Fem beslutninger, jeg ikke har fortrudt

29. december 2024
Ved et års slutning er det skik at gøre status, se tilbage og give det forgangne år et par ord med på vejen. Meget ofte at se på, hvilke fejl, man har begået, og hvad man kan lære af dem. Bevares, det er lærerigt, men indimellem er det lidt trist at fokusere på dét, der er gået galt, når der helt sikkert også er meget, der er gået godt.

I år har jeg valgt at se på fem beslutninger, jeg ikke har fortrudt. Og jeg har valgt at se på de seneste fem år 2020-2024, hvor jeg har stået over for nogle temmelig store udfordringer. Taget vanskelige beslutninger, som jeg er utrolig lykkelig over at have gennemført, truffet svære valg, jeg ville vælge igen, også set i bagklogskabens klare lys. No regrets.

Mine fem valg, jeg ikke har fortrudt, er disse:

At flytte fra noget stort til noget mindre
At flytte efter børnene
At blive privat passer for vores barnebarn
At tage en pasningsorlov for min mand
At tage én for holdet.

At flytte fra noget stort til noget mindre

Min mand og jeg boede i 21 år i en nedlagt skole på Falster. En overgang boede vi syv mennesker i huset, der med sidebygninger talte 600m2 under tag. Vi flyttede dertil for at komme ud af alt for meget arbejde og for lidt tid til børnene inde i København, og vi fik opfyldt meget mere, end vi havde drømt om. Men tiden kom, da huset kun havde to beboere, mig og manden, og det var simpelthen blevet alt, alt for stort og vedligeholdelseskrævende.

Beslutningen var svær: Vi havde de bedst tænkelige rammer for et meget levende og aktivt liv med månedlige koncerter i en af bygningerne, lager til vores bogforlag og CDer og hele fem pladser inde i vores kontor i det ene gamle klasseværelse. Min mand kunne øve sig med sin musik i den ene ende af huset uden at forstyrre mig, der skrev på en bog i den anden ende. Og vi kunne have samtlige seks voksne børn, deres kærester og børn overnattende i jul og påskeferier. Alt det måtte vi give afkald på, hvis vi flyttede til noget mindre, hvor der endda kunne risikere at være lydfølsomme naboer og næppe noget koncertlokale til vores rådighed.

Vi valgte at skære voldsomt ned til en toværelses lejlighed på 69 m2 og reducerede vores jordiske gods til en tiendedel. En gevaldig downsizing, som jeg da også skrev en bog om. Men når jeg holder foredrag om processen, fokuserer jeg gerne på den enorme lettelse, det var at få ryddet op og ud og få begrænset til det allermest nødvendige. Lettelsen er nemlig ofte svær at mærke undervejs.

Vi tog beslutningen i tide, mens vi var friske, realistiske og klartseende, uden tidsmæssigt stress. Der gik fem år, fra vi besluttede os, til vi boede det nye sted. Tre måneder efter, at vi var flyttet ind i den nye bolig, fik min mand to meget alvorlige blodpropper, og genoptræningen tog et års tid. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan de næste år ville være forløbet, hvis vi havde boet på 600 m2 langt ude på landet i dén situation. Vi er så heldige nu at bo i et ejerfællesskab for folk over 55, og det betyder, at vi også har fået en stor flok mennesker som nærmeste netværk forærende. Min mand, der var 14 år ældre end mig, betingede sig, at det sted, vi flyttede hen, var et sted, hvor jeg også ville bo, hvis jeg blev alene først. Det kom til at vise sig at være en vigtig del af beslutningen.
Her er bogen og foredragene.
og Her er den gamle skole, som igen er til salg, nu komplet istandsat.

At flytte efter børnene

”Flyt ikke efter børnene!” Den advarsel skrev jeg ligefrem selv i min bog, for alt for mange bliver skuffede, når ønsket om at komme tættere på sine børn viser sig at være om ikke énsidigt, så dog heller ikke så gensidigt, som man forestillede sig. Alligevel var det dét, vi gjorde: Med vidt åbne øjne tog vi en beslutning om at flytte efter fem af de seks børn, vi har til sammen. Fem bor i København, den sjette i Horsens. Beslutningen var ikke nem, for vi havde forelsket os i Falster, i at bo på landet, i stemning og lyset og luften.

