Gør det nemmere at registrere den digitale chikane på arbejdspladsen

Skodfjabbe. Lede sæk. Bøsserøv. Løgner. Rotte. Uduelig. Korrupt. Inkompetente nar!

Ukvemsordene er grimme, ubehagelige, intimiderende og desværre hyppige. Men alvorlige? Alvorlige nok til at lade sig påvirke af? Alvorlige nok ligefrem til at anmelde som en arbejdsskade? Ubehagelige og nedbrydende, ja, især når de kommer igennem lang tid, men stadig – er de alvorlige nok til at kaldes arbejdsskade?

Hvor slem skal forulempelsen være, for at du går videre med den til dine kolleger?

Graden af voldsomhed er for mange det springende punkt, når det handler om at reagere på en arbejdsrelateret digital chikane, der kommer via mail, SMS, video eller på de sociale medier.

Vi ved alle sammen ude på arbejdspladserne, hvad vi skal gøre, hvis vi får en lussing. Vi ved præcis, hvad vi skal gøre, når en borger eller kunde er truende, læner sig ind over disken og spytter på os, hvæsende og tindrende vred. Der er ActionCard, der er nødkaldsknapper, der er videoovervågning. Procedure for ”anmeldelse af vold og trusler”, skemaer der skal udfyldes, indrapportering.

Hvad med den spytløse, lydløse chikane?

Men hvad med den lydløse, den spytløse, den ovenikøbet nogle gange anonyme lussing, den gentagne forulempelse, som af nogle opleves som grænseoverskridende og nedbrydende, og af andre som en naturlig følge af arbejdets art, og langt fra på linje med dødstrusler, forfølgelse på hjemadressen, opskårne bildæk og trusler mod børn og ægtefælle, – hvad med den?!

Disse ”småkrænkelser” bliver bare ikke anmeldt. Jeg ser det igen og igen, når jeg er ude at undervise på offentlige arbejdspladser, jobcentre, socialforvaltninger, hospitaler, skoler og i private virksomheder med stor kundekontakt som tankstationer og butikker. Det er besværligt at anmelde udsagn, som ”bare” gør ondt, går indad, påvirker den, der ikke er belagt med teflon, og ind imellem sågar også påvirker den, der gennem år har kunnet skubbe episoderne væk, men som pludselig en dag knækker sammen og har fået nok.

”Utilregnelige kyllingehjerne”

Tegning: Gitte Skov

Vold og trusler om vold skal anmeldes til politiet, men de små stik, de mange forulempende udsagn skal i virkeligheden anmeldes til arbejdsgiveren som arbejdsskade! Det er ofte besværligt. Der skal udfyldes det ene og det andet felt, og netop fordi det er så besværligt, undlader mange.

Det medfører, at man ikke får dokumenteret det vedvarende dryp fra opkogte, vrede, forurettede borger eller kunder, men tåler dem. Indtil bægeret flyder over!

Vi har et godt system for anmeldelse af arbejdsskader, men det fungerer ikke godt nok i forhold til den type chikane, man kan blive udsat for, når man har med frustrerede, vrede, forurettede, fortvivlede og skuffede kunder/borgere at gøre.

De små hændelser er ofte for små til, at man vil afsætte mange minutter i løbet af en arbejdsdag på indrapportering, ”bare” fordi man er blevet kaldt en ”utilregnelig kyllingehjerne”.

Mørketal på omfanget

Derfor bliver de digitale chikaner ikke registreret i det omfang, de i virkeligheden findes i. Hver gang, jeg er ude at holde oplæg, spørger jeg i begyndelsen ud i salen, om der er nogen, der er blevet hængt ud på nettet. Svaret er Ja fra måske 2-3 stykker. Når der så er gået en times tid, og vi holder en lille øvelse, hvor man taler om grænser for, hvad man skal finde sig i, dukker der 6-8 andre sager op, som bare ikke har været omtalt blandt kolleger, fordi det enten ikke er del af kulturen på arbejdspladsen, at man deler den slags oplevelser, eller fordi personen har skudt oplevelsen fra sig uden at tænke på, hvor ramt han/hun i virkeligheden følte sig. Eller hvor ramt en kollega ville føle sig, hvis det gik ud over ham/hende. Bare fordi man selv er robust, er det jo ikke sikkert, vikaren er.

