5 gode råd til HR om onlinerekruttering
I det netop udkomne magasin HR-Guide, der handler om fremtidens rekruttering, og som Personalecheferne i Danmark udgiver, har jeg skrevet en artikel, der fremhæver, at hvis HR folk skal bruge de sociale medier til at rekruttere, er det nødvendigt, at de færdes på dem selv. Altså at HR og karrierepersonale er til stede, dér hvor kandidaterne færdes.
Det være sig på LinkedIn , hvilket turde være mere end oplagt for HR folk, men det er overraskende, hvor tit jeg har mødt mennesker i karrieresektioner i for eksempel fagforeninger, der ikke er medlemmer selv af LinkedIn.
Det være sig på facebook, hvor stort halvdelen af danskerne er. Og det være sig på Twitter, som får en stigende betydning for udsøgningen af kompetence, bidragende profiler.
Jeg fremhæver også, at HR bør finde ud af, hvordan de vil forholde sig til de mange data, der er tilgængelige: Rekrutteringsopgaven er under forandring og kan i højere grad kan benytte sig af at bearbejde data og at være i dialog, frem for at gå den slaviske vej med opslag annoncer og ansøgninger.
Der skal med andre ord vælges bane: ”Vil vi benytte de data, der ligger på nettet, eller vil vi holde os til det, som kandidaten selv har fremsendt?”, og ”Vil vi i dialog, eller vil vi nøjes med den statiske onlinepræsentation af virksomheden?”.
Begge dele er bestemt ikke noget, de fleste rekrutteringsfolk finder dagligdags. Endnu.
Kort sagt er mine råd disse:
1) Sæt jer ind i dialogen på de sociale medier og find ud af, hvad I har at byde på, som andre har lyst til at tale om – relevante opdateringer på sociale medier skærper den eksterne synlighed af virksomheden og tiltrækker automatisk relevante kandidater.
2) Afsæt tid og ressourcer til at løse opgaven kvalificeret – herunder tid til uddannelse af de kernemedarbejdere, der skal passe de forskellige platforme eksternt som internt
3) Afsæt tid og ressourcer til at finde ud af, hvordan I vil indhente og bearbejde data om kandidater på et systematisk niveau, herunder overvågning af sociale medier
4) Start i det små. Det er vigtigere, at I fx begynder med kun at tilpasse og aktivt benytte jeres opdateringer til at skabe followers på virksomhedens LinkedIn profil, end at I lægger en forkromet og fastlåsende strategi for deltagelse på samtlige platforme på én gang.
5) Vær ikke bange for at fejle: Som *Social Semantic skriver i deres rapport, Networked Business factbook: ”Tro på, at du kommer længst, hvis du tør fejle dig hurtigt frem.” Dyrk pilotprojekter, og sørg for at bemande dem med ildsjæle, der forstår at navigere. Og lad pilotprojekterne være forankret tæt til ledelsen – ellers får de ikke reel betydning.
* Networked Business Factbook 12/13 er udarbejdet af SocialSemancit.eu i samarbejde med Dansk Erhverv, Copenhagen Business School og Dagbladet Børsen. Se www.socialsemantic.eu