10 år efter en skelsættende 8. marts

Fra en af de første flyers om Morgendagens Heltinder projektet, som Teknologisk Innovation inviterede til starten af den 8. marts 2000

Tilfældigt fik jeg i foråret 2000 en invitation til at gå til et 8. marts arrangement i Den sorte Diamant i København. På Kvindernes international kamp- og festdag mødte jeg op for at høre forskellige oplæg, men det var en aktivitet i et lille rum i stueetagen, der tiltrak min største opmærksomhed. Her stod to kvinder fra Teknologisk Innovation og talte om et projekt, der blev kaldt “Morgendagens Heltinder”. Alene titlen var tiltrækkende uhøjtidelig og selvironisk.  Logoet var en uformelig kvinde, der sprang op i luften og klappede hælene glad sammen. Teknologisk Innovation ønskede at fremme kvindelige iværksættere og tilbød et program for en lille gruppe kvinder, der kunne hjælpes til at afklare, om de havde potentialet til at være teknologiiværksættere.
Det var jo lige mig! Jeg havde et halvt år forinden sagt mit faste job op, var flyttet på landet og var startet for mig selv. Jeg havde store planer, men måske temmelig ukonkrete. Jeg slog mig ned ved et af cafebordene, fik en god snak og blev så spurgt af den ene af kvinderne, Helle Nørgård, hvad det var for en virksomhed, jeg havde i tankerne.

Øhhh. Jeg husker min tøven, for egentlig ville jeg nok bare lige høre, hvad det var, de præsenterede. Men at have en reel virksomhed i tankerne, dét var måske lige i overkanten. Så slog det mig, at jeg måske her fik en mulighed for at komme endnu længere med dét projekt, som optog mig allermest på det tidspunkt, nemlig at lave communities. Dette var jeg begyndt på præcis to måneder inden, hvor jeg havde åbnet hjemmesiden www.tvillinger.com og oplevet, hvor hurtigt efterspørgslen kom på en onlineliste for forældre, noget der var relativt ukendt i Danmark.

Jeg ansøgte om at komme med i projektet med en ide om at opbygge ”Community Constructors”, et firma, der inden for en kortere årrække skulle have mindst ti ansatte og skulle ”etablere og udvikle fysiske og virtuelle interaktive rammer for allerede eksisterende eller fremtidige interessefællesskaber”, som det hed i min ansøgning. (De ti ansatte lader stadig vente på sig, og lur mig, om jeg ikke godt var klar over det allerede dengang, men jeg rådgiver i den grad i dag om communities. Det tog bare nærmest også ti år, inden den brede befolkning fik øje på communities, så jeg er glad for, at jeg ikke lagde ud med at hyre mandskab. Men det er en helt anden historie.)

Min ansøgning blev imødekommet blandt 60 andre, og jeg kom sammen med 16 kvinder, der fik et workshopforløb over tre måneder på Teknologisk Innovation. Her fik vi ikke en egentlig iværksætterrådgivning, men blev alene blev sporet ind på, om vi rummede det nødvendige entrepreneurship. Vi knyttede nogle meget stærke bånd, lærte om innovationskraft, egne styrker og evnen til at se de store potentialer. Blandt vores lærere var Marianne Stang Våland, Helle Engelbrechtsen og Oufa Rian, der spillede et tankevækkende og dengang meget modern ”Flowspil” med os.

Jeg har fundet links til den oprindelige heltindehjemmeside gennem The Way Back machine , mens den endnu tilhørte Tekinno. Prøv at se beskrivelserne på de første Heltinder. Nogle af os er stadig selvstændige, nogle er ikke. Nogle har jeg stadig forbindelse med, andre har jeg mistet kontakten til. Nogle er kommet meget langt selv og har i dag solide omtalte virksomheder, nogle større end andre, mens andre sidder i pæne positioner rundt om i andres virksomheder.

Hvad der startede som en lille gruppe kvinder, der kom gennem innovations- og værksætterforløbet Morgendagens Forum, endte med at blive skelsættende, ikke kun for mig, men for mange hundrede kvinder, der siden da har stiftet bekendtskab med ”Heltinderne”, som vi hurtigt blev til.
Kort tid efter den skelsættende 8. marts blev der i maj allerede i 2000 holdt en Kick-off konference, som Vibeke Mestanas stod for. Der dukkede flere hundrede kvinder op til konferencen, som blev holdt nær Hans Knudsens Plads i en tidligere biograf, der hed Frame.  En euforisk oplevelse.

Vi var alle komplet opslugt af den enorme energi, der pulsede i salen, og den første kaotiske postliste  med flere hundrede deltagere så dagens lys kort efter, hvor jeg husker, at alle begyndte at præsentere sig for hinanden hulter til bulter. Postlisten og debatten kom dog hurtigt ind i mere styrede former, fordi nogen tog ansvar og føring, men var fuldstændig lige så sprudlende, givende og mangfoldigt, som den er i dag.
Siden kom der styr på det, Susanne Hoeck tog føringen på det første egentlige foreningsnetværk, der blev båret videre af Tina Pearson, som siden trådte fra og selv stiftede netværket Ildsjæle.

Morgendagens Heltinder eksisterer endnu, trods op og nedture, der var tæt på at tage livet af foreningen i efteråret 2009, og Heltinderne har fået mange døtre i form af mindre netværk, der er udsprunget af ønsket om at være sammen og erfaringsudveksle.

8. marts er fortsat en fest dag OG en kampdag

Værdien ved at have haft dette startpunkt kan ikke gøres op i penge. Jeg er i princippet for længst vokset ud af netværket, og har opsøgt mange andre græsgange, for netværk udvikler sig, transformere, lukker og genopstår, men jeg holder ved lidt endnu. De ti år i Heltindernes hjælpsomme hænder har været fuldkommen uvurderlige for mig.
Så tak til dem, der fandt på projektet tilbage i år 2000!!
Og på grund af dette, har den 8. marts en særlig betydning for mig.

Glædelig kampdag, kvinder!