Ecademy i Danmark -perspektiver

Thomas og Penny Power, som har startet business-online-mødestedet Ecademy, mødte jeg i sidste måned. Her er hvad jeg skrev i en artikel i Børsen i går:

Matchmaking på nettet vinder frem
Udbud og efterspørgsel af arbejdskraft kommer til at foregå på nettet, vurderer engelsk netværksekspert

. Hvad er din ekspertise.
. Hvad er det produkt du arbejder med lige nu og brænder for.
. Hvem kan jeg hjælpe dig med at finde.

Det er de tre indledende spørgsmål supernetværkeren og stifteren af onlinemødestedet Ecademy, briten Thomas Power stiller, når han møder nye mennesker både on- og offline.
Ecademy.com er et elektronisk baseret erhvervsmødested, som siden starten for otte år siden har samlet 67.000 medlemmer over hele verden. Ecademy er ved at vinde indpas i Danmark, hvor allerede 250 har meldt sig ind.
Via onlinefællesskabet kan man mødes med andre, man ville have sværere ved at finde i den fysiske verden, udveksle erfaringer, danne mindre netværksgrupper og hente og tilbyde information. Man kan også gå direkte efter kunderne og skabe forretningsforbindelser via Ecademy – det er op til en selv, hvordan onlinekontakten skal bruges.

Det tager lang tid at lære
Thomas og hans kone Penny Power holdt i sidste måned oplæg fem forskellige steder i Danmark for at fortælle om deres ambition om at skabe »A friend in every city«, en ide om at Ecademy skal have mindst 100 medlemmer i hver større by i hele verden.
»Udfordringen med onlinenetworking er at det tager tid at lære at bruge det. Det kan nemt løbe op på 50-200 timer, før man har lagt det ind i sine daglige rutiner, og da folk ikke har tid, får de aldrig startet. Vores erfaring er imidlertid, at de, der tager tiden dertil, er »de rette«, så derfor får de de rette forbindelser.«

Stort markedsområde
Thomas og Penny Power er overbeviste om, at onlinenetworking får en markant rolle i fremtidens måde at finde og udbyde job på:

»Matchmaking bliver et meget stort markedsområde, fordi vi hverken har tid eller råd til at sælge os selv. Udbud og efterspørgsel skal kunne imødekommes øjeblikkeligt på verdensplan. Vi vil kunne finde vores kunder her og nu, og vi vil have, at de skal kun finde os lige så hurtigt, uanset hvor vi er i verden.«

»De, som i øjeblikket er vinderne inden for dette felt, er matchmakere som Google, Skype, ebay og Amazon. Den samme form for matchmaking er på vej på job og opgave-feltet, men det kræver en udvikling af den software, der skal bruges. De nuværende IT-systemer er helt utilstrækkelige og imødekommer ikke de kommercielle behov.«

Thomas Power er klar over, at en af tidsslugerne er, at man skal oprette sig selv på de forskellige netværk for at være med. Det kunne spare tid at have en e-ID, som kunne bruges overalt i onlinegrupper. Men forhandlingerne med de andre større aktører på området, for eksempel LinkedIn, der har tæt på fire millioner brugere på verdensplan er strandet på, at de enkelte onlinenetværk opfatter sig for meget som konkurrenter.

»Med tiden vil vi kunne finde hinanden på verdensplan online på ultrakort tid. Vi bliver en verden af arbejdskraft on demand, for kompetencerne findes derude – vi skal blot finde måden at udbyde, hvad vi hver for sig kan online, så vi kan findes online.«

»Kun relativt få , der bestrider helt unikke job, vil være fastansatte, mens flertallet vil blive hyret ind midlertidigt, for omkostningerne ved at fastansætte er alt for store, men arbejdsmarkedets parter er ikke parat til dette endnu,« vurderer Thomas Power.

Tyverier af identitet

Han ser imidlertid også en anden vanskelighed, nemlig faren ved tyveri af e-identitet: »Hvis vi alle sammen udstyres med en e-id, vil der formentlig også opstå en organiseret kriminalitet omkring dette. Man kan frygte, at der oprettes falske identiteter, at der vil være identitetstyveri, og man kan nemt forestille sig en lyssky handel med leje af identitet,« forudsiger Power.

Penny og Thomas Powers weblog "A friend in every city"

Â

Abelone Glahn

Trackbacks og pingbacks

Leave a Reply Text

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.