Gæsteindlæg: Når serviceloven blir brugt absurd – en historie om voksenbleer

Jeg deler lige for tiden indlæg, som kommer fra pårørende, og som fortæller om de absurditeter, som tager tiden fra den omsorg, vi ellers gerne vil give vores nærmeste.
Dette er et gæsteindlæg fra den pensionerede psykolog Karin Borg, om Bevillingscirkusset og misbrug af sundhedsfaglige ressourcer.

“Danmark har behov for arbejdskraft.  Derfor er det ærgerligt, når man som borger med behov for sundhedsfaglig støtte oplever eksempler på, hvordan sundhedspersonale bruges til at skrive rapport på rapport og præcisere diagnoser, hvor det ikke har nogen hensigt.

Jeg bliver virkelig vred, når jeg oplever dette ressourcespild, men jeg har afholdt mig fra at angribe sagsbehandlere og sundhedspersonale. Jeg føler med dem, for det må være svært at finde arbejdsglæde, når ens faglighed bruges så absurd. Der er da også en del fravær og personaleudskiftning i den sektor, jeg nu vil omtale.

Vi har ikke bare en Sundhedslov, vi har også en Servicelov. Borgere, som har været ude for sygdom, ulykke eller som har medfødte handikaps, som nedsætter funktionsevnen, kan få bevilget hjælpemidler, som kan sætte dem i stand til at fungere i en daglig tilværelse eller fungere i et erhverv.

Der kan være tale om proteser, stomiposer, støttestrømper, parykker og skoindlæg. Der kan også være tale om voksenbleer, hvis en borger lider af inkontinens.
Dette er en historie om bleer.:

Brug for bleer efter ulykke

Min bror på 68 år havde ikke haft problemer med inkontinens, før han på cykel blev påkørt af en bil.  Han blev livsfarligt kvæstet og lå i respirator en del uger. Kirurgerne og personalet på intensivafdelingen gjorde et fantastisk arbejde med ham. Han blev efter nogle måneder i kommunens rehabilitering i stand til at kunne gå med rollator.

Undervejs i dette forløb lå han med kateter i mange uger. Under rehabiliteringen, hvor han efterhånden kom ud af både seng og kørestol, måtte han bruge ble.

Da han 4 måneder efter ulykken blev udskrevet til en ny tilværelse med rollator, havde han stadig behov for bleer. Hans familie gik på apoteket og købte bleer til ham.  Efter nogle uger kontaktede de kommunens kontinensklinik og fik svaret: ” Der er ingen sag på ham, så han må søge om bleer. Der er mindst 6 ugers ventetid. ”  Han fik også at vide, at ansøgningen skulle gå via hans læge, så han bestilte tid hos lægen. Lægen gik i gang med en udredning for prostata, som blandt andet indebar, at han skulle måle indtag af væske og afgang af urin over flere dage. Dette var meget vanskeligt for ham, men han gennemførte det. Efter en del uger henvendte familien sig igen til kontinensklinikken for at høre, hvordan det gik med bevillingssagen.  Personalet havde ikke hørt fra lægen.

Familien ringede til lægen og blev oplyst om, at kommunen ikke havde efterspurgt udredningen, og at der ikke var  tale om prostataproblemer. Familien undrede sig over, hvorfor der skulle udredes, da det for dem at se er åbenbart, at inkontinensen var en  følge enten af ulykken eller det lange sygeleje. Både lægesekretæren og kontinensklinikken understregede, at for at der kan bevilges, skal det være konstateret, at lidelsen er varig. Hvis den kan behandles, vil der ikke blive bevilget noget. Sådan er reglerne. Reglerne – det er Servicelovens § 112.

Før min bror kan få bevilget voksenbleer, skal det konstateres, om lidelsen er varig, og den skal behandles, hvis dette er muligt.  Jeg kunne ikke få svar på, hvordan den kan behandles.

”Hvad så i mellemtiden?” spurgte jeg, ”for inkontinensen er der jo”. ”Da betaler borgeren selv,” svarede fagpersonen i kontinensklinikken.

Ingen bleer efter 6 måneder

Nu var der gået mere end 6 måneder siden udskrivningen. Efter nogle uger hvor intet skete, kom  en af kommunens søde, travle sygeplejerske hjem til ham med kolbe og et skema, så han igen skulle måle og registrere. Det er der, han er nu, ganske frustreret.

Hvorfor skal der udredes, når personalet allerede i rehabiliteringen vurderede, at han havde behov for voksenble? Glemte de at søge om bevilling på hans vegne?  I serviceloven hedder det: ”Ansøgningen kan komme fra borgeren selv, læge, sygehus eller anden relevant fagperson.” Hvorfor fulgte der ikke en bevilling med ved udskrivningen?

Det virker absurd, at sundhedspersonalets knappe tid skal bruges på at måle, interviewe, skrive rapporter for, at hjælpemidler, der åbenlyst er behov for, kan bevilges

Det er på tide at få gransket, hvilke enorme ressourcer, servicelovens ordlyd om ”varig” koster samfundet !
Måske er det en ide at spørge borgeren selv, hvad han har behov for, og sammen med borgeren finde frem til det rette produkt.”

Karin Borg

Pensioneret psykolog