Der findes ingen One-Size-Fits-All på fremtidens arbejdsmarked

På bordet foran mig ligger to klistermærker i henholdsvis pink og mint. Med versaler står der på begge: ET FUCKING ARBEJDSLIV.  De ligger på bordene hos HK under en session på Folkemødet. De gør reklame for podcasten ”Et fucking arbejdsliv”, som to værter kører under HK, og som fortæller historier fra det virkelige liv fra unges arbejdsliv. Ikke alt sammen sjove oplevelser, kan jeg oplyse.

Er det virkelig sådan, de unge tænker om det arbejdsliv, de står over for eller lige er påbegyndt? Sessionens titel er ”Hallo! Vi unge vil et andet arbejdsliv”, og HK præsenterer sessionen som her, hvor en stribe unge udfordrer dem, der forhandler overenskomster og sætter rammer for arbejdsmiljøet. For hvad hvis de unge slet ikke vil have det arbejdsliv, der tilbydes? Og hvad hvis de rammer, som er skabt, er så snævre, at de unge ikke synes, der er plads og muligheder for dem?

Mens jeg lytter til de syv deltagere i panelet, bliver det tydeligere og tydeligere, at det, de unge efterspørger, er et liv, som langt fra alle kan føre i dag. Et liv, hvor man i perioder kan arbejde igennem, men også et liv med plads til pauser og til at flytte sig, når en ny fase i ens liv indtræder. Plads til at stoppe op efter endt uddannelse og måske skifte retning. Plads til at være psykisk sårbar. Plads til nedsat tid efter barsel, pause under videreuddannelse, ved udlandsophold. Plads til at have et liv ved siden af arbejdslivet – plads til ikke at brænde ud – de skal jo arbejde i 50 år!

Men hov – nogle af de unges ønsker er ligefrem komplet enslydende med dem, som seniorerne har: Hvis vi skal være på arbejdsmarkedet så længe, som I ønsker, skal arbejdstid og – miljø være mere fleksibel.

Det er jo interessant. De unge ønsker samme form for fleksibilitet som os gamle, nemlig den, der tager højde for individuelle ønsker. Ikke de helt vilde ønsker, ikke noget med urimeligt korte arbejdstider og fuld løn, men blot nogle mindre snærende rammer at arbejde i.

Det er særlig interessant, fordi de unge og vi gamle kunne trække på samme hammel for at få nogle af de ønsker igennem, som handler om fleksibel arbejdstid. For det er vitterlig svært at komme igennem til såvel fagforeninger, arbejdsgiverforeninger og politikere med ønskerne til individuel behandling.

Unge og gamle kunne stå stærkere ved at slå sig sammen for at få de fælles ønsker til fremtidens arbejdsliv opfyldt.

Set fra min stol, seniorens, (og nej, det er ikke en ”Otiumstol”) bliver vi bedt om at arbejde videre, og rigtig mange vil virkelig også gerne. En del vil blot fortsætte under nuværende forhold, men et stigende antal vil gerne hellere blive, hvis arbejdstiden kunne indrettes efter de kræfter, man har og den tid til andet, som man ønsker at lave her i livet.

Desværre efterkommes disse ønsker, som også de unge efterlyser, kun i de færreste overenskomster eller aftaler på arbejdsmarkedet, ej heller i lovene, der stadig er indrettet efter, at man er lønmodtager hele livet fra start til slut på 37 timer.

Fagforeningerne er bange for, at deltid vil være lig med daglejerforhold. Deltid har man kæmpet i årevis imod, fordi deltidsstillinger er blevet misbrugt til at kunne sjakre med arbejdskraften. Den modstand må gerne nuanceres nu. Finanssektoren netop er lykkedes med at lave en ny aftale, hvor seniorerne simpelthen får en ret til at gå på deltid. Hver 3. senior går nu på deltid i finanssektoren! Kunne man imødekomme også unges ønsker om mere deltid uden at ryge ud i et daglejermarked?

