Guidet gennem sne via nettet

I dag har min mand på grund af job skullet fra Falster til Esbjerg og tilabge igen her til aften. Hvilken dag at insistere på den tur. Tourbussen ,som han kører i sammen med sit orkester, har ikke bilradio. Derfor har jeg hele dagen guidet dem over mobiltelefonen ved at høre de forskellige regioners netradio og deres tilsvarende trafikmeldinger. Jeg konstaterede, at der var umuligt at få opdaterede ordentlige oplysninger via Vejdirektoratet.dk, ej heller deres trafikken.dk kunne åbenbart klare belastningen fra de mange, der i dag ville vide noget om snevejret. (surprise!)

Han nåede sikkert frem til Esbjerg i eftermiddags, men skulle så tilbage igen her ved 19tiden. Dagsholdene på regionalradioerne er gået hjem, så det er kun Nyhedsredaktionens trafikvagter, der går ind, og de er ikke så trænede i at give besked.

Igen svigter Vejdirektoratet og Trafikken.dk. Den bedste opdatering fandt jeg på Radio Fyns side, som ved 21tiden fortæller, at Lillebæltsbroen nu igen er fri i begge retninger. Gode dyr er rådne, for min mand er på vej mod broen og kan ikke forstå, at trafikken alligevel ikke bevæger sig. Skal han vælge at stå af motorvejen og søge hotel, eller skal han forblive på vejen i forvisning om, at der er ryddet.

Endelig slår en ubemandet funktion på Trafikken.dk til: Et webcam placeret på en af pylonerne på Lillebæltsbroen viser mig med fem sekunders mellemrum det håndfaste bevis for, at det er umuligt at køre over her og nu. Al trafik står stille i den retning, min mand skal, mens der er fin trafik mod Jylland….

Han når at dreje fra motorvejen i sidste øjeblik og er nu på vej til et hotel, hvor orkesteret overnatter.

Og lige efter, at han når at dreje fra og ikke blive fanget i klapfælden på broen, melder Radioavisens trafikmand, at tre lastbiler er kørt sammen ved Middelfart og spærrer alt igen for dem, der skal over Fyn.

Trafiksituationen ved Lillebæltsbroen - © Vejdirektoratet 2005
Her er så beviset på, at webcam, der rapporterer den skinbarlige virkelighed her og nu, er hurtigere og bedre end alverdens radioreportere, der er afhængig af menneskelig kommunikation, vagtplaner og bemandsingspolitik, før en oplysning kan komme ud til dem, der har brug for den her og nu.
Eneste morale er, at det ville være fedt, om Vejdirektoratet og Trafikken øgede sin bemanding, når man så lang tid i forvejen ved, at der kommer snestorm, og at de lagde sig over på nogle servere, der kunne klare – netop trafikken !

Abelone Glahn

Leave a Reply Text

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.