I morgen udløber jeg!

Om at krydse den administrativt fastsatte aldersgrænse og nu blive folkepensionist

I dag er det sidste dag, jeg er ikke-folkepensionist. I morgen ved denne tid har jeg rundet de 67 og det offentlige – og muligvis også andre – vil frem over definere mig som folkepensionist eller bare pensionist. Fra i morgen vil rejsekortmaskinen blæse ordet PENSIONIST lige op i ansigtet, hver gang jeg tjekker ind, dog har de i et mindste fjernet det ikon, der en gang viste en krumbøjet person.

At fødselsdagen falder sammen med, at begge mine kreditkort udløber, både mit kort til mit firma og mit private betalingskort, véd jeg ikke, om er en tilfældighed, men det har da i den grad forstærket fornemmelsen af at løbe ud. Næsten dagligt har jeg fået påmindelser om, at mine kort udløber på den ene eller den anden tjeneste, jeg har tilknyttet kreditkortene til, og jeg føler det som en taktfast udklapning, som når man klapper en død scenekunstners kiste ud af kirken, stort set det eneste tidspunkt, jeg har oplevet accept af at klappe i en kirke.

Drukner i breve

Følelsen af at noget stort og dramatisk er under opsejling har været forstærket af den tsunami af breve, der er strømmet til mig i de sidste måneder. Jeg ved ikke, om du, læser, tilhører den generation, der enten som barn eller som forældre til et barn har set den første Harry Potter film. Her modtager Harry en dramatisk strøm af breve, der flyver ind ad skorstene, brevsprækker og vinduer for at nå frem til ham og fortælle, at han er optaget på Hogwarts.

Sådan har jeg oplevet, at strømmen af breve, der godt nok i e-mail-form er tilflydt mig ind gennem diverse offentlige brevkasser fra Udbetaling Danmark, fra skattevæsnet, fra pensionsselskaber, forsikringsselskaber, you name it, jeg har formentlig fået dem alle! Breve, som alle sammen fortæller mig, at noget stort, noget livsforandrende er under opsejling.

Du ophører nu!

Det skal jeg love for, at det er. Aldrig har jeg fået så mange, så uigennemskuelige breve, der fortæller mig om forhold, der ændres, eller ophører, forhold, jeg dybeste set ikke rigtig vidste, jeg var underlagt, men som nu ændres. Eller som jeg skal tage stilling til.

For eksempel, at jeg skal huske at søge om folkepension – for det er man holdt op med at give automatisk. For at få folkepension skal jeg angive, hvad jeg som selvstændig har tænkt mig at tjene det næste år. Engang troede jeg, at man bare fik en fast takst, men nej, det skal udregnes på sindrige måder, som jeg simpelthen ikke fatter. Grundbeløb og pensionstillæg, og for at forvirre begreberne helt er der også noget, der hedder tillægsprocent, som også skal udregnes.

Da jeg er selvstændig, skal jeg angive, hvor meget jeg regner med at tjene resten af året, så jeg skal ikke kun estimere ud fra mit årsregnskab, som jeg heldigvis netop i år har fået lavet meget tidligt, jeg skal også sjusse mig frem til, hvad jeg vil tjene resten af året – hvilket for en freelancer kan være en lille smule svært, og efter corona helt uforudsigeligt, hvis vi for eksempel får en omgang nedlukning igen. To uger inden denne dag fik min mand også et brev, hvori han  bliver anmodet om at angive, hvad han tror, han kommer til at tjene, for vores pensioner er jo ikke individuelle – de er afhængige af hinandens indkomster 2022 ud – det er først næste år, at min indtægt ikke kommer til at påvirke min mands pension og vice versa.

Jeg søgte folkepension i tide og fik et fint brev med titlen ”Du får folkepension”. Jubii ! 

Man kan søge folkepension et halvt år, inden man har ret til den (hvilket man har på forskellige tidspunkter, alt efter hvornår man er født. For mig ved min 67. fødselsdag.)

Hvis man glemmer det, kan man få den med tilbagevirkende kraft, hvis man når at søge inden den 10. i den femte måned, efter man har nået folkepensionsalderen. Og dette gælder i øvrigt kun, hvis du har nået FP-alderen inden 1.9.2017. Det spænder for vidt at gå i flere detaljer i dette blogindlæg. Følg dette link til, alt det, du skal tænke over før du når folkepensionstidspunktet

Der er så også noget, der hedder tillægsprocent, og det har jeg simpelthen ikke fattet ud over, at det er noget, som dem, der stort set ingen opsparing eller værdier har, og som derfor kan få lidt hjælp. Jeg er bare superglad for, at mit pensionsforsikringsselskab, Danica, mindede mig om,  at jeg skulle søge om folkepensionen – ellers havde jeg ikke fået det gjort.

Skal jeg udskyde folkepensionen?

