal måske snarere gå på, hvad der karakteriserer os, end de skal gå på alder.
Som det er nu, slås vi i næsten hartkort fra 50+ til 100+, og i hvert fald fra 67+ til 100+.

Det er jo ikke holdbart.

FLERE TILBUD PÅ HYLDERNE

Lad mig slutte med at konstatere, at det at blive gammel er ligesom at få børn eller hund:
Der er hylder i supermarkedet, man aldrig har lagt mærke til før. I øjeblikket står der kun stokke, kaffekander, timeglas og urner. Dem kan vi ikke undgå. Men hylderne skal også fyldes med andre relevante og friske tilbud. For at være Ældre er ikke det samme som at være Omsorgskrævende.

Anette Tybjerg-Jeppesen, ph.d.-stipendiat i psykologi, og Dorrit Boilerehauge, stifter af @SilverstarterInitiative, model og forsker i mode og branding ved AAU. Og mig.

Jeg har en hel bestillingsliste med i dag til indkøberen, hvis der bliver tid til det. Og så skal hylderne op i øjenhøjde.

Vi skal beskrive disse hylder meget mere, være konkrete, meget mere positive og meget mere i respekt for, at vi IKKE er én gråhåret masse fra 67 år til 97, men en meget divers, levende og aldersmoden gruppe.

Den numeriske alder er simpelthen ikke en entydig måde at definere livsfasen efter, fordi vi har så forskellige forudsætninger ud fra, hvordan vi har levet de første mange år. Helbred, økonomi, bolig, interesser, relationer og kræfter afgør, hvor vi er, når vi bliver gamle.

I et kommende indlæg vil jeg beskrive, hvad jeg mener, man kan gøre for især de selvstændige, som forbliver på arbejdsmarkedet, og når det indlæg kommer, skal jeg nok linke hertil.