Hvorfor snuppes de lavthængende frugter stadig ikke ?
I dag er det præcis ti år siden, der blev holdt en konference på Christiansborg om vækst igennem mikrovirksomheder og freelancere. Initiativtagerne var Dansk Journalistforbund, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Dansk Magisterforening og Forbundet Kommunikation og Sprog, der gerne ville vise både det beskæftigelsesmæssige og det udviklingsmæssige potentiale i denne alternativt tænkende arbejdsstyrke, som vælger at gribe deres arbejdssituation lidt anderledes an end flertallet.
Forbundene holdt derfor en konference målrettet politikere, beslutningstagere, embedsmænd, forskere og rådgivere, der havde brug for et nærmere kendskab til denne type selvstændige og jobskabende lønmodtagere.
En anden form for vækst
Vi prøvede at forklare med levende eksempler, at der ligger et uudnyttet potentiale i at tænke vækst i andre parametre end antal ansatte, kvadratmeter lager og eksportmarkeder. Man kan også tænke vækst på andre måder, hvilket de soloselvstændige repræsenterer. Vækst i partnerskaber, vækst i netværk, vækst i livskvalitet, vækst i de afledte jobs, der skabes, fordi mikrovirksomheder er katalysatorer for vækst. Og vi er også med til – særligt i landdistrikterne – at tiltrække og fastholde vidensvirksomheder, at holde liv i landdistrikter og udkanter. Det vidensintensive serviceområde, hvor mange frie agenter opererer, er den største bidragsyder til nye job og virksomheder, samtidig med at den vidensintensive servicesektor er den største aftager af “kloge hoveder” og den største innovatør.
Hvad er der sket derefter?
Hvad er der så sket, siden jeg stod dér på talerstolen som ordstyrer og ventede på, at daværende erhvervsminister Bendt Bendtsen skulle komme og give os den første introduktion til, hvordan den daværende regering ville gribe området an ( ….og stadig venter…)
Ja, nogle gange synes jeg, vi har talt for døve øren lige siden: Andre gange glædes jeg over initiativer som netværket Mikronet, projektet Fremtidsfabrikken og alle de netværk, der er skudt op for selvstændige, og som samler disse mange spændende mennesker.
Jeg glædes over, at der ind imellem er projekter, som Mikromekka, der i 2013 kortlagde, hvor stor en del af virksomhederne, der i en kommune udgøres af mikroer og hvilken betydning de har for beskæftigelsen (40 % af beskæftigelsen i Vordingborg og Guldborgsund tegnes af mikrovirksomheder, som er virksomheder med under 10 ansatte ), og som gav et bud på, hvordan kommuner kan bruge mikrovirksomheder som løftestang – FIND PLANEN HER OG BRUG DEN I DIN EGEN KOMMUNE!!!
Jeg blir også glad, når jeg hører om konkrete eksempler på, at man endelig forstår, at mikroer, soloselvstændige og freelancere vitterlig værdsættes for de bidrag, der giver til et samfund, og at de skaber værdi de steder, de lever og praktiserer, som for eksempel dette om vækst igennem konsortier af mikroer, der netop er i gang i det nordjyske hos Erhverv Danmark.
Vi blir flere og flere, der vil noget andet end traditionel vækst. Og vi bliver ved med at skulle sige det højt til de politikere, der sidder på erhvervspolitik både i kommuner og på landsplan. De kan være både en løftestang for øget vækst og jobskabelse og skærpe kommunernes profil i kampen om tiltrækning af nye borgere, iværksættere og virksomheder.
Hvad var pointerne:
Lyt så lige igen på, hvad der blev sagt fra talerstolen den 18. marts 2005:
– der er rigtigt mange potentielle selvbeskæftigede derude
– de er dygtige og engagerede
– de oplever IKKE at blive mødt med respekt og forventning af jer i erhvervsrådgivningen og a-kasserne
– I ser slet ikke det vækstpotentiale, de udgør
– I giver dem heller ikke den interesse og anerkendelse, der er det billigste, og alligevel vigtigste væksttilskud, I kan bruge
– Erhvervspolitikkens mono-fokus på vækst – ja allerhelst gazelle-virksomheder – har den afledte virkning, at disse fri agenter gang på gang dumper som potentiale ( “Hvornår får du et rigtig firma?”)
