Heroin på facebook

Se lige nærmere på dette skærmbillede, især på dét,  jeg har indrammet nederst:

En harmløs dialog på facebook mellem venner, der foretager sig helt almindelige ting og skriver helt almindeligt facebooksprog til hinanden. Og så, pludselig – NN giver en bedømmelse af profilindehaveren YY, og spørger
“Tror du at YY har taget heroin? Ja eller nej”

Konversationen fandt jeg for et stykke tid siden i en – dengang – fuldt åben profil, som alle kunne kigge med på.

Heroin er et ord, man stopper op ved. Bare tag dig, læser. Jeg er sikker på, at mere end halvdelen af dem, der læser dette indlæg, har valgt at læse det, fordi ordet i sig selv vækker nysgerrighed – hvad bliver det brug på nettet for?!
Antag nu, at du er arbejdsgiver, og du har fåt en ansøgning fra denne person YY.
Du står og vakler mellem at vælge YY eller en helt tredie person ZZ.  Ikke fordi det er en stor stilling, du skal have besat – det kan være den næste ekspedient i tøjbutikken, sågar blot en elevplads, men du tjekker, fordi du vil være helt sikker på, at vedkommende, som du har haft til samtale, er den rigtige for din virksomhed.

Et hurtigt tjek på nettet giver et par hits på begge personer. Et af hitsne er facebook, hvor ZZ har lukket sin profil, mens YY tillader alle at se konversationerne.
Kender man ikke lige jargonen på denne platform eller ved, at denne “bedømmelse af en person”  kan være noget, der indgår i en applikation,  kan man nemt få nogle uhensigtsmæssige associationer og en lille mistanke om, at der måske er noget, der ikke er fortalt helt rent ud ved samtalen. 
Skal arbejdgiveren tage en hurtig beslutning, kan denne lille kommentar fra en “ven” på en profil, være med til at rejse en tvivl, som ikke kommer den jobsøgende til gode.

Med andre ord:  
Det kan have betydning for dig, hvad ANDRE har lagt ud på nettet om dig.

Selv om du omhyggeligt passer på og tager ansvar for, hvad du selv lægger ud, er det andres “udlæg”, der er med til at danne det elektroniske omrids af dig på nettet.

Grunden til, at jeg endnu en gang tager dette op, er Urbans forside  forleden: ” Vi er frygtløse og  naive på nettet”. Urbans Gallupundersøgelse viser, at kun 3 ud af 100 mener, at der ligger oplysninger på nettet om dem, som giver et dårligt indtryk.

Det er sikkert sandt for rigtig mange, måske lige frem for de fleste,
men det sete afhænger af øjet, der ser.

Så længe, der er så mange utrænede i at afkode, hvad der står, og hvilken sammenhæng ord og billeder skal ses i, og så længe, vi ikke har vænnet os til at afkode os som hele mennesker skabt af mange indtryk og informationer, der ligger på nettet, bør man være påpasselig.

Men hvor langt skal vi gå i paranoiaen?
Jeg synes, der er  sket en bevægelse mod en meget større forståelse af, hvad der bør være på nettet, og hvad der bør holdes i private rammer. Hvis du ser hvad de interviewede i Urban artiklen svarer, når de spørges, om de er særligt påpasselige på nettet, svarer de
– Jeg tænker meget over det. Alt hvad der går længre end det klassiske drukbillede, ville jeg aldrig lægge ud.
– Jeg tænker mere over, hvem jeg giver adgang på facebook
– Jeg prøver altid på min blog at se tingene fra en positiv synsvinkel
– Jeg er meget kontrolleret med, hvad jeg lægger ud på min blog og min hjemmeside

Dejligt. Men igen, det er hvad de selv lægger ud. Det er ikke, hvad de andre lægger ud om en. Og nogle gange handler konversation på nettet om at være hurtigst med et kvikt svar –  nogle gange lidt for overkvikt.

Jeg synes, det er dejligt, at så mange er frygtløse. Vi skal have lov til at slå et slag med halen engang imellem, og ikke alt kal foregå på arbejdsgivernes prlmisser, sådan som én af de interviewede også komenterer i Urbans artikel.
I bedste fald er det fordi der vitterlig ikke er noget at frygte, men i værste fald har folk svaret til Gallupundersøgelsen uden at have tjekket, hvad der ellers er lagt ud om dem derude.

Man kan selv være elitebilist, men det er idioten i overhalingsbanen, der er skyld i ulykken.