National hjemmearbejdsdag – go home!
I dag er udnævnt til National hjemmearbejdsdag. Jeg synes, det er en glimrende idé. Når jeg ser på, hvor mange der arbejder i store åbne kontorlandskaber, hvor det ikke er til at skabe ørenlyd, så kan jeg godt forstå der er nogle, som har det mere roligt, hvis de arbejder hjemmefra, og på den måde kan få noget koncentreret tid, uden telefon-afbrydelser og kolleger, som banker på.
Men jeg vil meget gerne påpege, at det ikke er piece of cake bare at arbejde hjemmefra, og at det kræver, at særligt arbejdsgiveren forstår at tilrettelægge arbejdet:
En forudsætning for, at projektet bliver en succes, vil være, at arbejdsgiveren er i stand til at finde de opgaver, som er passende at arbejde med derhjemme, for det er kun bestemte opgaver, man kan løse hjemmefra.
Det kræver også, at arbejdsgiveren kan lade være med at dobbelttjekke, om folk nu også arbejder, når de er hjemme – det gør de! Det viser sig faktisk, at de mennesker, der arbejder hjemmefra, arbejder mere, end de ville på arbejdspladsen, alene fordi de er bange for at blive klandret for ikke at have arbejdet nok.
Det kræver altså, at arbejdsgiveren accepterer at slippe medarbejderen af syne, og at man sammen finder en måde at måle arbejdet på. For det nytter jo heller ikke, at den ansatee går i den anden grøft og arbejder for meget, bare fordi man er hjemme.
At arbejde hjemmefra kender mange, for eksempel i forlagsbranchen, hvor man har indført egentlige læsedage – det er nemlig ikke nødvendigvis så effektivt at blive afbrudt hele tiden af kolleger, selv om det kan være meget relevante afbrydelser. Det kan være uhyre effektivt at være fri for andre en dags tid eller to. og når du så er hjemme, så lær at tilrettelægge din arbejdsdag, for det kan være uvant for nogen at være sin egen arbejdsgiver.
Nyd dagen hjemme, husk pauserne, og læs gerne mere i Pia Jønssons bog “Rum til at arbejde”, for dér er et helt afsnit om det godt udtænkte distancearbejde.