Potentialet i de selvstændige seniorer overses

Vi vil gerne arbejde videre som vore egne chefer, men der spændes ben med forældede regler og love. At arbejde af lyst, i sit eget tempo og med det, der er mest meningsfuldt for den enkelte, skaber simpelthen en bedre livskvalitet, noget, der også er værd at måle på.

Det var i det mindste rene ord for pengene, jeg fik, da jeg ved præsentationen af regeringens Seniortænketanks rapport i november 2019 efterlyste bare én eneste anbefaling til de mange seniorer, der ønsker at fortsætte på arbejdsmarkedet, ikke som lønmodtagere, men som selvstændige:

»Vi har ikke interesseret os for vilkårene for selvstændige,« svarede formanden Harald Børsting kort. »De selvstændige er indgået i vores kernegrundlag, men vi er ikke gået nærmere ind i det,« forklarede han, men erkendte i samme åndedrag, at næsten hver tredje, der arbejder efter pensionsalderen, er selvstændig.

Det står selvfølgelig frit for en tænketank at prioritere i opgaverne, men Seniortænketanken skulle komme med anbefalinger, der forbedrer mulighederne for, at seniorer kan fortsætte med at være en del af det arbejdende fællesskab. Desværre handler rapporten næsten udelukkende om at fastholde dem i lønmodtagerverdenen. Det undrer mig såre, idet potentialet for selvstændighed er stort, og baggrundstallene netop dokumenterer dette voksende potentiale.

Vi vil gerne arbejde selv

VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – står bag en af analyserne, som bl.a. andet viser, at andelen af seniorer med selvstændig beskæftigelse ved siden af folkepensionen stiger med alderen. For eksempel har ca. 40 procent af de folkepensionister, der stadig arbejder i en alder mellem 70-79 år, valgt at være selvstændige. Tallet stiger med alderen; ca. 60 procent af de +80-årige folkepensionister, der fortsat arbejder, er selvstændige. Tal fra rapporten viser også, at halvdelen af alle selvstændige over 65 år mener, de vil kunne fortsætte med at arbejde, til de er 70 år, til trods for at selvstændige i analysen oftere end lønmodtagere har et arbejde, der kræver fysisk styrke.

Tendensen til, at flere og flere ”boomers” ser selvstændigheden som attraktiv, efter at det officielle pensionstidspunkt er rundet, dokumenteres også af Iværksætterbarometer 2019: I 2008 var der 21.661 selvstændige på 67 år eller derover. Ni år senere, i 2017 var der 35.400 selvstændige på 67 år eller derover. Det er en fremgang på 63 procent. Så selvom der i samme periode er blevet 31 procent flere personer på 67 år eller derover i Danmark, er en større andel af dem i dag selvstændige, end der var for ni år siden.

Absurd nedpakning

Så de gode nyheder er, at vi bliver ældre, er raskere end tidligere generationer, mindre nedslidte. Vi bliver også flere, alene fordi vores årgange er store, og et stigende antal af os vil gerne arbejde videre, nogle af os helst på egen hånd. Mange af os har også økonomien til det og har troligt sparet op til en god tredje, måske også fjerde alder.

De dårlige nyheder er, at systemet langt fra er gearet til at holde os fast på arbejdsmarkedet endsige modtage os som nye selvstændige; systemet har i århundreder blot skulle pakke os ned og væk. Det er nærmest absurd, at vi nu på den ene side bliver bedt om at blive længere på arbejdsmarkedet, men på den anden side oplever et system, der slet ikke kan håndtere, at man både er defineret som pensionist og alligevel vil og kan arbejde, nogle allerhelst i eget tempo og for sig selv.

Rammerne skal være bedre

Der er simpelthen for lidt på hylderne til os, der vil arbejde som selvstændige seniorer. Reglerne skal være tydeligere, incitamentet større, og der skal skabes langt bedre rammer for senkarrieren. Vi skal kunne påbegynde vores pensionsudbetalinger, men også kunne sætte dem i bero og vende tilbage til arbejdsmarkedet, hvis det viser sig, at man har kræfter og lyst endnu. Vi skal ikke straffes i uhensigtsmæssige modregninger, som for eksempel kan betyde, at seniorer, der arbejder, kan risikere at betale op til 80 procent i skat og modregning i folkepensionen. Vi skal have lønsikring, der kan tegnes i en højere alder, erhvervsforsikringer, som ikke forringes med stigende alder, vi skal kunne sikre os mod sygdom på lige fod med yngre, og vi skal ikke straffes for at have sparet op, men takkes, fordi vi arbejder videre. Pensionsselskaberne skal udvikle attraktive pensionsordninger for selvstændige og freelancere, så denne gruppe i højere grad sparer op til pension, og vi ikke får et prekariat af gamle freelancere, der ikke har sikret deres alderdom.