”Jamen, anerkender du overhovedet, at virksomhederne skal tjene penge?!”, spurgte en af arbejdsgiverrepræsentanterne ved sessionen – underforstået, at det her handler ikke så meget om at tilfredsstille unges ønsker til arbejdstid eller mening, men om at virksomheden skal tjene penge for at kunne udbetale løn. Svaret var selvfølgelig Ja, for der ikke behøver at være en modsætning mellem ønskerne til mening i arbejdet, godt arbejdsmiljø og fleksibel arbejdstid på den ene side og profit på den anden side.

Så hvor er det egentlig, at problemet ligger? I mine øjne ligger det primært i, at det kan være besværligt at bemande en virksomhed, hvis der skal tages højde for alles ønsker til fleksibilitet forskellige tidspunkter i livet. Den undskyldning holder bare ikke. Vel er det virkelig besværligt at lægge vagtskemaer, tro mig, jeg har selv været på den opgave. Men det er ikke umuligt. Jeg taler ikke om, at alle skal imødekommes ubetinget i deres ønsker, men at man sagtens kan tilrettelægge meget mere fleksibelt end nu uden at miste profit. Og at politikerne må følge op med færre benspænd for især de seniorer, der arbejder videre, men stadig forhindres af tossede love.

Trepartsforhandlingerne om seniorarbejdslivet bør lytte til ønskerne fra de erhvervsaktive seniorer, men hvor kunne det være spændende, hvis de også lyttede til de unges behov. De unge véd, de skal arbejde. De vil også gerne, men bare på en anden måde end deres forældre. Der er kommet så mange nye muligheder for at skabe både mening og plads i et liv til andet end arbejde. På den måde kan begge grupper få et ”fucking godt og langt arbejdsliv”.

Og så et lille hip til de unge, som jeg lyttede til: Jeg prøvede at tælle, hvor mange gange jeg selv har tænkt, at mit arbejdsliv var ”fucking slemt”: Da jeg havde den tidlige morgenvagt kl 05 på en radiostation og havde små børn. Da jeg som ny leder manglede erfaring og mod til at fyre en medarbejder, der ikke passede sit arbejde, eller da jeg var udsat for voksenmobning, fordi jeg var imod rygning på min arbejdsplads. Men så er listen faktisk også udtømt. Jo, selvfølgelig har det været surt nogle gange, når man havde været sent oppe på grund af fester eller amning. Eller stod foran opgaver, der var mindre attraktive og bare skulle overstås, men sådan er livet jo en gang imellem.

Men alt i alt har jeg virkelig svært ved at relatere til de to klistermærker. Nok mest fordi mit fag, journalistisk, har tradition for freelanceri og er et håndværk, der kan bruges til rigtig meget, for mit vedkommende både at skrive og undervise. Men det er sandelig også, fordi jeg ikke har været bange for at stoppe op, viske tavlen ren, prøve et nyt job eller gå selv, selv om det i perioder betød smalhals: To gange har jeg taget forældreorlov, den ene gang et helt år, den anden tre måneder. Disse livspauser førte til en tredje omkalfatring for at nå at få nogle tætte år med vores børn, før de voksede hjemmefra: Vi solgte vores krydderi- og cateringforretning, som vi drev ved siden af hver vores fuldtidsarbejde, samt et hus i København for at flytte til Falster, bo billigt og få mere tid til familie og egne meningsfulde projekter som selvstændige. Vi nåede at få 10-12 år, før alle var fløjet fra reden, og nu bor vi i en toværelses i København igen, tæt på fem af de seks børn.

Jeg har været svineheldig. Jeg har haft et ”fucking godt” arbejdsliv, stadig, som selvstændig og erhvervsaktiv folkepensionist. Mon ikke noget lignende bliver muligt for jer også!?

Indlægget har været bragt i Altinget.