Hvad skal politikere og embedsmænd så gøre:
Sætte solo-beskæftigelsen på dagsordenen!
– tilrettelægge vores statistikker, så de kan opfange, hvad der sker ( vækst, afledt vækst, hastighed og innovation)
– sætte lovgivningen på dagsordenen – rene klare regler, der begunstiger vækst for den type virksomheder
– lave solo rådgivning – adskilt fra iværksætterrådgivning
– initiere netværk, mentorskab og praksisfællesskaber,
– gøre tydelige og forskellige regionale erfaringer
– gøre tydelige erfaringer på tværs af grænser
Det er ikke mine ord, men det er Margrete Baks ord fra oplægget for 10 år siden:
Utroligt, at de blot kan gentages i dag!
Vi blir flere landet over
Margrete er min nærmeste og bedste konkollega. Det er hende, der har opfundet ordet. Vi har i 2006 sammen skrevet bogen “Mikrovirksomheder med vokseværk”, som giver en klar og tydelig vej frem for virksomheder, der har en anden form for vækstpotentiale.
Siden den dag er Margretes virksomhed vokset gevaldigt – hun driver nu et større foretagende sammen med en partner og har organiseret virksomhedsstrukturen omkring netværkstanken, idet de to partnere har en række samarbejdspartnere, der alle har bygget egne virksomheder op på kompetence, nysgerrighed og lyst. Virksomheden sætter pris på at være en fleksibel, omkostningseffektiv og mobil virksomhed.
Jeg selv er stadig solist, men har undervejs været partner i et tremands firma, men valgte at gå solo igen, da det passede med mit ønske om en bestemt livsførelse.
Er vi tilfredse? JA, har vi skabt vækst? JA. Vil du have den lange version – så ring til os.
Er vi alene? NEJ. Kommer der flere til? JA. Mikromekkas undersøgelse viste i 2013, at Mikrovirksomheders andel af den samlede beskæftigelse ikke kun i Vordingborg og Guldborgsund, men i hele landet er i stigende, sjovt nok mest i de to kommuner i Region Sjælland. Og at mikrovirksomheders relativt større betydning gør sig gældende inden for stort set alle brancher. Forleden stod jeg foran 70 HKere, der alle ville lytte til et foredrag om, hvordan man starter egen virksomhed i en moden alder. Kurset skal gentages tre gange mere i foråret, så mange har tilmeldt sig. Jeg ved ikke, om de alle ender med at lave virksomhed, men en del af dem gør, også selv om de er 50+.
Blir vi en nation af frie agenter? NEJ, og det er hellere ikke meningen. Vi har intet imod, at man kigger på væksteliten. Vi ser tværtimod frem til at blive regnet med til den.
Så snup dog de lavthængende frugter!
Meningen med dette indlæg er endnu en gang at sætte fokus på de lavthængende frugter. Brug de mange små virksomheder som løftestang for alle typer vækst. Tænk dem dog ind i erhvervspolitikken og ikke kun i festtalerne omkring kommunal-og folketingsvalg. Vi står ikke med hatten i hånden og beder om tilskud, beder om støtte, beder om hjælp. De fleste mikrovirksomheder klarer sig faktisk rigtig godt. Brug dem som løftestang, brug dem som gode eksempler. Brug dem i markedsføring af et område som spændende legekammerater til tilflyttere, der tror, at udkant er udørk.
Den grundlæggende indvending, vi har, er ikke, at der ikke er grøde i området, men at mikrovirksomhederne ikke opfattes som vigtigt for Danmark som helhed at styrke og udnytte potentialet.
Gad vide, om jeg kan gentage dette indlæg om 10 år i 2025….