Blandt de ting, jeg også skulle tage stilling til, var om jeg ville have udskudt folkepensionen. For at være helt ærlig er det ikke det, der har været nemmest at finde ud af, og jeg har til slut blot stukket fingeren op luften og mærket, hvor min fornemmelse sagde mig, hvad det var bedst at vælge. Jeg har valgt at få den udbetalt med det samme. Begrundelsen er, at min indtægt i de kommende år ikke vil blive så stor, at det vil være fint at have FP at supplere med. Men jeg synes, det er temmelig uoverskueligt, hvordan man regner det ud. Og i og med, at hver af os har individuelle forhold at tage i betragtning, individuelle beregninger at vurdere ud fra, er det svært at få noget ud af de i øvrigt meget sparsomme vejledninger, der ligger for, hvordan man udregner, om det kan betale sig for dig at udskyde folkepensionen eller ej. Borger.dk beskriver, hvordan man gør, men ikke om det kan betale sig i den enkeltes tilfælde. Der henvises fra Udbetaling Danmarks side til, at man finder en privat rådgiver. Det er et mønster, der gentager sig for mange af de breve, der kommer ind ad døren. ”Nu skal du høre, hvordan reglerne er – og så må du selv finde ud af resten.”

En fugl i hånden, eller….

Jeg nåede frem til, at med de marginaler, der er tale om, vil jeg hellere have en fugl i hånden end ti på taget. Det er en afvejning, der har indeholdt to hovedpunkter: Ét, der taler for, at jeg udskød, nemlig, at jeg kun er 67, ja, jeg skriver kun, for statistisk set bliver jeg ca. 82 år ifølge Experimentarium, hvis udregning medtager forskellige kriterier så som arvelige sygdomme i familien, postnummeret hvor man bor, vægt mm., mens jeg ifølge ATP bliver 86, fordi jeg allerede har klaret at blive 67.
Hvis jeg statistisk har omkring 15-19 år at leve i, ville det måske være klogt at udskyde folkepensionen, eftersom jeg har tænkt mig at blive ved med at arbejde. Men omvendt er jeg gift med en mand på 80, og vi skal nå at have nogle lystige år, inden han statistisk runder sin ATP-gennemsnitlige levealder (89 år). Dertil har vi brug for penge, som vi ikke nødvendigvis tjener, fordi vi arbejder mindre og mindre – vi skal jo have tid sammen, og det har vi ikke, hvis vi bliver ved med at arbejde meget.

Ergo, lyder min uigennemregnede ræsonnement, at jeg skal have folkepensionen udbetalt.

Hvor meget kan jeg så få? Ja, det skulle jeg så indsende adskillige oplysninger for, at det offentlige kunne udregne, og da jeg har en lille pensionsopsparing og en ratepension, endte regnskabet med det forventelige – grundbeløbet.

Her er den præcise udregning. Og beløbet, venner, er jo før skat, så jeg får hver måned 6.519 kroner.
Bare for en god ordens skyld skal jeg sige, at alene vores husleje overstiger dette beløb. Og at selv den dag, hvor jeg bliver enlig, hvis det altså er mig, der stiller træskoene først, har jeg for meget på bankbogen til at kunne søge boligstøtte.

Rådgivningen halter

Jeg har sagt og skrevet det før i denne blog: At blive gammel er ligesom at få børn eller hunde: Der er hylder i supermarkedet, man aldrig har set før, men som man nu skal undersøge indholdet af. Jeg har aldrig tidligere tænkt over, hvor meget der kunne være at skulle sætte sig ind i nu og det vælter fortsat ind med ting, jeg skal tage stilling til.

Jeg har et meget stort og dybt hjertesuk i den anledning: Tag dog og beskriv disse ting på måder, der er til at forstå. Jeg har både anskaffet mig Værd at vide (der i øvrigt ligger online) fra Ældre Sagen og Seniorhåndbogen fra Faglige Seniorer. Begge er gode at få forstand af, den førstnævnte, fordi har alle reglerne og undtagelserne, og den anden, fordi den er skrevet i et sprog, der er til at forstå.

Men at vi seniorer generelt skal søge privat rådgivning for at hitte rundt i den jungle, som reglerne udgør, synes jeg ikke er rimeligt. Det måtte være det offentliges pligt at hjælpe den enkelte med at udregne, hvad der bedst kan betale sig. Og i den sammenhæng at være den altvidende instans, der siger – ja, du kan godt gøre dét, men det vil så påvirke dét i negativ retning”. Der er ingen hjælp at hente til vurderingerne af, hvad man skal gøre i det individuelle tilfælde, og jeg synes faktisk, det er lidt frækt, at den enkelte skal ud at betale sig til en rådgivning.

Senere vil jeg skrive om pensionsopsparing og beslutningen om at få udbetalinger i rater, udskyde investere eller bruge hele molevitten på én gang. I dag skal jeg bare nyde den sidste dag, hvor jeg er ”normalborger”. I morgen skal jeg fejre dagen sammen med familien, for jeg synes, det er en af de vigtigste dage i mit liv, selv om andre har det lige modsat.

For i morgen har jeg nået skelsår og alder!

Foto: Ingrid Bugge