Endnu har vi stort set kun mørketal for arbejdsrelaterede digitale krænkelser. Kun lige så stille er der kommet dokumentation frem, som for eksempel forleden, hvor HK Kommunal fortalte, at hele 20 procent af fællestillidsrepræsentanterne det seneste år har oplevet, at medlemmer har været udsat for digital chikane og er blevet hængt ud med navn på et socialt medie. Vi bør alle arbejde for, at den arbejdsrelaterede digitale chikane dokumenteres, så omfang og art kan kortlægges.

Registreringen kan gøres nem!

Fra skole i Frederikshavns Kommune

Det kan og skal gøres nemt ude på arbejdspladserne at dokumentere den digitale chikane og at anmelde den på rette vis. Jeg er ikke sikker på, at man hver eneste gang, man kaldes for ”en forpulet pissekost”, skal oprette en decideret arbejdsskadesag. Det vil jeg tro, mange vægrer sig ved. Men det skal kunne lade sig gøre at tage et screenshot og sende det skærmbillede eller den affotografering hen til nogen, der kan indsamle, opsummere og handle på krænkelserne. Disse ”nogen” er typisk MED-udvalget/samarbejdsudvalget, der både bør og skal tage sig af arbejdsmiljøet.

Ved at gøre det nemt at sende en hurtig dokumentation vil MED-udvalget /samarbejdsudvalget kunne danne sig et overblik over typen af chikane, hyppigheden, sågar af krænkerne, og dermed være langt bedre rustet til at håndtere episoder og forebygge kommende krænkelser. Det er kun en lille del af krænkelserne, der skal meldes til politiet, fordi de overskrider straffe- eller injurielov. Det er arbejdsmiljøloven, der skal i brug her – arbejdsgiveren har pligt til at sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø også uden for arbejdstid, hvad angår vold og chikane.

Riv og Krads i QR-kode

Lærerstanden arbejder med såkaldt Riv og krads skemaer, en hurtig form for anmeldelse af mindre episoder. Forleden blev jeg præsenteret for en supersmart måde, man på skolerne i Frederikshavn anmelder riv og krads – det sker via en QR-kode, der er hængt op mange steder på skolerne, nemme at gå til, ikke noget med først at skulle hen til en computer, åbne, registrere og logge ud igen. Her kan man via QR-koden komme hurtigt af med rapporteringen og sågar sende en billeddokumentation med.

Noget lignende kunne være nemt og overskueligt at opfinde på andre typer arbejdspladser, og en opsamling af de små hændelser kan være en god begyndelse på en kortlægning af omfanget af digital chikane. Da krænkelserne imidlertid ikke kun ankommer via mobiltelefonen, men også via computeren, er det oplagt også at gøre det nemt at sende et screenshot ind fra computeren. Flere arbejdspladser, jeg har rådgivet, har oprettet en særlig e-mailadresse, hvortil dokumentationen sendes. Typisk hedder adressen sådan noget som digitalchikane@arbejdspladsensnavn.dk

Der bør være nultolerance

Vi tolererer ikke at blive fysisk forulempet eller truet, når vi blot gør vores pligt og passer vores arbejde. Vold og trusler ses der allerede med alvor på. Det bør også være sådan overfor den digitale vold og trussel. Kun ved at få sagerne frem i lyset, tale om dem, gøre det legalt at vende episoden med andre vil vi få mulighed for at forebygge chikanen.

Jeg tror ikke, vi kan udrydde den – der vil altid være nogen, som er så utilfredse eller ulykkelige over en sagsbehandling eller en ekspedition, at de hænger en ansat ud på nettet. Men vi kan ved at tale om sagerne hjælpe hinanden med at håndtere, når det sker, og gøre chikanen til det fælles problem den er, frem for at den enkelte skal kæmpe med chikanen individuelt.

Når der er fravær af en politik på området, opleves chikanen som et individuelt problem, og det er ikke rimeligt:
En krænkelse af en medarbejder er en krænkelse af en arbejdsplads.
Nultolerance kan bane vejen for en bedre tone på nettet og i mails.