Lønmodtagerjournalisternes osteklokke

Under forberedelserne til den netop overståede konference om vækst gennem mikrovirksomheder og freelancere oplevede jeg igen mine fastansatte kollegers himmelråbende ignorance og totale mangel på forståelse for noget og nogen, der tænker tilværelsen på en anden måde.
Jeg oplevede osteklokkejournalister, når de er værst, mest selvtilstrækkelige, ophøjede i deres kvalmende selvopfattelse og mangel på fornemmelse af, at der findes noget, der er mere interessant end dem selv og deres fastlåste verdensopfattelse.

Jeg elsker journalistfaget, elsker at skrive, elsker rollen som journalist, men jeg hader, når journalister glemmer, hvorfor de har fået dette dejlige job, glemmer at være åbne, glemmer at søge indsigt. Jeg hader, når journalister bliver berøringsangste små kejsere, der ikke har noget på og misbruger deres kald. Jeg forbander dem langt ned i deres trygge isolerede tilværelse i de dybe redaktionsgange, hvor man kan leve årevis uden berøring med andre end kolleger, man møder i kantinen. Der skrives desværre mange aviser af disse journalister, der har glemt at lægge automatforsvaret ned, og som tillader sig at svare både selvtilstrækkeligt, uforskammet og uendelig dumt. jeg siger ikke, de skal mene det samme som mig, og jeg forlanger ikke, at de udviser samme begejstring for mikrovirksomheder som jeg selv. Jeg forlanger blot en anstændig behandling.

Trods en meget kraftig indsats via såvel mail som via telefon og via opringninger til flere redaktioner på samme avis lykkedes det ikke at få eet eneste dagsmedie til at komme på konferencen. Jeg prøvede såvel erhvervs-, som politiske redaktioner, chefredaktører, redaktionschefer, redaktionssekretærer og menige journalister, alt sammen forgæves.
De mest reelle forklaringer var, at der var nedsat bemanding på grund af den forestående påske (men sagen er, at de har haft historien i en måned og kunne dække den forud), mens jeg kommer til de mere tåbelige forklaringer.

Afvisningen af dækningen – såvel live, som på forhånd – skete selv om jeg til flere af redaktionerne leverede solohistorier på cases, supplerede med hemmelige mobilnumre og link til relevant research, som det kunne tage dem timer at finde selv.

Da erhvervsredaktionerne faldt fra, kontaktede jeg også livsstilsredaktionerne, fordi jeg mener, valget af tilværelse som freelancer også i høj grad er et valg af livsstil. Her var der absolut heller ingen klangbund – med en enkelt, dejlig undtagelse ( BT, der meget hurtigt og uden besvær fattede, hvad jeg talte om !)
DR meldte også fra, da man i sidste øjeblik havde fået "mere presserede ting på dagsordnen" – også her har de fået solohistorie, vinkler leveret på sølvfad, lige til at gå til to uger før. Er der nogen, der nogensinde har hørt om forproducerede indslag og redaktionel planlægning ?

Jeg gav op og skiftede strategi, da jeg til sidst talte med en livsstilsjournalist på et af de største dagblade, hvis læserskare tæller flest frie agenter. Hun afviste at dække konferencen med denne begrundelse: "Der er ikke billeder i freelancere"!
Da jeg forklarede hende, at to af konferencens cases henholdsvis lavede workshops med kæmpestore trommer og skraldespande, hhv. præsenterede nogle banebrydende 3D teaterkulisser, var svaret: "Jamen vi har skrevet så meget om kunst og erhvervsliv".

Det minder mig om dengang, hvor jeg blev valgt til at sidde i et rygeudvalg i DR, der skulle foreslå en ny rygepolitik. De selv samme mennesker, som hånede og gjorde nar på medarbejdermøder ad mit ønske om begrænset rygning, har i dag frivilligt meldt sig til rygestopkurser, indrømmer blankt, at de arbejder bedre i røgfrit miljø og medgiver gerne, at de er blevet mere effektive – oven i købet på den gode måde – end de var før.

Den der venter længe nok kan blive konge af Sverige.

Så jeg er begyndt på at vente.