På flere af de mange køreture, min mand og jeg havde frem og tilbage til København (fordi der jo er kortere fra Falster til København, end fra København til Falster, you know), talte vi om, hvad der var vigtigst i resten af det liv, vi havde tilbage. Prioriteterne skiftede i løbet af de fem år, vi overvejede flytningen: Coronatiden fik os til at sætte naturen omkring os meget, meget højt, men samtidig viste isolationstiden, at vi fik mindre kontakt med børnene, end der allerede var. Det at bo så langt væk fra børnebørnene havde i forvejen betydet, at vi ikke havde fået den nære, tidlige kontakt med de første tre børnebørn, og det begræd vi allerede. Efter at have vendt vore betænkeligheder med alle børnene og afstemt forventningerne, valgte vi at flytte så tæt på børnene, at de fem kan nås på cykel inden for en halv time. Det drøjer lidt med at cykle til Horsens på den tid…

Ikke alene var den afstemning udfordrende at tage (”Hvor meget gider I egentlig at være sammen med os” er et delikat spørgsmål), men den var afgørende for vores boligvalg: Hvis man vil bo så tæt på sine børn, må man tage, hvad der er økonomisk muligt: I København var kun muligt for os ved at gå langt under, hvad vi havde håbet på i kvadratmeter. Til gengæld har det virkelig været fantastisk: Vi fik på det første år flere besøg, end vi har haft i årene efter, at børnene var flyttet hjemmefra. Og der kommer stadig spontanbesøg, vi /jeg kan passe børn og hunde akut, det er nemt at mødes i byen uformelt, og nærheden til især de yngste børnebørn, der ikke er optaget af venner og fester så meget endnu, er ubetalelig. Valget kunne ikke have været rigtigere.

At blive privat passer for et barnebarn

I 2022 kom det fjerde barnebarn til. Da forældrenes orlov var slut, stod der ikke en vuggestueplads klar. Ventetiden kunne blive op til tre måneder. Men i Københavns kommune er det muligt for forældre at tilknytte fx ren mormor som privat passer. Det lønnes ikke, men forældrene får et tilskud til udgiften, i 2024 er det for børn under tre år omkring 7000 kroner om måneden for 30 timers pasning.  jeg byggede hjemmet lit om, børnesikrede det og blev godkendt som passer efter et besøg.

Også dette var noget af en beslutning; Dels var min mand først lige ved at komme på fode igen efter sine første blodpropper, dels havde jeg mange opgaver igen i min selvstændige virksomhed efter corona nær havde lukket den. Det var lidt vovet at sætte arbejdet på pause i flere måneder igen og også at sænke indkomsten betragteligt. Omvendt er det jo netop i de første tre år, man skaber en forbindelse til det lille barn, en tilknytning, der gavner resten af tilværelsen, så valget var ikke så svært. Vi sagde ja til at passe den lille, og det tog ganske rigtigt tæt på tre måneder inklusiv den tid, der gik, da barnet skulle “køres ind” i vuggestuen.

Også dette har været et af de vigtigste livsvalg, vi tog: Det var selvfølgelig kun en af os, der var dagplejeren, mig, men vi gik begge op i det med liv og sjæl. Og fik alle de vira og bakterier, som sådan en lille af ubegribelige årsager kan tilrane sig. Tilknytningen til den yngste blev for begges vedkommende grundlagt i stor kærlighed i de måneder. Tre dage efter, at barnet endelig var kørt ind, kom min mand på hospitalet igen med nye blodpropper.
Her kan du læse om ordningen med tilskud til privat pasning i Københavns Kommune.

At tage en pasningsorlov for min mand

Foto: Arthur Cammelbeeck

To gange lykkedes det min mand at genoptræne, komme ud at spille og virke igen, men kræfterne var blevet færre, og sygdomsbilledet mere markant. Da antallet af timer, vi fik besøg af hjemmeplejen hver dag, svarede til en fuldtidsansættelse af en person, lykkedes det mig at få tilkendt det, som hedder en pasningsorlov, og som man kan få, hvis der er en chance for bedring. Denne orlov kan kun opnås af mennesker, der stadig er på arbejdsmarkedet, også uanset om du samtidig har rundet folkepensionistalderen. Man aflønnes som ufaglært sosu. Bemærk at dette ikke er en plejeorlov, som man kan få, hvis man passer en døende. Min mand var ikke døende, men han var kun langsomt i bedring.

Vores hjem var blevet som en banegård med op til 35 besøg hver uge. Selv om hjemmeplejen gjorde, hvad de kunne, var det en lettelse, da jeg fik orlov til at passe min mand i det tempo, han kunne lide og uden flere end tre afbrydelser dagligt, idet vi beholdt de besøg, hvor der skulle måles blodsukker og gives insulin. jeg fik forlænget den første orlov fra 6 til 9 måneder, men ikke uden sværdslag. Da de ni mulige måneder var gået, søgte jeg endnu en orlov, stadig efter §118 i Serviceloven, hvilket man kan, hvis der er sket en forværring eller tilstødt en diagnose. jeg er glad for, at jeg har lært at læse lovtekster og særligt vejledninger til loven….