Fagforeninger, a-kasser, forsikrings- og pensionsselskaber skal på banen og tilpasse deres ydelser og udbygge informationen til os ”nye gamle”, både for at fastholde os som betalende medlemmer/kunder og for at gøre det meningsfuldt for os at udskyde tilbagetrækningen. I dag er det hele tilrettelagt, så alt ændres ved den officielle pensionsalder.

Vi skal desuden tilrettelægge vores statistikker, så de kan opfange, hvad der sker i disse år i forhold til denne livsfase. Vi lever så meget længere, at det kan give mening at se på, hvad der sker erhvervsmæssigt med os senere end det 67. år, for ikke at tale om at måle succes og tilfredshed i en lille virksomhed på andre parametre end på traditionelle vækstbegreber som antal ansatte og lager i m2. At arbejde af lyst, i sit eget tempo og med det, der er mest meningsfuldt for den enkelte, skaber simpelthen en bedre livskvalitet, noget, der også er værd at måle på.

Rystende jungle

Der er hårdt brug for en forenkling af regler og rammer: Jeg har netop skrevet bogen ”Senior og selvstændig – tag hul på dit 3. arbejdsliv” og er rystet over, hvor lang tid, det tog mig at undersøge, hvilke forhold der gælder for den selvstændige erhvervsdrivende, som har rundet pensionsalderen. Jeg er ikke alene rystet over, hvor mange ordninger, der bare udløber, blot man runder tallet, og som derfor stiller os væsentligt ringere end yngre kolleger på arbejdsmarkedet, selv om vi arbejder side om side. Men også rystet over, hvor svært det var at få et samlet overblik over de eksisterende rettigheder og rammer. For eksempel ligger svar på forhold omkring den skattefrie seniorpræmie i ét kontor i Udbetaling Danmark, mens det særlige pensionistfradrag ligger i et andet kontor. Grænserne for, hvor meget du må tjene, før du modregnes i pension og tillæg, ligger for den selvstændige hos Skattestyrelsen, og arbejde under efterløn ligger hos din fagforening.

Det er fuldstændig absurd og voldsomt tidskrævende at få bare fornemmelsen af, hvad man kan, skal og må, og bekymringen for at sige eller gøre noget forkert, som kan ramme én uforvarende på pengepungen, stiger med kompleksiteten. Det er stærkt demotiverende, og en del af dem, jeg har interviewet, kaster sig derfor bare ud i at arbejde videre som selvstændig uden nogen sinde at færdiggøre undersøgelsen over egne forhold. Det er simpelt hen for uoverskueligt og kringlet. Der skal en seriøs forenkling til, og det så snart som muligt.

Da den første rigskansler i det tyske kejserrige, Otto Von Bismarck i 1887 besluttede at indføre 65 år som pensionsalder, var mennesker for alvor nedslidte i den alder, endda ofte langt yngre. Men Bismarcks dengang meningsgivende aldersgrænse har alt for længe været normsættende og passer ikke i 2020’erne. Nu er det tid for alvor at indrette vores system, så overgangen til pensionisttilværelsen tilpasses individuelt efter den enkeltes helbred, arbejdsduelighed, lyst og evne. Der er ikke én størrelse, der passer til os alle, og særligt tilpasningen til det stigende antal, der vil fortsætte som deres egen chef kan kun gå for langsomt. Jeg stiller mig gerne til rådighed med dét, jeg ved.

Og bogen Senior og selvstændig – tag hul på dit 3. arbejdsliv finder du her.

God fornøjelse!

[Indlægget er bragt i Berlingske Tidende, men da det ligger bag betalingsmur, er jeg blevet opfordret til at lægge det ud i sin fulde længde her.]

Alle fotos stammer fra bogen og er taget af Carsten Ingemann. også senior og selvstændig.