Det var ikke specielt nemt at være ufaglært sosu, uden oplæring i noget som helst. I kontrakten stod der, at jeg var ansat på fuld tid, men ikke nærmere defineret, så jeg troede, jeg skulle være på 24 timer i døgnet. Det var det jo reelt også, idet jeg jo arbejdede i vores hjem, så når jeg gik fra arbejde, var jeg allerede hjemme og skulle gøre præcis de samme ting nu som hustru. Jeg var ved at gå ned på det, fik talt med min læge og visitation og fik opklaret, at der formelt var tale om 37 timer, ikke end døgnlang mandsopdækning. Jeg fik tilkendt tre afløsningstimer om ugen, hvor en anden var hos min mand.
Der er kun ringe oplysning om denne pasningsmulighed, så det er vigtigt, at flere pårørende får kendskab til den. At der findes denne type lønnet orlov, finder jeg helt usædvanlig gernerøst, og jeg er meget taknemlig for, at jeg fik de to orlover. At få den tid med min mand var uvurderligt. Det kræver, at man er klar til alle slags sosuopgaver, og at man kan forstå at være både plejer og hustru. Det var svært for os begge ind imellem, men at få den kærlige og nære tid med min mand, før han blev rigtig syg og døde, er jeg dybt taknemlig for.

Her kan du læse om orlovsreglerne 
og her kan du læse om min oplevelse med at få orloven både første og anden gang.

At tage én for holdet

I linket her finder du optagelsen fra Debatten i DRTV, hvor jeg får laaaaang taletid!

Hjemmefra har jeg lært, at ”den, der har evnen, har pligten”. Det gælder i mange af livets sammenhæng, men i det seneste år, der er gået, har udtrykket fået en særlig betydning for mig. Ved årsskiftet 23/24 fik jeg lov af min mand til at beskrive pårørendes vilkår med udgangspunkt i vores egne erfaringer i debatindlæg på Altinget, som jeg hidtil kun havde skrevet om senkarriere for. Allerede det første indlæg førte til en invitation til medvirken i Debatten i DRTV, hvor jeg fik mere uafbrudt taletid hos Clement Kjærsgaard, end jeg nogen sinde har oplevet nogen få. Det ledte igen til foretræde for ældreministeren, endnu flere indlæg i Altinget, alt som ældrereformens forskellige faser førte til den endelige vedtagelse lige før jul. En ny ældrelov, der i begyndelsen havde utrolig lidt fokus på de pårørende, men som efterhånden fik mere og mere. I dag er jeg kommet med i de såkaldte Partnerskaber for ældrepleje i praksis, som skal følge implementeringen af ældreloven ude i kommuner og regioner.

Jeg har som enkeltperson mødt en stor lydhørhed og også fået mange positive og varme tilbagemeldinger fra andre pårørende, som ikke har haft kræfter til at stå frem, og som har været ved at segne under byrden med at passe pårørende samtidig med arbejde, egen familie og eget helbred, ofte under langt værre forhold end jeg. De tilbagemeldinger er jeg meget taknemlig for.
Jeg har følt det som min pligt at gøre det, fordi jeg er journalist. Og at sætte holdning og personer bag beretninger fra det virkelige liv har givet så meget mening for mig. Jeg har sammen med min mand kunnet pege på forhold, som ikke er hensigtsmæssige, og som må og skal bringes i orden, når vi demografisk ganske snart bliver et overordentlig stort antal gamle, der kan blive plejekrævende. Også dette var et valg, jeg aldrig kommer til at fortryde.

Her er den nye ældrelov.
Noget blev gennemført, andet ikke, men man har lov at håbe, at praksis inddrager vores ønsker.

Så hvad har været dine livsvalg?

Alt dette kunne lyde som én stor gang selvros. Men jeg har ikke kunnet gennemføre alt dette uden en familie, der i tykt og tyndt har bakket stærkt op og taget del i det, der var sværest. Også den stærke familie med børn, svigerbørn og livsbekræftende børnebørn er jeg dybt taknemlig for. Indlægget er ikke tænkt som selvros: Jeg har også snerret ad min mand undervejs, været en urimelig træt mormor, grædt af udmattelse over den uendelige oprydning og alt det, der er forsvundet under flytningen. Men disse fem livsvalg har givet så meget mening, at uanset hvor svært det indimellem har været undervejs, så har de været de rette valg.
Mit håb er, at du, kære læser, vil kigge på de valg, du selv har taget undervejs og glædes over dem, der er lykkedes, dem, som har tilført langt mere end forventet. Vi er så vante til at slå os selv i hovedet og fremhæve ting, vi ærgrer os over eller tænker, vi kunne have gjort bedre. Jeg håber, du vil se tilbage på beslutninger og valg, der måske har været svære, men som har vist deres styrke undervejs og givet meget mere igen, end du havde forestillet dig.

Glædeligt nyt 2025
Abelone Glahn

Foto øverst i dette indlæg er taget af Emil Hornstrup Jakobsen